Lad kapellets anmelder komme med et postulat: Vi er heldige i Danmark! For det forekommer, at der netop i vort land findes utroligt mange forfattere, der er helt forrygende til at formidle historier til børn og unge. Nuvel, der eksisterer sikkert også gode, nutidige, børnebogsforfattere i både England, Sverige, Tyskland og mange andre steder, men ser man på udvalget af nye, danskproducerede børnebøger, er det svært at få armene ned over det høje niveau af opfindsomhed, humor og variation, man kan finde hos forfattere som Jakob Martin Strid, Lene Kaaberbøl, Tobias Bukhave, Jakob Riising, Benni Bødker, Bent Haller, Anders Morgenthaler, Malene Sølvsten og mange andre.

Kort sagt, så kan både forældre og lærere blankt afvise påstanden om, at ”der ikke findes nogle ordentlige bøger, som jeg har lyst til at læse” fra et barn, der på den måde forsøger at smyge sig udenom.

Forfatteren Kim Fupz Aakeson har for længst haft en fast plads i dette panteon af danske børnebogsforfattere. Han hyldes og læses ivrigt af de, der holder af danske børnebøger, hvad enten vi her taler de voksne (højt)læsere eller børnene selv. Han har en virkelig god evne til at fortælle mange forskellige historier om børn og unge, som målgruppen nemt kan relatere sig til, og som vi forældre kan bruge til at få et indblik i børnenes verden ved hjælp af. Selv om nogle af de fortællinger Hr. Aakeson skaber har fantastiske elementer (f.eks. Pip og papegøje), tager de fleste af historierne også udgangspunkt i hverdagen og situationer, der hverken involverer tidsrejser eller talende dyr.

I 2015 teamede Kim Fupz op med tegneren Rasmus Bregnhøi og skabte tegneserien Mogens og Mahdi, som var en samling meget charmerende, korte, tegnede historier med de to bedstevenner i hovedrollerne. Sidst i 2018 udkom Mogens og Mahdi forever, der præsenterer sin læser for elleve nye historier med de to kammerater.

De små historier er for det meste bygget op på samme vis. Der præsenteres indledningsvis en situation, som de to skal reagere på eller forholde sig til. Så følger læseren de to drenge forsøge at tackle disse situationer så godt, de kan, og som oftest ender hver historie med en slags punchline, hvor de enten mislykkes eller finder ud af, at det som de egentlig havde troet var megasejt, viser sig at være alt andet end.

Samtidig er bogen jo også ultrasympatisk, idet den ret beset også handler om kulturmøder og kulturforskelle både takket være det faktum, at den ene af drengene er pæredansk og den anden etnisk dansk. I den nye tegneserie bliver dette ekstra tydeligt, idet den anden historie i samlingen Eid viser Mogens blive inviteret til eidfest hos Mahdi. Drengen hygger sig, men alle taler arabisk til hinanden, så da Mogens’ mor efterfølgende spørger, hvad det gik ud på, er det mildest talt lidt vanskeligt for knægten at gengive præcist, hvad der er foregået.

I løbet af Mogens og Mahdi forever får drengene snuset til dødsmetal, de sociale medier, karma, samlet ind til røde kors, de tager ud og bade og meget mere. Det er alle sammen små, finurlige og lune fortællinger, der ganske som etteren, primært er henvendt til drengebørn med krudt i røven. Både fordi der ikke er så meget tekst, der skal læses, fordi Bregnhøis tegninger er sjove, og fordi alle fortællingerne handler om ting, som langt de fleste knægte, uanset etnisk herkomst kan relatere til.

Det er en udgivelse, som er hurtigt læst og som nævnt, måske vil være velegnet til de læsere, der enten har lidt svært ved det, og som måske kan benytte disse udgivelser til at få lidt interesse for såvel tegneserier helt generelt, som for at læse mere overordnet. Selv om dette måske ikke er grunden til at bogen er blevet lavet, så vurderer kapellanen hér, at den sagtens ville kunne give en masse drenge lyst til at gribe efter andre bøger, selv om de umiddelbart ikke har interesse i læsning. Af samme årsag får Mogens og Mahdi forever, lige som den første tegneserie, Kapellets varmeste anbefaling.