Der er tilsyneladende en tendens i disse år til at lave biografier i tegneserieformat. Tidligere har Kapellet set tegneserier der f.eks. skildrede Beatles’ manager Brian Epsteins liv , rebellen Skipper Clement eller den norske billedkunstner Edward Munch bare for at nævne et par eksempler. I slutningen af juni 2017 udkom så endnu en af slagsen; Løvinden der, som undertitlen afslører, er Et portræt af Karen Blixen.

Det smarte ved disse udgivelser er, at de er nemme at overskue og forholdsvis hurtige at læse, takket være samspillet mellem illustrationer og tekst. Derfor kan tegneserier som de ovennævnte fungere som en appetitvækker for de læsere, der normalt måske ikke er interesseret eller har overskuddet til at læse lange, tunge mono- eller biografier.

Dermed ikke sagt, at disse tegnede livsskildringer blot er henvendt til den dovne læser, for de besidder også en kvalitet som den skrevne biografi ikke har, nemlig den grafiske kvalitet og den fortælling der eksisterer i samspillet mellem tekst og tegninger. Selv om det skrevne ord også kan være poetisk og sørge for at skildre en given person i et bestemt lys, er tegningen meget mere umiddelbar, håndgribelig og ekspressiv i sin måde at skildre de liv der omhandles.

Løvinden benytter sig i den grad af en meget subjektiv, legende fortællestil som allerede kan fornemmes idet man læser prologen. Her står en række velkendte personager rundt om spæde Karens krybbe, blandt andet Nietzsche, Sheherazade, Shakespeare, talende dyr og ikke mindst Djævelen selv. De kommer alle senere til at spille en rolle i hendes liv, for selv om de ikke alle er virkelige i biografisk forstand, er de virkelige for bogens protagonist. Der dukker senere hen naturligvis også rigtige mennesker fra Blixens liv op, men de imaginære er mindst lige så vigtige for den måde hvorpå fortællingen og ikke mindst hovedpersonen udvikles.

Læseren føres gennem unge Karens tab af sin far der beskrives som en eventyrlig vovehals, hendes noget triste og enormt kristne opvækst blandt søskende, men også hendes brud med denne triste tilværelse. Det mildest talt kedelige ægteskab med Bror Blixen skildres ligeså, for selv om han ikke var manden i Karens liv, så var det trods alt ham der sammen med hende besluttede sig for at drage til Afrika, hvor hun – efter skilsmissen – passede farmen i Kenya og senere oplevede en stormende romance med Denys Finch Hatton. Sært nok fylder Karens forfatterskab ikke ret meget af historien, for det viser sig at hun først forholdsvis sent i sit liv begyndte at skive og dermed endelig fandt ud af det som hun havde søgt i alle disse år.

Hendes romaner og noveller fylder altså overraskende lidt i forhold til resten af denne tegnede biografi, muligvis fordi Anne-Caroline Pandolfo har villet fokusere på mennesket Blixen, snarere end hendes forfatterskab. Dette understøttes også utroligt fint af Terkel Risbjergs sirlige og stemningsfulde akvareller, der ledsager ordene. Det er faktisk Risbjergs meget flotte illustrationer, der har fået fortrin og som i den grad videreformidler et meget personligt narrativ.

Alle der har prøvet at male med akvarel vil vide at det er en forholdsvis hurtig men også ganske besværlig måde at arbejde på, for ens teknik skal virkelig være i top hvis man vil undgå at de enkelte farver ikke uhensigtsmæssigt blandes sammen med hinanden. Nærstuderer man siderne i Løvinden vil man hurtigt opdage at hr. Risbjergs i den grad besidder kontrol over materialet, for slet ikke at tale om at han er virkelig dygtig i forhold til både den måde fortællingen er pacet på og for slet ikke at tale om den lethed der er over det hele. Ganske imponerende håndværk. Nuvel, det kan jo tænkes at det hele er skabt på computer, men i så fald er det også meget, meget flot eksekveret.

I det hele taget virker Løvinden som et projekt der både er lavet med stor kærlighed til Blixens persona, men måske lige så meget til den fantasifulhed, udlængsel og rebelske ånd som er knyttet uhjælpeligt sammen med brandet Karen Blixen. En fortælling som rastløse, søgende mennesker sikkert vil kunne finde ganske inspirerende.

Uanset om man har læst alle Blixens bøger, om man kun har set Out of Africa eller man er totalt novice i forhold til Karen Blixen, så er Løvinden en dejlig oplevelse. Faktisk har man ikke nødigt at være aficionado, for det virker som om at Pandolfo og Risbjerg har været langt mere interesseret i at videreformidle deres personlige indtryk af forfatteren og ikke mindst personen bag pennen, så Blixen i deres univers på én gang bliver reduceret til tegneserie men samtidig hyldet som den store kunstner og det livsstykke hun nu engang var.