Der forefindes en promoveringsvideo af Om dyr og syn på YouTube, hvor en noget beruset Tormod Haugland i højt toneleje og stormandsagtig gestik proklamerer at have skrevet en ny bog - den første i en trilogi. Det interessante for mig i denne video hviler egentlig ikke i noget denne siger (mestendels hvad man vel uden at fornærme kan kalde fuldemandssnak) men i måden at reklamere for sin bog. Måske har dette været et bevidst valg?

Hvis man, som undertegnede, har læst Om dyr og syn, vil man sandsynligvis ikke undgå at blive forbavset over kontrasten mellem ‘Bærmanden’, som forfatteren også ynder at blive kaldt, da han brygger sin egen brændevin, og den fortællerstemme fremskrevet i bogen: følelsesladet, nænsom og grublende. Hvordan forstå denne tilsyneladende modsætning?

Romanen hviler i dens indhold konformt ind i den autofiktive genre. Man følger den eponyme hovedperson i erindringsglimt fra hans opvækst på et landbrug nedarvet gennem generationer. Faderen falder dog ind i den sene del af overgangsperioden til industrielt landbrug, hvor erhvervet som privat landmand er dømt til at blive økonomisk uholdbart. Uagtet dette bliver hovedpersonen som førstefødte oplært udi landbrugsdriftens kunst, skolet i agronomi (alternativer i bygden vel egentlig kun hvad indebærer at flytte derfra) og forventes at overtage gården, som dette har været proceduren helt tilbage fra tiptipoldefaderens tid. Givet denne ikke-tidslighed mellem opvækst og sociale forhold er det naturligt for Tormod i en tidlig alder (ved også at have hang til at fantasere og tegne) at føle den spænding mellem sit indre følelsesliv og de ydre omgivelser, der fremstår som uigennemtrængelige og anmassende.

Forholdene således beskrevet giver en antydning af det perspektiv, som romanen kommer til at indrette sig under. Passende til det analytiske liggende i titlen; er fortæller ikke for så vidt interesseret i at gendigte barnets oplevelser, som disse måtte have taget sig ud fra en mindre udviklet bevidsthed. Fortælleren affejer dette som et dødfødt projekt; blot selve nedskrivningen og den forudgående refleksion skaber en konstruktion, hvorved en villet ‘barnlig’ uskyld yderligere betoner det kunstlede i samme. Som eksempel på dette forhold kunne man pege på det ubehag forbundet med at overvære en voksen påføre sig en ‘barnlig’ adfærd og stemme i leg med et barn.

For fortælleren er det dog ikke tilstrækkeligt blot at gøre sig dette forhold klart og dermed opføre en mur mellem den udviklende og udviklede bevidsthed der udstiller ‘barndommen’ som en forståelsesramme for det voksne selv. (“Et menneske uden barndom at fortælle sørgmuntre anekdoter fra...en mand som kommer til galla kun i smoking, uden bukser, skjorte og undertøj”, som Stig Sæterbakken skriver). Han ender jo netop i at skrive episoder fra hin svundne tid frem og lykkes, trods beskrevne omstændigheder, at fremmane visioner af barnets oplevelser netop ved ikke at beskrive dem.

I lange passager af nedskåret, punktiske beskrivelser forsøges en annammelse af et synspunkt, hvor fortælleren og hovedpersonen kan mødes. Ikke at misforstå som en slags objektivitet, en bevidstheds konstruktion af et tredje, hævet over dennes og hins subjektive. Fortælleren bryder regelmæssigt frem for netop at ophæve ethvert forsøg på at lade illusionen, fortællingen, gribe om sig og falskne barnets virkelighed til en voksen forståelighed.

Det særegne ved Hauglands stil er, hvad Ole Robert Sunde er inde på ved at skrive følgende: “der er en forlegen tavshed i Tormod Hauglands bøger” der dog skaber en elektricitet, “som et jordskælv i en uldsok.” Det er denne lava flydende under jordskorpen, man konstant fornemmer i de lapidarisk samvittighedsfulde sætninger, opbyggelser til forløsninger altid tilbageholdt i en underspillende henkast, som udmærker romanens måde at fremskrive sit stof. Fortælleren identificerer sig med det fortidige selv ved at gå ind på dette selvs præmisser, afkastende sig en autoritativ, psykosocial fortolkning og lade sig gribe af de steds- og tidsbundne følelser indlejret i det omkringværende.

Dette har dog, fornemmer man, ligeledes sin spænding. Fascinationen af et knojern, et objekt hovedpersonen gennem sin opvækst bærer trofast rundt på sig, grunder i at påvirke og bryde frem i verden men samtidig skyldes den upåvirkethed bæreren tilsyneladende efterlades i ved slaget, antyder dette. Et behov for at kunne lade sig optage i og indgå i omverden men ligeledes en hævdelse af egenværd, retten til selvoptagelse.

Det er på lignende måde, at jeg selv finder forklaringen på den førnævnte diskrepans mellem oplevelsen af den intime fortællerstemme og forfatteren bag denne. Hvis tænkning er, som Valéry beskriver det, at tabe tråden, kan sammenholdet måske forklares i følt virkelighed. Ting, steder, oplevelser lagres med følelser, som i nærværet genkaldes og opfylder os med tidligere sansninger, svundne fornemmelser. Forfatteren, siddende ved sin fædrene gård med sin hjemmebryggede brændevin, lader sig føre ind i et velkendt, men dog fremmed, landskab og får adgang til det syn, som også var hans tidligere jeg til del. I disse henførelser, forestiller denne læser sig, må forfatteren have kunnet fremmane disse intensivt ladede scener, som oppebærer romanen og gør læsningen, modsat sit trivielle, hverdagslige hændelsesforløb, til en unik oplevelse. Med forventningen om det samme kan man bede om de næste bind.