Den supertalentfulde filmager og tegneserietegner Cav Bøgelund døde alt for ung i 2018, men selv om han desværre ikke er blandt de levende længere, så er det heldigvis stadigvæk muligt at se hans film og ikke mindst læse hans tegneserier.

En af de mest sagnomspundne udgivelser fra hans hånd er Necropolis. Den blev lavet i 2003 sammen med Simon Petersen. Oprindeligt udkom denne tegneserie (som man kan læse i efterskriftet) på det obskure forlag Eksem, et forlag Bøgelund og Petersen selv havde oprettet til formålet. Det var ifølge selvsamme efterord: ”Et lille sammenklipset hæfte […] brygget og blækket på en livstræt printer” og af samme grund var Necropolis i mange år en tegneserie, der sikkert er smuttet under radaren hos mange tegneseriefans.

Heldigvis har forlaget Baggaardsbaroner valgt at opstøve de originale tegninger, rentegne disse og udgive Necropolis i en imponerende flot bog, med stift bind og guld-dybdetryk på forsiden. Noget som Necropolis i dén grad fortjener.

Historien er en slags flosofisk og satirisk tour de force gennem underverdenen. På allerførste side oplever læseren at den unge punker Nigel udånder udenfor Klub Pathos. Hans død er efter alt at dømme et resultat af at han – på bedste punkmanér – har indtaget en blanding af terpentin, creme fraiche og syre. (Hvorvidt det er den slags syre som ætser ting eller LSD, må være op til læseren at vurdere.) I næste nu har han kastet sin jordiske dragt af sig og skeletversionen af Nigel befinder sig nu pludselig på vej op ad en lang trappe mod himmelen. Da han efter en uendelighed når til toppen af trappen befinder han sig nu i et rum med to håndtag. Det ene håndtag er for de, der tror, det andet er for dem, der ikke tror. I stedet for at vælge det ene frem for det andet, vælger skelet-Nigel at åbne en dør i lokalet, idet han håber på at det er vejen videre for alle de, der måske er i tvivl om dette.

I det nye lokale konfronteres vores hovedperson af en slags flyvende tentakelsky med et øje, der stiller Nigel spørgsmålet ”Hvorfor skabte Gud mennesket?”, og da Nigel ikke har det rigtige svar klar, så åbner gulvet sig under skelettets fødder. Han falder langt, langt ned og lander i en stor bunke knogler, i hvad der skal vise sig at være Necropolis. En slags limboland, midtvejs mellem himmel og helvede. Hvordan Nigel så tacker denne nye situation, skal man selvsagt selv læse Necropolis for at vide. For de læsere, der muligvis vil anklage Kapellets skribent for at afsløre for meget, så skal det understreges, at ovenstående handlingsforløb kun strækker sig over bogens første 17 sider, ud af i den ialt 100-sider lange fortælling. Der sker mange vilde ting og fortælletempoet er konstant højt.

Det er ganske enkelt en rendyrket fryd at læse Necropolis. Ikke alene for Simon Petersens vilde historie, der både byder på fine, groteske men også vedkommende dialoger, der ofte besidder en fin anarkisk tone. Den er samtidig filosofisk og til tider meget morsom. Cavs tegninger er samtidig det, der løfter historien til noget helt usædvanligt. Han er meget sikker i den måde han administrerer såvel indholdet af de enkelte ruder og de rammer, der omgiver tegningerne. Rammer, der ofte bliver en stilsikker medfortæller.

Det er måske en anelse svært som übergeek ikke at komme til at sammenligne universet i Necropolis med andre fortællinger, som eksempelvis det fantastiske point-and-click videospil Grim Fandango fra 1998 eller Pixar/Disneys animationsfilm Coco fra 2017 idet begge disse fortællinger foregår i verdener befolket af skeletter. Selv om skaberne af Necropolis muligvis har ladet sig inspirere af spillet, så er fortællingen i Necropolis langt fra det kulørte univers, man møder i Disneyfilmen. Uden at afsløre for meget, så er turen gennem Necropolis både fascinerende og lidt skræmmende. Det er i al fald ikke svært at forestille sig, hvordan stakkels Nigel har det, idet han desperat leder efter en udgang, eller en måde som kan sikre at han kan blive fragtet væk fra denne skeletale verden.

Cavs tegnestil benytter sig af hårde sort-hvide kontraster. Der er ikke nogen gråtoner her, hvilket egentlig også passer utroligt fint til fortællingen, når undertegnede tænker over det. Stilen er på en gang simpel og klar, med flere klare referencer til tegnere som eksempelvis Mignola (hvilket også er indlysende når man sætter sig for at lave en hel tegneserie med skeletter i stort set alle roller) og samtidig er der også en masse fine ekspressive vinkler og en schwung i stregen, der gør, at det er en sand fornøjelse at lægge øjne til.

I det hele taget er det fantastisk endelig at kunne få fingre i en tegneserie, som indtil nu har fået en slags mytisk status. Selv om den er forholdsvis hurtigt læst, så er det én som man nærmest får lyst til at læse lige så snart man er færdig – også fordi den, uden at afsløre for meget, har en fortællestruktur, der lægger op til netop at man begynder igen, umiddelbart efter man er færdig med epilogen.

Til allersidste i den meget lækre udgivelse kan man se en række andre danske tegneserietegneres bud på deres udgave af Necropolis bl.a. John Kenn Mortensen, Halfdan Pisket og Rune Ryberg, før man når til efterskriftet og Henry Sørensens rørende nekrolog over Cav Bøgelund. Det er som nævnt i starten, umådeligt trist at miste sådan et talent så tidligt, men Necropolis er en udgivelse, der er så flot lavet, at den ender med at være en virkelig kærlig og ikke mindst flot momentum over Hr. Bøgelunds virke, som alle nu kan få mulighed for at have stående i reolen.