Faste læsere af Kapellets ved at undertegnede er kæmpestor fan af den franske tegneserieforfatter Pierre Christin. Denne fanromance startede allerede i barndommen under utallige læsninger af Linda og Valentin-serien og fortsatte da undertegnede opdagede, at han også havde arbejdet sammen med andre tegnere end Mézirèz, eksempelvis de mindst lige så utrolige Enki Bilal og Jacques Tardi, for blot at nævne et par stykker.

Det seneste samarbejde Christin har indledt er med den dygtige Sébastien Verdier, som Kapellets anmelder ikke har stødt på tidligere. Orwell er nemlig en meget ambitiøs og ganske komplekst fortalt tegneseriebiografi, der med al tydelighed viser, at Christin selv også er en slags fanboy, i al fald når det kommer til den britiske forfatter George Orwell.

Som undertitlen kostskoleelev, strømer, proletar, dandy, militsmand, journalist, oprører, romanforfatter, excentriker, socialist, patriot, gartner, visionær. antyder, så bliver man jo nærmest forpustet, og kan muligvis godt sidde tilbage med følelsen af at være et dovendyr sammenlignet med, hvor meget hovedpersonen har bedrevet i løbet af de 47 år han levede. Orwell, med det borgerlige navn Eric Arthur Blair, fik i sandhed levet, og tegneseriebiografien skildrer fint, hvordan hans mange forskelligartede oplevelser prægede både mandens liv og fandt vej ind i forfatterskabet.

Som Christin skriver i efterordet, så er hans manus til tegneserien primært baseret på to biografier om Orwell (George Orwell – a Life og Orwell Diaries), samt en masse artikler og selvfølgelig Orwells egne tekster, der i tegnserien er gengivet med skrivemaskinefont. Hvorvidt tegneserien yder all disse kilder retfærdighed kan ikke siges, idet denne tegneserie var anmelders første møde med Orwells liv ud over de ganske korte stykker information, som er inkluderet på mangen en bagside eller som et efterskrift til mandens mest berømte romaner.

Til gengæld er denne visuelle biografi både virkelig spændende og vellavet, idet den formår at gengive en masse faktuelle informationer om det korte, hektiske liv, Eric levede. Den har formået at finde en rigtig god balance rent fortællemæssigt mellem tekst- og taleboble-tunge passager og de mere lyrisk-poetiske sekvenser, der bliver et fint afmålt afbræk fra de øvrige. Dette kan eksempelvis ses i bogens sidste tredjedel, hvor der er dedikeret to sider, næsten helt uden tekst, til hovedpersonens motorcykeltur i regnvejr gennem et smukt Engelsk landskab. Næppe en begivenhed, der var skelsættende i mandens liv, men som også viser en anden side af den person, det hele handler om.

For nu at blive ved illustrationerne, så er de alle meget sirligt tegnet. Stregen mindede umiddelbart om Jaime Hernandez’ måde at tegne på - uden anden sammenligning i øvrigt. Dette er muligvis fordi størstedelen af historien er holdt i ren sort/hvid uden mange sirlige skraveringer, muligvis på grund af de rene linjer og evnen til på én gang at tegne detaljeret men uden at gå amok i detaljer, som man oplever det hos folk som Geoff Darrow. I det hele taget er Sébastien Verdier god til at økonomisere med sin streg, uden slutresultatet bliver hverken stift eller kedeligt.

Langt størstedelen af historien om forfatteren er som nævnt gengivet i sort hvid, da dette også synes at passe rigtigt fint til den tidsperiode, den skildrer. En tid, der sikkert i manges bevidsthed også fremstår som sort/hvid. Til gengæld er der på nogle helt særlige tidspunkter dele, der pludselig fremstår enten halvt eller delvist i farve. En særlig, meget elegant overgang, kan man finde slutningen af historien. I en meget filmisk sekvens ser vi billedrammerne nederst på en af siderne skildrer et sanatorium i England. De næste to rammer former en slags ”tilt” op mod himlen, for at det sidste billede ender i med at vise et blågrå felt. Bladrer man videre, så starter det første billede på næste side med en lidt mørkere version af selvsamme blå himmel, men idet de næste par billeder ”tilter ned” igen, befinder læseren sig pludselig sammen med Orwell i Marokko.

I løbet af Orwell er der også flere andre tegnere, der får mulighed for at blande sig, blandt disse førnævnte Bilal. Dette sker blandt andet på hel- eller dobbeltsider, hvor læseren får præsenteret uddrag fra Orwells egne tekster. Man kunne måske tro at dette bryder med den overordnede stil, men det fungerer faktisk overraskende fint.

Det kan godt være at de, der i forvejen har pløjet sig gennem andre biografiske værker om Orwell ikke finder meget nyt i denne udgivelse, til gengæld er det så ret spændende at opleve, hvordan mandens liv er blevet formidlet i tegneserieform. Som i alle biografier er der med garanti en masse elementer, som der ikke er blevet plads til, i stedet får man så en visuelt lækker, flot trykt og meget fascinerende fortalt introduktion til en af verdenslitteraturens helt store figurer. En person, hvis to hovedværker Kammerat Napoleon og 1984 er mindst lige så aktuelle i dag som dengang, de blev skrevet.