Man fristes til at sige, at Nirliit er en feelbad-roman, for man skal bruge noget tid på at ryste den ud af sit følelsesregister efter endt læsning. Især når man som dansker tilhører en tidligere kolonimagt. Bogens ærinde er dog ikke bare at revse Vestens behandling af inuitbefolkningen – det har den for mange nuancer til. Omdrejningspunktet er den lille og virkelige inuitby Salluit i det nordlige Canada, som hver sommer modtager hvide canadiere, der kommer for at arbejde. Nogle for at hjælpe byens indbyggere, andre for at hjælpe sig selv.

Nirliit er en lyrisk samtidsroman. I hvor høj grad den er autofiktion, bliver aldrig rigtig klart, men forfatteren, Juliana Léveillé-Trudel, er fransk og har undervist i Salluit om sommeren, præcis ligesom romanens jegfortæller. Første del af bogen er henvendt til inuitveninden Eva, der er blevet dræbt af sin kæreste. Her fylder jegfortælleren med sine personlige erfaringer, holdninger og refleksioner. Anden del af bogen er henvendt til Evas voksne søn Elijah, hvis kæreste elsker en hvid mand. Her bliver fortælleren til en art alvidende fortæller, der har adgang til flere personers tanker og følelser. Det er altså en stilmæssigt eksperimenterende roman.

Léveillé-Trudel ved bedre end de fleste, hvad inuitbefolkningen kæmper med. Vold, alkohol, stoffer og tidlig død synes allestedsnærværende, og ingen arbejder. Kvinderne forsøger at undgå at blive voldtaget, mens de drømmer om at rejse bort med en hvid mand. Der er dog ikke meget ’Prince Charming’ over disse mænd, der oftest ser kvinderne som en behagelig parentes i deres liv. Børnene driver rundt i midnatssolen og tilhører – på godt og ondt – alle i byen. Og børn undfanget i fuldskab tæller ikke rigtig. En særligt stærk passage i bogen er der, hvor der tales om inuitternes ”destruktive kraft, deres langsomme, kollektive selvmord, det folkemord, de er programmeret til at udføre på sig selv”.

Jegfortælleren beskriver, hvordan hun er splittet mellem sin passion for inuitterne og den tilbagevendende fortvivlelse over, at hendes indsats ikke nytter noget, og at århundreders velmenende tiltag kun har gjort ondt værre. For hver sommer hun vender tilbage, konfronteres hun med nye menneskelige tragedier. Dog kan hun som privilegeret hvid altid rejse bort, når det hele bliver for meget. Hun føler skyld ved bevidstheden om, at hun og de andre hvide canadiere blot er gæs på gennemtræk.

Det, der imponerer ved bogen, er dels, at den ikke forfalder til politisk korrekthed, og dels at forfatteren ikke går af vejen for at udstille, hvordan selv hun ligger under for bedrevidende, imperialistisk tankegang. Det er netop nuancerne og kontrasterne, der giver så stærk en læseoplevelse. Som bogen siger, så svinger man i Salluit altid ”mellem det smukkeste og det grimmeste, der findes”. Men måske ekstremerne også netop er en del af inuitkulturen.

Vi lever i en tidsalder, hvor minoriteter i stigende grad får en stemme, og herhjemme er flere bøger og tv-programmer om Grønland også dukket op. Nirliit placerer sig fint i den tendens. Det er på alle måder en vild, smuk og smertelig bog.