Der er sikkert mange, der i forvejen kender den iøjefaldende tegneseriefigur Otto (med tilnavnet verdens mest ensomme palindrom) da figuren har optrådt i en lang række aviser og tidsskrifter. Er man ikke helt sikker på om man har set Otto før, kan man blot klikke forbi skaber Anders Brønseruds side, dedikeret til figuren for der selv at få syn for stilen og striberne.

Som mange tegneseriefans nok vil give en aldrende anmelder ret i, så er der nok ikke nogen computerskærm eller e-bogslæser, der retteligt kan konkurrere med den oplevelse det er at sidde med en tegneserie i hånden. Der er godt nyt for alle de, der tilslutter sig denne holdning, for forlaget Forlæns har været så gode, at skabe en helt kvadratisk bog, hvor læseren kan lære den meget runde, hvide hovedperson meget bedre at kende.

Ved første øjekast kan Otto in Toto måske nok forekomme en kende kedeligt, ikke kun fordi hver side er opbygget af fire lige store, kvadratiske frames der aldrig brydes, men tillige er alle begivenheder gengivet i sort/hvid, uden gråtoner, uden raster, uden skraveringer, hvilket ikke kun må have være en kolossal udfordring for tegneren men som også sørger for at serien både er nem genkendelig og grafisk kommer til at fremstå meget stærkt.

Udfordringen stopper dog ikke ved det visuelle, for striberne med Otto er alle helt uden dialog, end ikke onomatopoietika, altså lydord, er der blevet plads til. Endvidere skal hver stribe byde på en kort, afsluttet fortælling, gerne med en pointe, der enten kan være finurlig, overraskende og som bør få ”læseren” til at trække på smilebåndet. Lige som de et utal af andre, klassiske avisstriber.

Titlen på værket antyder, at der hér er tale om alle Hr. Brønseruds tegnede fortællinger om Otto, men faktisk er der flere fortællinger om Otto end de, der er præsenteret i denne samling. Eksempelvis har figuren tidligere optrådt i andre formater, hvor Otto også havde flere frames af forskellig størrelse og længde at boltre sig på – eksempelvis kan man ved selvsyn opleve en side fra Otto in Obscura i forbindelse med et interview med manden.

Selv om bogen måske ville egne sig som coffe-table bog, antydet af det foto som forlaget har lagt på deres hjemmeside, så ville det være lidt en skam, for man kan faktisk få en ganske fin oplevelse af at fordybe sig i Ottos sort-hvide univers. Selv om det ikke er alle striberne der er lige morsomme, absurde eller for den sags skyld er lige nemme at afkode, så er der noget sært fascinerende ved den kugleformede hovedpersons oplevelser.

Selv om de enkelte striber heller ikke fortæller danner en form for sammenhængende historie, så er der alligevel en masse situationer og figurer der går igen. Eksempelvis synes pingviner at spille en væsentlig rolle, idet det ofte er disse dyr, der komme til at fungere som en slags overraskelsesmoment, foruden Manden med Leen, der også dukker op når man mindst venter det.

Der er også en række nærmest klassiske situationer som Otto kastes ud i – mest ikonisk er Otto der er strandet på en øde ø i forskellige afskygninger, men lige så tit kastes palindromet ud i en tenniskamp. Dertil kommer en hel række striber der både foregår i og omkring hjemmet, på fisketur eller hvor vi oplever Otto være i færd med tilsyneladende dagligdags sysler, der dog alle ender sært eller skævt. Vanen tro skabes der først et indledende set-up, som så efterfølges i den sidste frame af et overraskende, uventet eller mystisk pay-off.

Selv om det er morsomt, er der samtidig noget sært melankolsk og finurligt ved figuren, som opstår idet man giver sig til at konsumere striberne efter hinanden. For selv om det er en masse enkeltstående striber, så lykkes det Brønserud at skabe en figur, der på en gang er både sympatisk og kejtet, både elskelig men også socialt akavet – en figur som sikkert mange læsere kan genkende i dem selv, eller i det mindste i folk de omgås.

Selv om det umiddelbart virker som om Otto in toto primært har til formål at underholde læseren, at få os til at smile, så virker det alligevel som om kan læses en dybere mening ind i løjerne, for lige som forsiden med al tydelighed viser, så er figuren en, der naivt smilende maler sig ind i et hjørne, foretager han i resten af værket handlinger som for det meste er akavede eller i det hele taget oplever vi, at han har ganske svært ved at navigere rigtigt rundt i sin sorthvide verden.

Dette kunne godt ses som et satirisk spejl til de mange mennesker, der føler sig utilpassede eller ude af sync. Ligefrem at kalde udgivelsen for eksistentialistisk, ville i den grad være overanalyserende, men der er nu noget sært dragende ved Ottos verden.

Brønserud har en hamrende sikker streg, en eminent fornemmelse for den enkle fortælling og ikke mindst en frisk tilgang til stribeformatet. Dertil kommer at Otto in toto ville være en oplagt gave at give til folk man kender udenfor Danmark, da bogen takket være sit ordløse univers, kan forstås og imponere tegneseriefans på tværs af grænser.