Hvis du, ærede læser, sørger for at følge Kapellets anbefalinger, så har du med garanti allerede set den formidable miniserie Chernobyl , der med nærmest klinisk distance lader sin seer opleve begivenhederne omkring nedsmeltningen på det Ukrainske kernekraftvæk i 1986. En katastrofe, der stadig den dag i dag, ikke synes overstået. For selv om kernen i Reaktor 4 er støbt ind i utallige lag jernbeton med en blykerne, så forlyder det, at kernereaktionen stadig fortsætter med nedsmeltningen dybt nede i reaktorens radioaktive, sorte hjerte.

Vi, der er gamle nok til at have gennemlevet dagene efter ulykken, husker tydeligt denne traumatiske begivenhed. Usikkerheden om hvorvidt en dødbringende sky ville kaste usynlig, dødbringende regn ned over landet, tavsheden fra de Russiske myndigheder, og i det hele taget er der nok ikke mange, der har formået helt at fortrænge katastrofen. Dertil kommer at populærkulturen, rangerende fra populære videospil som Call of Duty: Modern Warfare over gyserfilm som Chernobyl Diaries samt mange flere fiktioner enten benytter omgivelserne eller katastrofen som udgangspunkt.

Den seneste tilføjelse til historien om Tjernobyl forefindes nu i tegneserieform. I Forår i Tjernobyl følger man en lille gruppe franske kunstnere, der helt bevidst trodser al sund fornuft og begiver sig frivilligt ind i området omkring reaktoren og den kontaminerede zone toogtyve år efter ulykken.

Tjernobyl og den nærliggende by Pripyat, der i sin tid blev konstrueret til blandt andet at huse familierne til alle de, der var ansat på anlægget, er efterhånden blevet en mytisk del af vores kultur. Som de fleste nok ved, så er det muligt at tage på ’radioaktiv ferie’, hvis man kommer på de kanter. Mod betaling kan man få en lokal guide til at tage en på rundtur til de mange forladte bygninger og eksempelvis snuppe et selfie ved det forladte pariserhjul eller i den nu tilgroede svømmehal. Makabert og dommedagsagtigt i enkeltes optik, smukt i al dets forfald i andres.

Der er dog ingen tvivl om, at Emmanuel Lepages beretning om sin og vennernes tur til Tjernobyl er smuk. Selv om du muligvis kan undre dig lidt over konceptet med at skabe en længere tegnet fortælling om tegnerens tur til Ukraine og opholdet i og omkring Pripyat, så er slutresultatet blevet en lyrisk, meget personlig og ikke mindst vældigt velfortalt skildring af tegnerens møde med både stedet og de mange folk, der stadig den dag i dag, af forskellige årsager, har valgt at blive boende i området.

Lepages tegninger er primært akvareller, og selv om farveholdningen ofte bevæger sig i den mørkegrå, brunlige palette, er der også noget både sirligt og ikke mindst imponerende over hans evne til at indfange sine figurer og indtryk med vandfarve og pensel. De, der selv har forsøgt sig udi dette medie, ved hvor vanskeligt det kan være at styre – hvilket blot gør, at Emmanuel Lepages arbejde kommer til at fremstå endnu mere imponerende. Ved en hurtig gennembladring kan tegneserien godt virke temmelig monokrom, men idet man læser den, bliver man hurtigt imponeret af Lepages evne til at skabe stemning, og samtidigt med foråret rammer, sniger der sig også varmere grøngule nuancer ind i historien.

Forår i Tjernobyl fortæller dels læseren om baggrunden for ulykken, dels får vi også serveret Lepages personlige betragtninger om at være fysisk til stede i Tjernobyl. Konstant spørger han sig selv, om det vitterligt var en god idé, selv i den gode sags tjeneste, at være taget afsted. Med geigertællerens evindelige ”tik, tik tik”-lyd som et slags gennemgående soundtrack, bliver dette lyden af den ellers så usynlige fare, der konstant omgiver vores hovedpersoner.

Man bliver gennem denne fine øjenvidneberetning, der blander de originalskitser, som Lepage lavede på stedet, med grafisk gennemarbejdede skillerier, overbevist om, at naturen nok skal klare sig - at der til trods for massiv menneskeskabt radioaktiv stråling, igen er liv omkring Reaktor 4. De folk, der til trods for myndighedernes advarsler, har bosat sig i området er også spillevende, og man opdager hurtigt at der også er medmenneskelighed og varme på dette udsatte sted. Det til trods er tegneserien selvsagt også et monument over menneskelig dårskab og en vigtig reminder om, at vi – eller i det mindste magthaverne - forhåbentlig har lært noget af denne frygtelige tragedie. Det må tiden jo vise.

Forår i Tjernobyl er på denne led en slags poetisk, politisk og meget menneskelig dokumentartegneserie om en flok kunstneres rejse til et sted, som sikkert kun de færreste har lyst til at besøge selv. Så uanset om man er interesseret i selve rejsen eller efterdønningerne fra ’86, så kan man ikke komme udenom, at det er en morderlig flot udgivelse, som alle, der holder af tegneserier, vil være glade for at have i deres samling.