Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Skyggernes ambassadør / Cobolt / 56 sider
Tekst: Jean-Claude Mézirès, ill: Pierre Christin
Anmeldt 11/9 2017, 15:25 af Torben Rølmer Bille

Hvor på Navlen er Valentin?


Hvor på Navlen er Valentin?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som nævnt i anmeldelsen af De tusind planeters imperium er genudgivelsen af Skyggernes ambassadør timet med biografpremieren på Valerian and the City of a Thousand Planets, så de der kunne lide filmen, ved selvsyn også kunne fornemme hvad det var der havde gjort Luc Besson så begejstret som ung, at det har været en livslang ambition at omdanne denne klassiske tegneserie til spillefilm.

Biograffilmen tager sig naturligvis en hel del friheder i forhold til originalmaterialet (som også nævnt i biografanmeldelsen) men sært nok har filmen mangle flere plotelementer og visuelle fællestræk med dette album, end med det album som bærer filmens titel.

Det er eksempelvis i Skyggernes ambassadør at Navlen – den enorme rumstation fyldt med racer fra hele galaksen – første gang bliver introduceret, men det er også i dette album at læseren første gang ser Gnavpotveksleren fra Bluxt og de tre Shingouzer, som i filmen dog – af uransagelige årsager - har fået et andet navn.

Rent fortællemæssigt så udnytter Besson i sin film også plotelementet om at en meget vigtig diplomat fra jorden, der er sat til at skulle overtage formandsskabet for rådet på Navlen, kidnappes af ukendte gerningsmænd sammen med Valentin. Herefter bliver Linda nødt til at sætte alle sejl til for at finde frem til hendes makker, nåh ja – og diplomaten, og redde dem begge fra de der har kidnappet ham. I tegneserie som i film involverer Lindas eftersøgning blandt mange andre tiltag, at tage en enorm gople på hovedet for at opnå en form for telepatisk kontakt til sin elskede makker.

I mange henseender er derfor en historie der er mest Linda og i mindre grad Valentin, men det gør slet ikke noget, for Lindas tur gennem de mange forskelligartede dele af denne nærmest endeløse rumstation er fascinerende og spændende i både tekst og ikke mindst i billeder.

I løbet af Lindas jagt på svar kommer hendes lille Gnavpotveksler i den grad på overarbejde idet Linda ofte skal købe sig til vigtig information. Dette sker ikke kun når hun interagerer med Shingouzerne, men stort set med alle andre væsener der også kræver betaling for deres information eller tjenester. Heri ligger der selvsagt også en slet skjult kommentar til det faktum at uanset om vi befinder os i vor tid eller langt ude i fremtiden, uanset om det er mennesker eller rumvæsener man interagerer med, så er det stadig kapitalen der er den styrende faktor. En rigdom der helt bogstaveligt bliver skidt ud.

Selv om historien muligvis er forholdsvis banal, så handler tegneserien lige så meget om at få udvidet det univers som Linda og Valentin færdes i. I nogle af de meget senere albums kommer Navlen også til at spille en betydelig rolle, ligesom intergalaktisk storpolitik også kommer til at fylde mere. Kimen til alt dette kan altså spores tilbage til især dette album.

Uagtet at denne tegneserie blev skabt i 1975 og i år derfor fylder 42, så føles hverken fortælling eller de smukke tegninger på nogen måde gammeldags. Det skyldes selvsagt at de beskrevne begivenheder foregår langt ude i fremtiden, men indimellem kan fortidens fremtidsvisioner nemt føles som om de er et produkt af den tid de blev lavet i. Sådan forholder det sig bestemt ikke med Mézirès og Christins kreationer. Tegningerne står skarpt og det er et både morsomt, spændende og finurligt eventyr som man ledes igennem.

Af frygt for gentagelser så kan Kapellets største tegneseriefan endnu engang konkludere, at hvad enten man kender til Linda og Valentin eller aldrig har stiftet bekendtskab med dem før, så er dette album virkelig et fint sted at starte. Det viser hvor stor en iderigdom makkerparret bag fortællingen besidder og viser også en virilitet i både streg og fortælling, der muligvis ikke er lige så tydelig i de sidste albums i serien.

Genudgivelsen af Skyggernes Ambassadør afrundes med en håndfuld sider om Bessons nye film, men selv om filmen er virkelig hæderlig, så blegner den i forhold til de tegneserier den er baseret på. I Kapellets optik fortjener de oprindelige fortællinger om Linda og Valentin virkelig den klassikerstatus og plads som noget helt særligt, som rigtig mange tegneseriefans i forvejen ved, at den har.

Forrige anmeldelse
« De Tusind Planeters Imperium «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser