Den danske serietegner Peter Kieland har været på banen i mange år og har skabt en række fine sager som f.eks. den Tardi-inspirerede En dæmonhistorie eller den meget roste Fisk. I efteråret 2015 udkom så Hr. Gris på det fremadstormende forlag Aben Maler. En udgivelse, der er blevet til med hjælp fra bl.a. Statens Kunstfond og når man læser den virker det faktisk mere som en egentlig kunstoplevelse, end som en regulær tegneserie.

Det er en udgivelse, der takket være sin titel umiddelbart godt kunne minde om en tegneserie henvendt til de yngste læsere, men nærstuderer man billedet af Hr. Gris på forsiden, ser man ham desperat bide i en taleboble med et hjerte i. Skal dette opfattes som om han forsøger at bide sig fast i en kærlighedserklæring han har fået? Forsøger han blot desperat at holde fast i et minde? Eller noget helt tredje?

Fanges man af denne kryptiske forside og begynder at læse, vil man snart komme frem til den episode der ligger til grund for forsiden. Hr. Gris er taget på standen, men der er noget som er galt. Bølgerne er frosset fast i tid og han er i stand til at klartre over dem og se på havbunden mellem bølgerne. Her sidder en smuk grisepige, hendes vink er også forstenet og over hendes hoved er netop en taleboble med et hjerte. Hr. Gris prikker forsigtigt til hendes hoved som falder af og blodet fosser ud (tydeligvis er hendes blod ikke som alt andet ”frosset”). Hr. Gris er forfærdet, men vrister hendes taleboble ned, tager det under armen og løber tilbage til sit hjem, hvor han indtager samme fosterstilling som på forsiden og forsøger at bide hul på taleboblen. Det skal lige tilføjes at rummet han ligger i er tæt dekoreret på alle vægge med med både tale- og tankebobler - alle med hjerter i. Tydeligvis har Hr. Gris gang i at starte en samling.

Scener som denne er ikke atypiske for Hr. Gris for selv om det indimellem kan virke lige så surrealistisk som betragtede man et maleri af Dalí eller Wilhelm Freddie, så er der så afgjort også en dybere mening med stregerne, for på godt og ondt er Hr. Gris en kommentar til vores forvirrende, komplekse og ofte absurde verden, som kan være svær at finde fodfæste og navigere i.

Især synes kærligheden at være det overordnede tema for fortællingen, for helt i starten af historien er der reminiscenser fra en helt klassisk kærlighedshistorier og eventyr op. Her forsøger Hr. Gris at redde en stakkels ungmø fra en enøjet hersker, der bor i et skummelt afsides slot. Denne historie vender man tilbage til meget senere, men indimellem skal Hr. Gris gennem en lang række andre mere eller mindre behagelige situationer.

I en af disse episoder får han mulighed for at klatre til et meget højt bjerg og skue gennem en kikkert ud over verden, hvor han først ser dens skønhed, men en kvinde peger på en trappe i nærheden der leder op til endnu et teleskop, og da han betragter jorden gennem det ser han al dens elendighed. Et andet sted fokuseres der på underholdning, for her er en fortælling om Hr. Gris, der nu er en form for entertainer som optræder med en dresseret hund, der dog ikke har lyst til at gøre præcist som dens ejer gerne vil.

Ofte er fortællingerne kædet sammen enten kausalt, visuelt eller ved at Hr. Gris går i seng og vågner op næste dag til en ny form for virkelighed. Læseren må under læsningen af Hr. Gris selv være meget aktiv i forhold til at tolke på de billeder og de handlingsfragmenter vi bliver præsenteret for. Der er som nævnt en række intertekstuelle referencer til både populærkulturen, vores virkelighed og ikke mindst træk fra eventyrenes verden, idet der både optræder kæmper, hekse og vampyrer.

Hr. Gris er fortalt stort set uden brug af ord, hvilket er lidt af en bedrift når man tænker på at fortællingen om den stakkels gris fanget i en form for kafkask mareridt strækker sig over 144 sider. Det tager måske ikke lang tid at bladre sig gennem handlingen, men til gengæld kræver afkodningen af den dybere mening en del tankekraft. På denne måde tilnærmer Hr. Kiellands udgivelse sig netop den kunstoplevelse man kan have ved at gå på et museum. Et bestemt billede eller skulptur fanger ens nysgerrighed, men ud over at være æstetisk behagelig, så drages man også af den fortælling der synes at ligge bag værket.

Dermed ikke sagt at Hr. Gris udelukkende har en målgruppe, der består af akademikere, kunstinteresserede og andre intellektuelle, for så kryptiske er dens budskaber heller ikke. Hr. Gris er blot en stakkels gris, der på godt og ondt lader sig rive rundt af omstændighederne og som efter bedste evne forsøger at tilpasse sig. Kielleands streg er virkelig elegant og mest af alt imponeres man af hans evne til at skabe forløb, der virker meget dynamiske og filmiske. Hr. Gris anbefales derfor på det varmeste, men måske især til de, der i forvejen har en forkærlighed for det udtrippede, skæve, absurde og surreelle.