Fase 3 / Freegan Press / 66 sider
Tekst: Benny Vigan, ill: Benny Vigan & Dan Møller
Anmeldt 11/1 2024, 15:06 af Torben Rølmer Bille
Danske zombiedyr
Danske zombiedyr
« TilbageSelv om det er set før på film (læs: Zombeavers, Black Sheep, m.fl.), så er det vist første gang en dansk tegneserie har budt på zombificerede dyr. Som man tydeligt kan se på forsiden til Vigan & Mølles første tegneserie Fase 3 er et menneske omringet af både en zombiko, en zombikat, en zombiged, et par zombierotter og endda en zombikronhjort, foruden et par mere traditionelle menneskelignende zombier. En fed forside, der i den grad inviterer indenfor.
Desværre optræder der - ud over det første og de sidste to kapitler i Fase 3 - desværre ikke så mange zombiedyr i tegneserien. Til gengæld bliver læseren taget med på en rejse i både tid og sted. I Prologen foregår i 2015, men hovedfortællingen startes i 1968, samme år som Romeros berømte Night of the Living Dead. Dernæst springes der til 1977, til konflikten i Balkan i 1992, til 2015 for så endelig ( måske?) at runde historien af i en postapokalyptisk version af 2017.
I de forskellige tidsperioder, møder vi en række personer der er i famile med hinanden og hvert kapitel indledes med at de personer der medvirker optræder i et stamtræ. De aktuelle hovedpersoner er farvelagt i stamtræet, så man kan få en idé om hvem der er hovedpersoner i dette afsnit. Foruden dette stamtræ indledes hvert kapitel med en helsidestegning, hvor en serie ´polaroidbilleder´ viser frem mod det der skal til at ske i det efterfølgende afsnit. En ganske sjov idé, men også lidt forvirrende for læseren at holde rede på. Når figurerne udskiftes fra afsnit til afsnit, lærer vi desværre aldrig nogen af dem indgående at kende.
Især afsnittet nær slutningen om den unge mand, der besøger en kennel for at få fat i en hund, virkede i starten ganske forvirrende på undertegnede. Faktisk i sådan en grad at det skulle læses flere gange, før det gik op for skrivekarlen hér, hvad der var årsagen til hans ret så bizarre handlinger. (Hvis du selv bliver i tvivl, så husk at lægge mærke til hvad der står på siden af varevognen – red.). Det kan sagtens tillægges anmelders mangelfulde fatteevne, eller muligvis kunne hans gøren og laden godt være forklaret lidt mere tydeligt.
Selv om zombiedyrene måske kun spiller en birolle, så gør det heller ikke så meget set med denne anmelders øjne. Til trods for at der findes en række zombietegneserier på markedet, hvor sværvægteren er og bliver Robert Kirkman og Charlie Adlards episke The Walking Dead, så er der forsvindende få zombietegneserier skabt af danske tegneseriekunstnere. Det eneste andet eksempel, ud over kortere indslag i diverse tegneserieantologier, Kapellet har kunne grave op er Exodus-serien af Jacob Rask Nielsen. En trilogi som anmelder desværre ikke har læst, men ifølge det store internet dukkede op tilbage i 2010. Derfor synes det at være på høje tid, at der dukker en ny dansktegnet zombieslasker op.
Selv om tegneserien har fået titlen Fase 3 så betyder det ikke at der findes to andre albums i serien som du skal have fat i først. Fase 3 består af én sammenhængende historie, der – uden at afsløre for meget – byder på en slutning der gør, at starten og slutningen hænger rigtigt fint sammen. For selv om der kan være enkelte læsere, der måske synes at historiens twist traditionelt ikke hører hjemme i zombiefortællinger, så er anmelder til gengæld ret begejstret for den måde Vigan og Møller har formået at binde en sløjfe på deres fortælling på.
Som sagt optræder der i løbet af de lidt over 60 sider en række forskellige figurer der alle har en relation til hverandre, men selv om vi måske ikke lærer dem indgående at kende, så bydes der til gengæld på en række blodige optrin, hvor folk enten konfronteres af zombier og zombiedyr eller selv oplever at blive bidt og forvandlet. Tegnestilen placerer sig et sted mellem en form for realisme og mere karikeret streg, men uden at sidstnævnte bliver for udpræget. Selv om det er veltegnet, så kunne Kapellets anmelder godt ønske sig lidt mere dynamik i enkelte af billederne. Som eksempel kan nævnes den politibil, der med hvinende dæk bremser op i en scene. Her kunne der med fordel være valgt en mere dynamisk vinkel på bilen, for det er primært gennem lydordet, at læseren opfatter at den bremser voldsomt op. Farvelægningen er også glimrende eksekveret.
Så til trods for at Fase 3 har enkelte knaster, så er er det en ganske underholdende zombietegneserie som gennem sit twist med garanti vil behage os der elsker zombier. Desuden er det et rent con amore-projekt, hvor folkene bag selv har stået for alt undtagen fysisk at stå på trykkeriet. Så støt den danske tegneserieundergrund ved at besøge forlaget freegan https://freegan.dk/ eller ved at kigge forbi din lokale tegneseriepusher. Gør du førstnævnte, kan du endda være så heldig at få en originaltegning med fra Vigan & Møller i den tegneserie du køber.