Lad os være ærlige, det er svært at skabe historier om zombier, uden at trække på mange af de fortællinger, der allerede eksisterer. Zombien som figur har – sammen vampyren – oplevet en voksende popularitet gennem de seneste ti-femten år, godt hjulpet på vej af bl.a. masser af film, videospil, tegneserier og ikke mindst tv-serier som The Walking Dead , søsterserierne og de mange andre, der er kommet i kølvandet på denne.

Vender man blikket mod romanmarkedet, så er der også sket en hel del siden, Dennis Jürgensen tilbage i 1991 smed (hvad bredt kan anerkendes som ’Danmarks første zombieroman’) Kadavermarch i trykken. Her på Kapellet har vi eksempelvis set nærmere på både bøger henvendt til et yngre publikum (f.eks. Last Kids on Earth og andre romaner tiltænkt et lidt ældre segment (f.eks. bøgerne i Dagbog fra Zombiland-serien). Den i skrivende stund nyeste zombieroman af en dansk forfatter har fået den meget passende (og ikke mindst ret fede) titel Udød. Romanen synes umiddelbart at forsøge at ramme et publikum, der aldersmæssigt ligger et sted imellem de to førnævnte bogserier.

Grunden til anmelder påstår dette, er fordi Udøds hovedperson er en stor dreng, der holder af at spille gyserspil og se splatterfilm med vennerne, men som samtidig er så tilpas voksen, at hans liv og oplevelser indimellem forstyrres af ufrivillige erektioner. Sex fylder dog ikke meget i fortællingen, men til gengæld er der masser af vold og udpenslede, udsplattede scener med zombier der angriber eller bliver nakket på forskellige opfindsomme måder. Uanset hvad den tilsigtede målgruppe end måtte være, så var denne 50-årige læser i al fald glimrende underholdt gennem alle de 368 sider som Udød består af.

En god zombieslasker aspirerer jo næppe til en Nobelpris i litteratur (selv om det ville være på høje tid at det Svenske Akademi indså, at også genrelitteratur kan være stor kunst – red.), men i stedet har den mest af alt til formål at underholde sin læser. Dette mål får Udød indfriet til fulde, også selv om den undervejs låner en masse elementer både direkte og indirekte, fra gyserfilm, horrorspil og mange andre gyselige kilder..

Ganske kort handler Udød om Tom, der arbejder som rengøringshjælp på et større medicinalfirma lokaliseret i udkanten af Las Vegas. Alt imens der afholdes en større biotech-konference i det store auditorium, eksperimenterer Dr. West med sit nyopfundne serum, der tydeligvis kan få liv i de døde. (Var der nogen der sagde ”H.P. Lovecraft”, ”Re-Animator”, ”Jeffrey Combs” eller ligefrem ”Stuart Gordon”? Gyserfans ved i al fald godt, hvad anmelder mener – red.) Så inden længe er forskningscentret, selvfølgeligt blevet overrendt med blodtørstige levende døde.

Tom bliver derfor nødt til at kæmpe hårdt for sit liv for at have en minimal chance for at komme helskinnet gennem dette skrækscenarie. Heldigvis står han ikke helt alene i denne kamp, for undervejs i bogen får Tom – mere eller mindre tilfældigt – følge af en barmfager, blond laboratorieassistent (som er en af hovedårsagerne til de føromtalt ufrivillige rejsninger, han oplever), hans kollega fra rengøringsselskabet, samt én række mere eller mindre kompetente ledsagere, der krydser Toms vej. Flere af disse ’hjælpere’ (ja, aktantmodellen lever stadig – red.) lider naturligvis også kranke skæbner. Nogle bliver bidt, flået i stykker eller på anden måde dræbt af horderne af smittede, mens andre måske går fri. Vanen tro kan du derfor som læser underholde dig selv med at gætte på, hvem der overlever, og hvem der bukker under og selv bliver forvandlet til en levende død.

Det kan godt være at Udød ikke ligefrem opfinder den dybe tallerken på ny, men det er en både underholdende og ganske velskrevet zombieroman, der også helt eksplicit laver metakommentarer til genren. Ud over de mange ”skjulte” referencer til forskellige andre gysertekster, så kommer dette metalag også tydeligt til udtryk i scenen, hvor Toms sammen med sine venner diskuterer de grundlæggende træk ved zombier. Den ene hævder, at det de oplever ikke er zombier, idet zombier ikke kan løbe eller for den sags skyld udføre andre gerninger end at jagte de levende. Toms anden kammerat mener modsat, at hvis ens døde krop bevæger sig rundt, uanset tempo eller hensigt, så er man en zombie.

Hvordan denne diskussion spænder af, eller om der er nogen, der overlever natten på forskninscentret, skal ikke afsløres her. Vil du vide, hvordan det ender, så kræver det, at du selv får fat i et eksemplar af Udød hvilket Kapellet også vil råde dig til, især hvis du holder af kulørte zombiehistorier.

Ruben Greis er i al fald en forfatter, der helt tydeligt har skrevet en bog, som han gerne selv ville læse, for den emmer af kærlighed til splatterfilm, gysergenren og ikke mindste horderne af levende døde. Selv om vi alle nok har fået nok af den aktuelle pandemiske situation, så viser Udød med al tydelighed, at det faktisk kunne være meget, meget værre.