Mogens og Madhi / Carlsen / 104 sider
Tekst: Kim Fupz Aakeson, ill: Rasmus Bregnhøi
Anmeldt 25/11 2015, 16:10 af Torben Rølmer Bille
Drengestreger
Drengestreger
« TilbageUndertegnede anmelder har alle dage været glad for den danske tegner og illustrator Rasmus Bregnhøi – der sidst kunne opleves i kapelsammenhænge i forbindelse med den fine udgivelse Opfør dig ordentligt og før dette i læse-let serien om Poul og Far .
Bregnhøi har slået sig sammen med den utroligt produktive og dygtige forfatter Kim Fupz Aakeson (som de fleste nok kender som forfatteren til bl.a. Vitello-serien) nu begået en tegneserie om et par friske drenge, der til trods for deres forskelle, finder ud af at fungere sammen.
Selv om man måske godt kan anklage tegneserien for at have en tendens til at være lettere fokuseret på et københavnsk storbysmiljø, så fortælles der stadigvæk ti små hverdagshistorier, som med garanti vil kunne genkendes af drenge på samme alder som Mogens og Mahdi, uanset hvor i landet de end bor. Den eneste undtagelse kan måske være kapitlet Hipsters som heldigvis snart er forældet og som næppe fylder vildt meget på den jyske vestkyst – med mindre man ikke regner med den flodbølge af windsurfende skægaber, der kommer væltende til Klitmøller i sæsonen.
Bogen indledes med de to drenges første møde i baggården, hvor de helt typisk for drenge, starter med at skændes og svine hinanden til, kun for at ende ud med at blive de bedste venner. Tegneserien er en form for munter hverdagsrealisme, for hverken forfatter eller tegner udnytter tegneseriens potentiale til at være fabulerende og fantastisk, men lige som med Vitello-historierne, er dette heller ikke nødvendigt, for det handler mere om at skabe en fortælling som er meget tættere på ungernes virkelighed.
I løbet af bogen forsøger de to hovedpersoner at træne karate, bliver irriteret over at Mogens’ mor tvinger dem til at lege i stedet for at spille computerspil, klæde sig ud til Halloween eller smutte en tur i svømmehallen, hvor en sur bademester konstant er på nakken af vore helte. Det er letlæst, letfordøjeligt og samtidig meget charmerende og fint. De enkelte historier ender ofte med en krølle, der forekommer noget uventet, men uden at være så mærkelig, at det bliver utroværdigt.
Kvaliteten ligger ikke kun i Bregnhøis fine, sirlige streger og farvelægning, men lige så meget Aakesons formidable sans for sprog og timing. Det er, som antydet, ikke de store, tunge emner der bliver taget op hér, men til gængæld vil der med garanti være rigtigt mange knægte, der er omtrent på Mogens og Mahdis alder, som både vil kunne genkende dem selv og ikke mindst deres generation i bogen.
Som den kvikke læser sikkert allerede har gættet ud fra drengenes navne, så er den ene dansk og den anden har udenlandske rødder. Det er dog ikke noget der fylder meget i bogen, ud over en enkelt historie der handler om at Mahdi forsøger at forklare Mogens hvad Ramadanen går ud på, hvilket kun afstedkommer at Mogens driller ham med, hvor dejligt de rosiner han sidder og spiser smager. Sagt på en anden måde så har vi ikke med en diskussion om kulturmøder og kulturforskelle forklædt som tegneserie at gøre. Det er snarere et forsøg fra forfatternes side, at få tegneserien til at have en bred appeal – henvendt til alle drenge, uanset baggrund eller hudfarve.
Vanen tro blev tegneserien gennemtestet både af undertegnede og desuden på hjemmets 11-årige, der konsumerede værket med ganske stor læselyst (også uden hans far havde tvunget ham til det). Så der er noget, der tyder på at makkerparret Aakeson & Breignhøi har ramt helt rigtigt, og at det ikke er tomme kalorier når forlaget skriver at det er en bog der ”kan få selv drenge på 9-13 år til at elske at læse”. Det er som regel dem man hører at folkeskolelærerene har problemer med at motivere til læsning.
Mogens og Mahdi er derfor en sjov, hurtigt læst tegneserie, der byder på ti små historier, som kan fungere som en slags læsesnacks, hvis der lige er fem minutter til spisetid. Det er fint skildret og viser med al tydelighed at både bogens forfatter og tegner ikke selv har sluppet deres indre 12-årige dreng. Det skal naturligvis forstås som et stort kompliment, for mister man som voksen evnen til at se verden fra børnehøjde, så kan man, i nærværende anmelders optik, lige så godt lægge sig til at vente på at dø.