Befinder du dig i en velassorteret boghandel eller en tegneseriebutik og samler Børnenes jord op, så vil tegneserien, der mest af alt ligner en indbundet roman, måske ved første øjekast få dig til at stille den tilbage på hylden, i udkig efter noget mere farverigt eller et værk med en klarere streg. Bag det kulsorte cover med den hvide cirkel gemmer der sig dog en dystopisk fortælling, der både er fantastisk medrivende, velfortalt, og så opdager man i løbet af læsningen, at den italienske tegner Gian-Alfonso Pacinotti (der kalder sig Gipi) faktisk er ret så dygtig førstehåndsindtrykket til trods.

Skal man sammenligne Børnenes jord med noget, så er det, der ligger lige til højrebenet, Corman McCarthys enestående roman The Road, der blev filmatiseret for år tilbage, for idet man slår op på første side, befinder man sig i et trøsteløst landskab lang tid efter en eller anden form for kataklysme har ramt. Man får aldrig nogen forklaring, endsige ledetråde til, hvad det er der har forandret vores verden og dets mennesker så drastisk, men faktum er det, at vi starter med at følge to brødre og deres far, der i et lille hus tæt ved vandet fokuserer al deres tid på basal overlevelse.

Faderen er meget striks, og hans kærlighed består i kontant afklapsning, når drengene ikke gør som de får besked på. Drengene har aldrig lært at læse, for det mener fatter ikke vil gavne dem spor, og når fatter eksempelvis tager båden og besøger en anden mand på den anden side af vandet, så er drengene ikke velkomne. De skal holdes isoleret fra resten af den grumme verden, der omgiver vore hovedpersoner, og så ved de ikke engang, hvem deres mor er.

Der sker dog ting, som af indlysende årsager ikke skal nævnes i dette forum, der gør, at drengene bliver tvunget ud af deres ’comfort zone’ til trods for, at der ikke er megen trøst at hente hjemme. Sammen bliver de nødt til at forlade deres hytte og tage ud i den verden, de stort set intet kender til, og som deres far konstant advarede dem mod. På deres vej møder de andre mennesker, der forsøger at overleve i den samme, trøstesløse og ikke mindst farlige verden, mennesker som brødrene ikke ved om de bør stole på eller gemme sig for.

Brødrene har også, som det hører sig bør, en form for mission. Idet ingen af dem har lært at læse, leder de efter nogen, der vil være i stand til at oversætte en bog, der har helt særlig betydning for dem. Apropos sprog, så er Børnenes jord til trods for sine næsten 300 sider en meget ordknap fortælling. De to brødre taler da til hinanden og de, som de møder på deres vej, men det virker også som om selve sproget ligeledes er lagt i ruiner i denne (fremtids-) vision. Sproget er knapt og indimellem er syntaksen også ødelagt, men det er på ingen måde svært at forstå, hvad der bliver sagt.

Som nævnt indledningsvist er tegningerne alle holdt i en tynd, sort tuschstreg, der minder allermest om blyantstegninger med masser af skraveringer og uden stærke kontraster. Dette stilvalg understøtter helt perfekt den meget trøstesløse fortælling, som udfolder sig, for den hverdag brødrene lever i er netop grå og uden lyspunkter. Hvad der mangler af farver er der til gengæld i ekspressive streger og en fantastisk sans for at skabe liv i de enkelte frames.

Børnenes jord er måske ikke en tegneserie for alle, men for Kapellets anmelder var det en overraskende og medrivende oplevelse, der først blev læst én gang, i et stræk, derefter genlæst lidt langsommere, for dér at få mere tid til at studere den måde, som Gipi har arbejdet med tempo og sine figurer på. Selv om den nihilistiske grundstemning er svær at ryste af sig, og den dystopiske vision er lige så dunkel som en nat uden stjerner, så er Børnenes jord en usædvanlig tegneserieoplevelse, der ikke minder om ret meget andet undertegnede har læst førhen.

Så har du mod på at blive kastet ind i en fiktiv verden, hvor tingene ikke bliver overforklaret, er dette en bog for dig. Det bliver eksempelvis aldrig forklaret, hvorfor enkelte individer i denne verden tilsyneladende er muterede, eller hvorfor andre mennesker tyr til umenneskelige ritualer og en sær selvopfunden religion for at give deres samfund en form for ramme. Er du derfor villig til at træde ind i denne verden som på én gang både virker genkendelig men samtidig som en slags ond feberdrøm, som det er svært at vågne fra igen, så giv endelig denne ret unikke tegneserieudgivelse et skud.