Forlaget Baggaardsbaroner dukkede pludselig op af det blå i 2019 og deres første udgivelse Dr. Murder and the Island of Death er virkelig en imponerende debut. Som det nogen gange sker her i Kapellet, så har enkelte udgivelser det med at gemme sig for anmelder, men det er lykkedes at indfange det indsendte eksemplar og genlæse tegneserien.

Det er den 25-årige dansker Emil Friis Ernst der har både skrevet og tegnet, og sørme om ikke også tegneserien (som titlen også antyder) er udgivet på engelsk. Det er ambitiøst, men det kan også vise sig at være en ret god idé, idet man på den vis rammer et langt større publikum. For ramt det har Emil. Serien er ifølge DR blevet solgt til bl.a. Japan, Frankrig, USA og en række andre tegneserieglade lande.

Selv om titlen er virkelig bombastisk og umiddelbart sender tankerne hen i retningen af B-film fra tresserne, pulplitteratur som Nick Carter eller lignende, så står denne titel også i ret stærk kontrast til den modløse, muskuløse, spandexklædte hovedperson, der med hovedet i hænderne sidder på en stol på udgivelsens forside. Jovel, den sortklædte fyr er samme Doktor Mord som optræder i titlen, men som han sidder der, kan man ikke andet end at have lidt ondt af ham. Det skal nemlig vise sig, at den aldrende superhelt er blevet ramt af en ordentlig omgang Weltschmertz.

Superhelte og ikke mindst superskurkeverdenen har nemlig udviklet sig radikalt fra dengang, Dr. Murder var i sit es. Idet læseren møder ham, vandrer han hvileløst rundt i sin superskurkebolig, som naturligvis er placeret på en tropisk ø i en vulkan. Dr. Murder har dog hverken håndlangere, en ærkemodstander eller for den sags skyld en masse onde planer tilbage. Han længes efter de gode, gamle dage, hvor hans verden var mere enkel.

Som han selv siger: Så snart det lykkes ham eksempelvis at stjæle verdens største diamant, så støder hans ubåd på grund. Hver gang noget lykkes, så er der noget, der går helt galt samtidigt. Faktisk er Dr. Murder både rastløs, rodløs og jo længere man læser i historien, synes han at være godt i gang med at have en egentlig eksistentiel krise.

Selv om tegneserieverdenen tidligere har budt på denne slags alternative udgaver af superhelteuniverser (f.eks. Watchmen, Deadpool m.fl.), så er der noget ganske unikt over Dr. Murder and the Island of Death. Det ser man allerede, idet man samler tegneserien op. Ud over at have en meget ekspressiv forside, der mest af alt minder om et syreflashback til 60’erne, komponeret grafisk stramt, så bliver man også helt glad som bogfan, når man opdager at alle siderne yderst er tintet skrigende pink, hvilket gør det meget nemt at finde tegneserien på hylden. Dette bevidner også, at de folk, der har lavet designet på udgivelsen, har gjort sig ekstra umage for at gøre den lækker.

Tegnestilen er som nævnt ganske ekspressiv. Den minder undertegnede om nogle af de mere udsyrede tegneserier fra netop 70’erne, som gang på gang blev hevet hjem fra det lokale bibliotek. Der er ikke mange sirlige detaljer, men det behøves heller ikke, for vinklerne, beskæringerne og ikke mindst det helt forrygende univers, som opstår, viser med al tydelighed, at Emil har helt styr på, hvad der ender med at vær et ganske særegent og personligt udtryk.

Lige som forsiden er alle enkeltbilleder i historien også holdt i kraftige farver, der gør at man får et indtryk af, at Emil Friis Ernst har skabt sin tegneserie udelukkende med en stor bunke friskindkøbte farvetuscher (selv om han sandsynligvis har benyttet sig af mere tidsvarende teknologi til at skabe sin historie med). Dette meget kulørte valg passer utroligt fint sammen med den historie, der bliver fortalt, for den meget spraglede, kulørte udtryk står i skærende kontrast til Doctor Murders tristesse og til den verden, der i øvrigt præsenteres. En verden, der på én gang er både retro og tidsløs.

Det er altså en ret vild oplevelse for både øjne og sind at læse Dr. Murder and the Island of Death. Det er nok ikke en tegneserie, der vil appellere til de, der læser tegneserier i den forventning at få serveret mere af det samme (læs: superhelte, der slås mod superskurke). Men for de seriefans, der har mod på at opleve noget anderledes, ikke kun fortællemæssigt men også udtryksmæssigt, så vil Kapellet anbefale, at du straks opsøger sin lokale tegneseriepusher og begynder at lede efter tegneserien med den kraftig lyserøde kant.