Til alle de, der måske er trætte af at tegneserier, der altid skal handle om superhelte, der kaster hinanden gennem bygninger, veldrejede, storbarmede femme fatales i stramt tøj, som forfører privatdetektiven, tentakelmonstre, der truer med at udslette verden med mindre de paranormale efterforskere finder bogen med de oldgamle magiske formulerer, eller for den sags skyld zombier, der jager de sidste overlevende mennesker, er der nu håb, for finske Tommi Musturi har med Håbets bog skabt en tegneserie, der i langt højere grad dyrker hverdagen, det jævne liv og ikke mindst tiden, der roligt går sin vante gang.

Bladrer man hurtigt gennem Håbets bog (som mange sikkert har for vane hos deres lokale tegneseriepusher) så efterlades man også med indtrykket af, at det er en noget konform og ligefrem kedelig udgivelse man har i hænderne. På hver side er der otte lige store rammer, ofte med det samme motiv, der bliver gentaget i flere af dem. Disse afbrydes kun sporadisk af ganske flotte splash-pages, der enten viser landskaber, akvareltegninger af svampe eller nogle blå/hvide sider, der fungerer som markeringen af et nyt kapitel.

Det grafiske udtryk er ganske stramt. Den tykke sorte streg, der straks sender tankerne i retning af Belgien, omslutter både figurer, interiører og genstande og er sammen med den ofte meget solblege farvepalet med til at give et overordnet trist look, hvilket helt bestemt er tilsigtet. For Håbets bog er en hyldet til den indre ro, til det de små frirum i hverdagen – en hverdag der foregår langt ude i den finske ødemark, langt væk fra den travle hverdag som langt de fleste af os lever i.

Dykker man dog længere ind i fortællingen og giver sig til at læse værket, vil man opdage, at der faktisk er forskel på hvordan de otte rammer benyttes. Er rammerne holdt i en snorlige streg så markerer det at vores hovedperson (en unavngiven, midaldrende, overvægtig mand med vigende hårgrænse, en tendens til overdreven selvmedlidenhed og melankoli) befinder sig i en form for hverdagsvirkelighed. Hvis det til gengæld er bølgestreger som indrammer det viste, så er det mandens drømme og fantasier som optræder. Dette er mest tydeligt i 3. del, der er én lang drøm, hvor vores centrale figur pludselig befinder sig i en mærkværdig fortælling, der foregår i det vilde vest.

Dette tydelige skift mellem drøm og virkelighed, synes dog at være totalt ophævet i bogens allersidste del, der benytter sig af en lang række referencer til velkendte tegneserier og tegneseriefigurer. Her indtager bogens to centrale figurer, manden og hans småtykke, pragmatiske kone, indplaceret i en række forskellige, klichefyldte roller. Her er rammerne der omgiver parret ofte lige, mens det som billederne skildrer umuligt kan høre hjemme i deres finske hverdagsvirkelighed.

Selv om nogle måske kunne mene at det er en noget kryptisk udgivelse, som læseren indledningsvist måske har lidt svært ved at forholde sig til – både i kraft af den karikerede stil og den mærkværdige, filosoferende, atypiske hovedfigur, så er Håbets bog en af de tegneserier, der lige som som god litteratur, giver læseren noget at arbejde med. Noget at fortolke.

Der er overordnet set tre forskellige scenarier, som udspiller sig på kryds og tværs af hverandre. Der er først og fremmest mange scener i udgivelsen, som handler om livet i ødemarken. Livet i naturen. Dette eksemplificeres ved de mange passager hvor manden tager ud for at fiske, bygger et fuglehus, komposterer husholdningsaffald, osv. Dette handler, i denne anmelders optik om forholdet mellem natur og menneske. Om individets plads i den store verden, som del af økosystemet.

Sekundært er der de mange scener hvor manden er overladt til sig selv, hvor han er i værkstedet, sidder på toilettet, går tur i skoven eller sidder og får en øl ved køkkenbordet, mens han filosoferer over meningen med det hele. Dette kan nemt læses som mandens forsøg på at blive klogere på meningen med sit eget liv.

Endelig er der mange sekvenser, hvor vi oplever manden sammen med sin hustru. Hun fylder ganske lidt i bogens start, hvor hun nærmest optræder som en slags biperson, man end ikke ser ansigtet på, men idet bogen skrider frem, optræder hun oftere og oftere og kommer på den led til at fungere som en slags svar på de eksistentielle spørgsmål manden stiller sig selv, når hun ikke er der.

Så selv om Håbets bog måske ikke, ved første gennembladring, skriger på læserens opmærksomhed, så er det ved nærmere eftersyn en enormt flot trykt, grafisk stærk udgivelse, der til trods for at den foregår langt oppe i den finske ødemark, italesætter nogle kerneværdier og tanker som lagt de fleste kan nikke genkendende til.

For hvad er det, der giver mening for netop dig? Hvad er det for ting i livet du sætter pris på? Hvilke tanker plager dig når du er overladt til dig selv? Er vi alle sammen basalt ensomme, mennesker med hver vores indre universer, der higer efter forløsning, eller kan man blot ved at omfavne det man har kalde sig lykkelig? Ja, det er måske store, medmenneskelige, filosofiske spørgsmål og Håbets bog giver ikke entydige svar på ovenstående. Til gengæld forekommer det at den, både qua sin titel og den måde den rundes af på, giver sin læser håb – et håb om at finde sig til rette og finde den nødvendige ro, som både mange af os og måske især hovedpersonen indledningsvist har svært ved at finde.