Det nye testamente var Stig Sæterbakkens andet forsøg i romangenren udgivet tilbage i 1993 – og ’forsøg’ kan vist her roligt understreges. Det umiddelbart mest rammende ord til at beskrive den vil være ’monstrøsitet’ og ikke, tør jeg mene, i mangel af noget bedre.

Bogen skyder – både hvad angår indhold og form – i et utal af retninger. Snart er den impressionistisk-malende, bevægende sig nænsomt underspillende i spændingsladede følelsesscener, til et brat skifte over i en punktisk, distanceret, registrerende beretning over ordvekslinger som fuldstændig udelader iscenesættelse; snart kører fortælleren rundt i sin egen smøre af monologisk ordudgydelse for så at forskyde sig over i dramaturgisk tredjeperson blandt en kakofoni af meningsytringer. Dette kunne for så vidt være naturligt i en længere fortælling, at fortællerstilen varieres både til gavn for perspektivets udvidelse samt, ikke at bagatellisere, interessens vedligeholdelse. For indeværende roman passer foregående beskrivelse dog ikke.

For at beskrive måden teksten opbygges på, en for Sæterbakken karakteristisk, både hvad angår hans fiktive og essayistiske prosa, er det nærlæggende at anvende et ord hyppigt brugt i forfatterskabet – collage (”[…] to kropper klippet ut og montert sammen, et sammensydd monster”, som han beskriver det et sted). Korte, delvist i sig selv afgrænsede, tekststykker følger på hinanden som det af mennesker sammensyede tusindben i The Human Centipede – sammenhængen imellem enkeltdelene ofte kun garanteret ved genkommende personer eller motiver.

En mærkbar styrke ved denne opbygning er, synes det mig, at nogle tekststykker i deres selvhævdelse giver dette indtryk af at overvære en scene opført i teater, hvor karaktererne mere eller mindre historieløst bevæger sig i afgrænsede, imaginære rum som overlader det menneskeligt, rent følelsesdrevne i konfrontationen til tydeligere at stå frem. Men dette kan så, når teksten som roman forstås som et længere narrativ, også føres videre til at antyde, hvad nok er en svagere del af bogen.

Det nye testamente har som hovedkarakter den norskfødte, i Danmark bosiddende, fotograf Lukas Landberg, som gennem mødet med nogle nynazister fanger interesse for en konspirationsteori gående på at Hitlers dagbøger, holdt op til de sidste dage før dennes selvmord, skulle være bortkommet i et flystyrt og hemmeligholdt siden da. Interessen udvikler sig hurtigt til en vitterlig besættelse, som delvist fører til at Lukas rejser rundt til forskellige steder i Europa.

Handlingen – som også indebærer Lukas i rollen som pornograf, forfatter af en obskøn roman samt fabriksarbejder – spænder dog for vidt til at kunne gengives fyldestgørende, dels fordi variationen af steder, karakterer og emner er betydelig, dels fordi den føromtalte collagestil til tider underminerer det meningsfulde i at søge efter en rød tråd, der skulle kunne samle fortællingen.

Med dette er det ikke min mening at give et indtryk af, at tilfældigheden hersker enevældigt efter forfatterens formeksperimenterende lune; Hitlers dagbøger, og Hitlerskikkelsen som det manifesterede, uudgrundelige ondskabssymbol, er centrale motiver hvorpå romanen som helhed hviler. Men givet bogens længde kan et genkomment indtryk af, at dette motiv i sig selv er for svagt til at omfavne den mængde af tematikker; om kærligheden i dens platoniske og sensuelle manifestationer, om psykologiske og genealogiske forståelser af kroppen, om fiktionens rolle i en fiktionalitetens udbredelse over i ’virkelighedernes verden’ som Sæterbakken, i skikkelse af Lukas, tentativt søger at omkranse sine betragtninger over.

Alle disse kunne jo være interessante, og ikke mindre nu end for små 30 år siden, men om romanen i denne spænding mellem at være fortællende og filosoferende ender med at danne klangbund for hinanden og befrugte til tanker udover genkendelse af en vis tidslighed, lader jeg mig være mindre overbevist om. For denne læser kunne en Kierkegaardsk strøtanke ikke undgå at melde sig under læsningen: ”Jeg føler nu i Sandhed Betydningen af det udsagn om Xsti Ord: at de ere Liv og Aand – kort sagt: jeg gider heller ikke skrive dette jeg har skrevet, og jeg gider heller ikke slette det ud.”

Jeg tænker dog det her skrevne mere som et forvarsel til den læser, hvem jagten på nogle illusoriske dagbøger af Der Führer lyder som en god præmis til en interessant fortælling. Vedkommende vil sandsynligvis ikke finde sin interesse indfriet. Hvis man derimod lader sig give hen i ren nydelse i det skrevne ord som sådan – ikke ulig den biograf- eller teatergående – vil Sæterbakkens ’roman’ være en læseoplevelse sin tid værd.