De fleste Marvel og DC fans kender måske David Mazzucchelli for hans arbejde på henholdsvis Daredevil: Born Again og Batman: Year One begge med Frank Miller på skribentsiden, men han har også illustreret tegneserieudgaven af Paul Austers City of Glass. Mazzucchellis første grafiske roman Asterios Polyp, som han både selv har forfattet og illustreret minder mere om Auster end om førnævnte superhelte, for det er i bund og grund en fortælling om en mand, der har mistet alt og nu tager ud i verden for primært at lede efter sig selv.

Asterios Polyp, som både er bogens titel og mandens navn, er en højt respekteret arkitekt, der i fortællingens start må flygte fra sin lejlighed, idet der er ild i den bygning han bor i. Asterios er dog en af de arkitekter som aldrig har set en af sine tegninger blive til en virkelig bygning, derfor kan man dog godt være ansat – for han underviser i New York og har et ego der matcher skyskraberne her. En konkretisering af en af hans tegninger er dog ikke det eneste, Asterios mangler i sit liv, for det synes i den grad ikke at have udfoldet sig optimalt. Det skal dog vise sig, idet vi læser videre og lærer hovedpersonen bedre at kende, at det langt hen af vejen har været ham selv som er skyld i dette.

Fortællingen veksler konsekvent mellem flashbacks til Asterios’ fortid og den kronologiske handling der starter med branden i lejligheden. Asterios beslutter sig for at drage ud i verden iført det tøj han står i og kun med de penge han har på lommen. Han står af bussen i en lille flække, hvor han efter kort tid bliver tilbudt jobbet som automekaniker. Da han ingenting ved om biler, søger han derfor det lokale bibliotek og begynder sit arbejde. Han indlogeres hos den venlige mekaniker og dennes småskøre kone.

I hovedpersonens mange drømme og i flashbacks får læseren et mere indgående kendskab til Asterios’ liv og den hustru som i sin tid forlod ham. Det var dog ikke noget under at hun skred, for den gennemreflekterende og lettere distræte mand lod sit hverv, sit ego og alle sine højtravende betragtninger om livet, dominere den følsomme kvinde, som han var faldet for. Asterios’ tid på landet og de mange flashbacks giver dog Asterios et nødvendigt klarsyn på sagerne, men spørgsmålet er nu om han stadig kan nå at ændre på sin skæbne?
Umiddelbart kan ovenstående beskrivelse af Mazzucchellis grafiske roman lyde drønkedelig, især når man måske kender ham fra hans samarbejde med Miller, men som grafisk roman er Asterios Polyp et utroligt vellykket og gennemarbejdet værk. Mazzucchelli har ikke kun en fantastisk fornemmelse for stil, kunst, kultur og indsigt i både forskellige arkitektoniske og kunsthistorieske retninger, han har også sans for at fortælle hvad der kan forekomme som en ganske banal hverdagshistorie på en grafisk interessant og afvekslende måde.

Selv om teksten til tider godt kan blive akademisk højtravende, så har Manzzucchelli også sans for ikke at gøre sine sider alt for teksttunge, hvilket ellers ville have bremset læsningen betydeligt. Så idet lixniveauet stiger, så kommer der også mere luft i illustrationerne, eller der optræder splash-sider, hvor tegningerne komplimenterer ganske fint og ofte fylder mere end selve teksten. Det bliver derfor illustrationerne og ikke så meget ordene der dominerer, hvilket gør at en grafisk roman med ofte meget akademisk tunge tiltage ikke føles kedelig.

Farvetoningen i bogen er utrolig stringent. Blå (oftet cyan), gul og en lilla der kun få gange tilnærmer sig det røde, optræder i forskellige mætningsgrader, hvilket gør, at udgivelsen føles på en gang hip og meget retroagtig. Herligheden er indbundet i stift bind, hvor hovedpersonen er præget ind i pappet. Ustyrligt elegant og luksuriøst ser det ud, og selv om mundheldet jo foreskriver, at man ikke skal dømme en bog efter omslaget, så kan man fint gøre det i tilfældet Asterios Polyp.

Som med mange andre grafiske romaner, er det sikkert ikke en udgivelse der finder sit kernepublikum blandt de der elsker superhelte eller kække belgiske rapportere, men holder man af genren og vil man se et virkeligt godt eksempel på en historie, der måske kan forekomme banal ud fra ovenstående beskrivelse, men som bestemt ikke kunne være blevet fortalt lige så effektivt i noget andet medie, så bør man gøre sig selv den tjeneste at anskaffe sig Asterios Polyp.

Bogen har nogle eminente grafiske kvaliteter. Den er velfortalt. Den holder læseren interesseret hele vejen igennem. Endelig får den, på den mest elegante måde, flettet både kunstteoretiske og perceptionsteoretiske betragtninger ind i sin fortælling, samtidig med at den benytter sig af en række referencer til både klassisk mytologi og Americana. Det er sådanne udgivelser, der ikke kun fortjener et virkeligt bredt publikum – både blandt de, der holder af tegneserier og de, der kun synes at have foragt til overs for mediet. Udgivelser som denne ville utvivlsomt kunne overbevise sidstnævnte kritikere om at bløde op for deres holdninger. Det er udgivelser som denne, der er med til at sætte standarden for den grafiske roman og ikke mindst med stor sikkerhed beviser, at tegneserier uproblematisk kan betragtes som kunstværker.