Som genrefan begejstres man selvsagt altid, når der kommer en ny dansk roman, der viser en zombier på omsalget og som har zombier som hovedtema. Selv om der efterhånden er rig mulighed for at opleve de udøde horder i såvel tegneserier, tv-serier og i spillefilm, er zombierne også ganske godt repræsenteret i forskellige typer prosa. I forhold til rent danske udgivelser er moderen af alle zombiefortællinger stadig Dennis Jürgensens nyklassiker Kadavermarch fra 1991. Den har sikkert været mange unges første møde med zombier i romanform og siden denne er der udkommet en række romaner om zombier på dansk, skrevet af såvel udenlandske som danske forfattere.

Foråret 2017 byder på den nyeste roman om zombier, den er skrevet af Klaud Frederiksen og har fået titlen Dagbog fra Zombieland. Umiddelbart kan Kapellet ikke undgå at tænke på om titlen måske ikke kunne give såvel forlag som forfatter problemer med emsige, amerikanske advokater, set i lyset af at Zombieland både er en glimrende film der blev ganske populær og en som der der snart kommer en fortsættelse til. Nu skal der dog ikke spekuleres i eventuelle juridiske og ophavsretmæssige scenarier, men i stedet fokuseres på indholdet af den nye roman.

I introduktionen skrives der eksplicit: ”..Ingen af os har uddannelser indenfor sprog, er ikke forfattere eller har taget kurser i at skrive en bog. Noget er dog så skræmmende og makabert, at det er udeladt fra udgivelsen. Målet med denne bog er langtfra gode anmeldelser, så skulle der være nogen der tager sig ulejligheden med at skrive en anmeldelse, så tak for hjælpen med at reklamere for denne bog, og skulle anmeldelsen være dårlig så tak for at underbygge sandheden i at vi ikke er fiktive, uddannede forfattere.”(s. 6) Med ”vi” menes der såvel forfatteren som den blogger fra fremtiden, som ifølge romanen har skrevet den dagbog som udgør fortællingen.

Når man som anmelder læser sådan en opfordring, er det svært ikke allerede fra starten af at være en smule ekstrakritisk indstillet efter sådan en direkte henvendelse. Præmissen om at forfatteren er faldet over en blog på Facebook fra fremtiden, er til at starte med lidt paradoksal på flere niveauer. For det første: er verden overrendt af zombier, hvem vedligeholder så det populære sociale internetforum? For det andet hvis facebooksiden er en kanal til fremtiden hvorfor indeholder facebooksiden så mest af alt bare forskellige reklamer for romanen, det er vel ikke noget fremtids-Noah har kendskab til, hvis han havde, hvorfor opsøger han så ikke som det første sit lokale bibliotek og låner et eksemplar?

I kapellets optik kunne have været rigtigt fedt, hvis bloggen faktisk eksisterede i virtuelt rum, som et supplement til udgivelsen, som en slags bevis for bogens påstand om at være dokumentarisk, men sådan skulle det desværre ikke være.

Dernæst er det også lidt farligt at der på denne måde i romanens indledning fortælles, at der er udeladt skræmmende og makabre ting fra værket: Det er jo netop den slags ting, som mange vil mene er tiltrækningen ved netop zombierne.. Selvfølgelig er det også i sagens natur uhyggeligt at se lig bevæge sig rundt i gaderne, men at skrue ned for ulækre, detaljerede beskrivelser af tarme der flås ud af bugen, elle knogler der knækkes så marve kan suges ud af stadig levende ofre, er en af grundende til at mange – især måske yngre læsere – fascineres af genren. Her tænkes også på at zombiegenren startede som filmgenre og med undtagelse af de helt gamle film, er et af fællestrækkene de grænseoverskridende, udpenslede voldsscener, noget som ennda kan opleves i zombie-komedier som førnævnte Zombieland eller Peter Jackson’s forrygende Brain Dead.

Holder man af genrelitteratur, er fraværet af detaljerede spaltterscener dog ikke så vigtigt, for der fortælles i løbet af de lidt over 200 sider en ganske klassisk zombiefortælling, hvor vores hovedperson Noah, fortæller historien om hvordan har tager rejsen fra Helsingør til Skagen i et Danmatrk overrendt af zombier. Dette sker, som titlen antyder, i dagbogsform, et format der virker som et direkte lån fra Max Brooks’ skelsættende dagbogsroman World War Z (som er langt bedre end filmen af samme navn). Formen skulle måske overbevise anmeldere og læsere at det som blev beskrevet var sandt, men skulle man acceptere dette, er der flere elementer som taler lidt imod dette.

