Det er ganske svært at forsøge at forklare folk, der ikke læser tegneserier til dagligt, at genren faktisk kan have nogle kvaliteter, som ikke eksisterer i animationskunst, film eller bøger. Det er som om det gamle stigmata, som Scott McCloud skriver om i Understanding Comics, stadig hænger fast: tegneserier er for børn eller i al fald for folk, der er småt begavet.

I de senere år er der dog kommet langt mere fokus på formatets kvaliteter, i og med at der både er kommet en del glimrende fagbøger om emnet og selv de videregående (humanistiske) uddannelsesinstitutioner er begyndt at tage forskning på området seriøst. Mest af alt synes denne blåstempling dog at skyldes to ting – dels at der er mange tegneseriefans, som er endt som akademikere og dels fremkomsten af den såkaldte ”graphic novel”, der både i udtryk og i navn synes at møve sig ind på romanens område.

En af dem mest imponerende graphic novels er uden sidestykke Charles Burns’ Sort hul, der nu er blevet tilgængelig på dansk. Burns’ serie er en kleppert på over 300 sider og er skabt over en tiårig periode – fra 1995 til 2005. De ti bind som udgjorde serien er udkommet samlet på dansk og det er intet mindre end imponerende læsning.

Der er sikkert nogle der kender Burns’ streg fra coveret til Iggy Pops Brick By Brick, men for de der ikke kan lide rock, så kan Burns’ stil bedst sammenlignes med brødrene Hernandez’ (Love and Rockets). Der er en ganske hård, stram streg i sort/hvid uden mange skraveringer, gråtoner eller raster til at forstyrre kontrasten. Førstehåndsindtrykket kan derfor forekomme en anelse kedeligt og rigidt, men der går ikke mange sider i Sort hul, før man finder ud af, at der bag det ganske hårde, grafiske udtryk så gemmer der sig en både medrivende og følsom historie om en forbandet ungdomsgeneration i starten af 1970ernes USA. Men inden nogen kan nå at råbe ”socialrealisme” bliver der dog trukket kraftigt i håndbremsen, for selv om Burns’ figurer foretager sig ganske dagligdags ting, så benytter seriens sig netop af fantastiske og groteske elementer hele vejen igennem. Dette er ikke magisk realisme, det er snarere ondskabsfulde mutationer, der får en permanent påvirkning på de medvirkende karakterer.

Selv om Burns’ historie rummer et ganske omfattende karaktergalleri, bliver det aldrig svært at overskue, for selv om læseren præsenteres for flere forskellige fortællere undervejs, så er hovedhistorien så tilpas medrivende og interessant at man aldrig mister det generelle overblik.

Fortællingen er centreret omkring en gruppe high school elever, der gebærder sig som high school elever er flest: de drikker, hører musik, ryger pot, dropper syre og har ubeskyttet sex – men der er noget riv ruskende galt i den lille by, for en mærkværdig sygdom synes at remme alle dem, der dyrker sex. En variant af AIDS der forvandler de unge til mutanter. De lever i selvbestaltet eksil i den nærliggende skov, afsondret fra familie, venner og det mondæne forstadsmiljø, som de før var en del af.

Sygdommen manifesterer sig på mange forskellige måder, en af de unge piger skifter jævnligt sin hud ud som et slangeham, en ung mand har udviklet nærmest katteagtige træk, en smuk pige har groet en lille hale mens andre bliver langt hårdere ramt af forbandelsen. Det er dog ikke disse groteskerier som fortællingen svælger i, det er snarere hvad disse transformationer betyder for de unge mennesker, og selv om det kan være nok så nemt at læse Burns’ værk udelukkende som en allegori over AIDS smitten, så synes fortællingen at brede sin kulturkritiske vinkel endnu bredere ud, til at omfatte en lang række problemer i nyere amerikansk kultur. Bogen tegner et nuanceret og vedkommende portræt af en generation af unge, som synes at være blevet overladt til dem selv. En generation, hvor der ikke engang synes at være en egentlig generationskløft, af den simple grund at forældrene synes at være ganske ligeglade med hvad det er deres børn foretager sig.

Alle de der kan huske hvordan det er at være ung bør derfor nemt kunne relatere til denne fortælling. Selv om Burns i flere udsyrede drømmesekvenser og i sin metaforiske håndtering af de emner han diskuterer, måske er i fare for at miste enkelte læsere, så formår han at give alle de som stadig hænger på en uafrystelig og enestående tegneserieoplevelse.

Fortællingen er fremragende fortalt og skildrer i nuancer den usikkerhed som plager mange gennem de svære og forvirrende teenageår. Kort sagt så lykkes det Sort hul på én gang at skabe et unikt generationsbillede, der på trods af alle mutationerne og mareridtssekvenserne er sært genkendeligt, samtidig med at det lykkes forfatteren at skabe et helt unikt univers, der netop gennem sine verfremdungseffekter kommer til at føles meget realistisk. Det er en af de tegneserier, der med garanti vil kunne omvende enkelte af de tegneseriefjendske læsere som indledningsvis blev nævnt. Det er sagt på en lidt anden måde: rigtigt, rigtigt godt!