Findes der noget bedre, end at sætte sig til rette med fiktioner der på hver deres måde skildrer undergangsscenarier eller dystopiske visioner af en nær fremtid, mens den virkelige verden plages af en pandemi? Nej vel. På det seneste har Coronavirussen radikalt ændret vores dagligdag for en tid og der ser sikkert mange af Kapellets læsere, der har oplevet at være ængstelige eller ligefrem utrygge over den aktuelle situation. Idet virussen spredtes rundt om i verden oplevede undertegnede at sociale medier som eksempelvis Facebook bugnede med folk, der satte sig til at se film som Outbreak, 28 Days Later eller gav sig til at læse bøger som Extinction eller Pesten.

Man skulle nærmest tro, at folkene, der styrer forlaget Baggaardsbaroner var i familie med Nostradamus, for deres seneste tegneserieudgivelse Repulsive Attaction, er netop en samling fortællinger, der alle har det til fælles, at de skildrer verdener i oprør, mennesker der haster mod deres egen undergang eller helsidestegninger, der satiriserer vores kapitalistiske overforbrugssamfund. Man kunne have tilføjet ”på godt og ondt” efter den foregående sætning, men ville være forkert, for det er udelukkende ”på ondt”!

En af de ting, der kan være frustrerende som anmelder, er når man nødsages til at lave sammenligninger mellem den aktuelle udgivelse som man sidder med og andre tegneserier, der måske kan minde om den i streg eller indhold. Når det så er sagt, kan man med lidt god vilje se paralleller mellem Patrick Steptoes streg og så de horror-vacui-lignende scenarier man oplever hos folk som Geoff Darrow eller den retrofølelse man kan opleve når man læser Jerry Corrigan eller Charles Burns. Indholdsmæssigt synes Steptoes ordløse, udsyrede sekvenser dog at minde mere om de surrealistiske og LSD-agtige fortællinger man kan opleve hos serieskabere som Jim Woodring og Tommy Musturi. Det er selvsagt bare nogle forsøg på at forklare det samlede udtryk, som i sidste ende er ret unikt for netop Patrick Steptoe.

Når man oplever de små fortællinger, hvoraf en del er blevet til i et samarbejde med Benjamin Agersted, er det hele dog ikke dystopisk mørke. Selv om dette dominerer, så er der undervejs mange fine små komiske detaljer og idet flere af fortællingerne kan anskues som en form for satiriske nødopråb i tegneserieform, så er der en mørk humoristisk undertone, der kan spores hele vejen igennem tegneserien. Undertegnede kluklo i al fald flere gange i løbet af læsningen af Repulsive Attraction, men om dette også sker når du læser den er jo helt klart et spørgsmål om hvorvidt du besidder samme form for kulsorte humor som Kapellets udsendte.

Repulsive Attraction er nemlig ikke en samling visuelle fortællinger, der holder sig tilbage. Det er ikke sådan at den bevidst forsøger at være grænseoverskridende eller provokerende, selv om der er sikkert nogle læsere der vil opfatte den sådan. Næsten alle historierne fungerer helt uden ord, men er fortællinger der får mening idet det ene billede afløser det næste. Sammen danner disse (ofte meget bizarre) handlingsforløb. Er der talebobler, så indeholder disse enten billeder eller f.eks. tal og symboler. Det gør at tegneserien bør kunne læses og forstås af stort set alle.

Den eneste undtagelse til dette er efterordet, der faktisk indeholder talebobler med tekst og hvor tegneren kommenterer på både sit eget værk og samarbejdet med Benjamin. Endvidere er der tekst at finde på bogens bagside, der minder om en mellemting mellem en reklameside fra en 50’er-avis og noget man kunne finde i indercoveret til en Dead Kennedys plade. Ord er dog heller ikke nødvendige for at forstå Steptoe & Co’s gode pointer, for selv om mange af fortællingerne kan ses som syret satire, så er der også mange af dem der går imod storkapitalen, industrien og det såkaldte ”fremskridt”. Ikke ment på den måde, at forfatterne løfter en moralsk, fordømmende pegefinder i læserens fjæs, men snarere i et forsøg på at skildre hvad der kan gå galt, hvis vi ikke lægger vores livsstil lidt om skildret i deres helt unikke forvredne, surreelle troldspejl.

Farvelægningen er også interessant, for i kontrast til BaggardsBaroners tidligere udgivelse; Dr. Murder and the Island of Death, så er farverne i Repulsive Attraction holdt i støvede, falmede nuancer. Der er dog det fællestræk, at betragter man selve tegneserien, så vil man se at også denne her har farvet de yderste kanter af siderne, så de denne gang fremstår som grønne.

Selv om det er hurtigt at komme gennem tegneserien, så er det en der i den grad indbyder til gen-”læsning”, idet stilen og de mange detaljer fortjener at blive nærstuderet. Det er nemlig en tegneserie, der virkelig vinder ved genlæsning, for selv tredje gang, blev der ved med at dukke finurlige elementer op, som man måske ikke lige havde fanget første gang.

Kort sagt, så kan det godt være, at en udgivelse som denne er tættere på et egentligt kunstværk, end på en tegneserie i gængs forstand, men det viser også bare hvor rummeligt og forskelligartet dette medie er. Så har du mod på at få en radikalt anderledes tegneserieoplevelse, så synes Kapellet at du skal prøve at se hvordan det er at føle dig tiltrukket af alt det der frastøder dig. Måske ikke i alle henseender, men specielt og interessant er det unægteligt!