Romanen starter i begyndelsen af august måned og slutter den 24 december. I starten af Noahs rejse gennem Danmark lægges vejen forbi Roskilde dyreskueplads da de først kommer ud af København. Her klatrer Noah og hans medrejsende ifølge romanen op på orange scene, som de fleste kender fra Roskilde Festivalen. Sagen er blot den, at scenen normalt pilles ned umiddelbart efter hver festival er slut og først rejses igen en uges tid inden den næste begynder. En anden ting der virker lidt mystisk er at Klaus Frederiksen forsøger at holde det meste af dagbogen fri for dialog, men dette lykkes ikke helt. Så gengivelserne af enten samtaler eller for den sags skyld Løgstrup-citater som vor hovedperson kan genkalde sig nøjagtigt, virker derfor lidt søgte. Har man selv ført dagbog, kan det være svært at blive overbevist om at dette er en reel en af slagsen, uanset hvor mange gange der ellers refereres til den ”kære dagbog”.

Én ting er at romanen indimellem virker lidt lemfældig mht. researchen, værre er det når protagonisten i sin dagbog skriver ting som: ”sclerose giver hurtige reaktioner” (s.140) eller ”Man kan vel argumentere for, at zombier bare er levende væsener, der følger deres instinkter lige som så mange andre.” (s. 154). Sclerose kan da give ændringer i ens reaktionsmønstre, men oftest som ufrivillige spasmer, men zombier er i sagens natur ikke levende væsener. De er DØDE! De udgør et paradoks. De er et væsen der ikke kan eksistere og derfor bliver naturstridigt. De er både døde og levende på samme tid, hvilket i.flg. bl.a. Nöel Caroll hævder er det der gør dem uhyggelige.

Der opstår også et troværdighedsproblem, når hovedpersonen sent i dagbogen skriver at han helt ”glemte” at fortælle forskerne som han møder en vigtig ting han lærte mens han opholdt sig i Århus, nemlig at zombierne ikke kunne registrere farven grøn (s. 187). En så vigtig information er da ikke noget man sådan glemmer, især ikke når det handler om ens egen overlevelse.

Det er elementer som disse der er med til at være undergravende for troværdigheden, for selv om man i sagens natur som læser bliver nødt til at indgå i legen om at dette er en profeti fra en nær fremtid, så bliver fiktionen altså også nødt til at overholde dens egne spilleregler, sin egen verden, for at dette skal fungere og virke reelt.

Det kan godt være at man i indledningen takker forlaget Mellemgaard for at tjekke for de værste sproglige fejl (s. 6), men der har dette tak til trods alligevel sneget sig en række uheldige fejl ind i romanen, som kunne være undgået hvis korrekturlæseren ellers havde været mere opmærksom. Eksempelvis optræder datoen den ”28. Oktober” før den 21 (s. 133), der er flere gange hvor der gentages information uden nogen synlig grund (feks. At Regan Vest også kaldes ”Noahs ark”, eller når samme Sokratescitat gentages (s. 162 & 197)). Ærgerligt er det også at at egentlige stavefejl som ”pupper” der i udgivelsen staves ”pubber” har fået lov til at blive stående. Det skal Hr. Fredriksen selvsagt ikke klantres for, men i stedet burde forlagsredaktøren måske have lidt røde ører.

Nu lyder det måske som om anmelder bare har set sig godt og grundigt sur på romanen, men det er altså langt fra tilfældet, for selv om den ikke byder på hverken udpenslede drabsbeskrivelser eller på en mere traditionel hæsblæsende spændingsopbygning, så var det alligevel ganske fornøjeligt at tage med på tur i den danske version af Zombieland.

Undervejs spekuleres der til årsagerne af denne epidemi (s. 155-158) og det er fint at samle stort set alle vidtløftige forklaringer på årsagerne til zombiernes tilstedeværelse på et og samme sted. Andetsteds møder Noah og hans venner en samling mystiske hvidklædte munke, som tilsyneladende lever i en form for symbiose med de udøde og udfører mærkværdige ritualer. Der er også dømt regulær postapokalyptisk Thunderdome-stemning da gruppen ankommer til Herning. Alt sammen ganske opfindsomt skildret.

Dagbog fra Zombieland er en roman som er hurtigt læst og basalt set ender med at være ganske underholdende, men det er ærgerligt at der har sneget sig så mange småfejl og uregelmæssigheder ind undervejs, som alle er med til at bryde illusionen. Det er helt tydeligt at forfatteren er begejstret for den genre han benytter og det virker som om han har hentet inspiration fra mage forskellige kilder, både Romeros filmserie og nyere zombiefortællinger. Dette gør ikke så meget, for det er svært at skrive en roman om zombier uden at genanvende nogle af de mest typiske locations for genren.

Selv om man i andre zombieuniverser besøger både ødelagte byer, militærbaser, sygehuse og bunkeranlæg, så oplever man det her, lige som i den danske film Sorgenfri , kortfilmen Zombiehagen og til dels også i John Kenn Mortensens vampyrfabel De Utilpassede , disse rædsler i en pæredansk kontekst. Det hjemlige gøres i Freudiansk forstand u-hjemligt og Dagbog fra Zombieland kommer på den vis til at være en slags litterær roadmovie fra vores egen andedam. Dette er i udgangspunktet både lige så charmerende og (u)hyggeligt som fans af genren gerne vil have det.