Af uransagelige årsager, som anmelder ikke skal kede læseren med, missede Kulturkapellet udgivelsen af den anden bog i Last Kids on Earth-serien. Del to, der fik undertitlen Zombiemarch (ikke at forveksle med Dennis Jürgensens nyklassisker Kadavermarch) udkom i sommeren 2019, og nu er den tredje del så allerede klar.

Bøgerne kan godt læses separat, men når der er tale om bogserier, er det jo en klar fordel at læse dem i sammenhæng. Af samme grund er også anden bog blevet gennemtygget inden den tredje, og det var i retrospekt et virkeligt fornuftigt valg. I den anden bog får læseren blandt andet forklaringen på, hvor de mange monstre, som er dukket op i byen Wakefield, kommer fra. Desuden lærer man i Zombiemarch om en dæmonisk fjende, der skal vise sig at spille en ret vigtig rolle i denne tredje del.

Lige som de øvrige bøger i serien, er Mareridstkongen ligeledes en bog, der udmærker sig ved sin konstante, ivrige fremdrift. Der er stort set ikke et eneste sted i bogen, der er kedeligt, eller hvor man synes at situationen, der beskrives, virker overflødig. Max Brailler er på den led en slags børnebøgernes svar på Dan Brown, blot med den forskel at Brailler er ret god til at skrive slutninger.

Når vi er ved slutninger, bør man også (med fare for at afsløre for meget) nævne at denne tredje del byder på en afslutning, der i den grad lægger op til en fortsættelse. Den er forhåbentlig allerede ved at blive oversat, idet der i skrivende stund findes hele fem Last Kids on Earth-bøger på engelsk. Selv om man godt kan være megaspændt på, hvad der sker i fjerde og femte bog, så er der al mulig grund til at læse den tredje først.

Efter vore fire børns oplevelse med det skumle monster, der var begyndt at æde zombieres hjerner i sidste bog, er der til at starte med igen en slags harmoni i Wakefield. Der ånder faktisk så meget ro at at både børn og de venligtsindede monstre, de omgiver sig med, er begyndt ligefrem at kede sig. Nu kunne man måske tro at denne stilstand godt kunne være kedelig at læse om, men det forholder sig på ingen måde sådan. Eksempelvis så er vore fire unge hovedpersoner i færd med at lege en slags live-actionudgave af Mariokart i byens gader, idet bogen starter. Bogens fortæller, Jack Sullivan, er dog til at finde på adspredelser, så han foreslår i næste nu, at de laver en form for intern konkurrence, der en gang for alle skal afgøre hvem der er de sejeste: monstrene eller børnene.

Midt i alt dette oplever bogens jegfortæller at blive jagtet af et meget stort, flyvende uhyre. Disse pterodaktyl-lignende bæster går normalt under navnet ’flyveskræmsler’, men dette særligt store eksemplar har Jack dømt ’Kongeskræmslet’, hvilket selvsagt er det udyr, der har givet bogen sin titel. Hver gang dyret fanger vor hovedperson, så hensættes Jack i en slags hypnose, hvor bæstet viser ham forskellige drømmesyner. Flere af disse er virkeligt ubehagelige, og af samme grund vælger Jack ikke at fortælle sine venner om dem.

Sideløbende finder vore helte under deres mange ekskursioner rundt i byen en walkie talkie, og når lige præcis at høre et brudstykke af et nødopkald fra en person i den anden ende. Derfor beslutter alle – undtagen Jack – at de skal finde en god antenne, så de kan forstærke signalet og måske ende med ikke at være de sidste børn på jorden alligevel. Jack er dog bekymret, for hvis nu June, Quint og Dirk genfinder deres familie og venner, hvad skal der monstro så blive af ham?

En af de mange fede ting ved disse bøger er, at de ud over at handle om seje, frygtløse unger, der bekæmper monstre, også giver plads til at fortælle om ting, der er ganske relaterbare, såsom Jacks førnævnte frygt for pludselig ikke at være en del af vennekredsen længere. Det er ganske opbyggeligt og gør også at vores hovedperson med alle sine fejl, mangler og bekymringer, bliver mere og andet end blot en modig monsterjæger.

Af de andre positive aspekter ved bogen kan selvsagt også nævnes alle de popkulturelle referencer, der leveres undervejs (som mange forældre sikkert også vil kunne smile over), de vilde actionsekvenser og ikke mindst Douglas Holgates fremragende illustrationer. Til gengæld kan man godt undres lidt over den skildring af byen, som leveres.

I anden del hed byens tegneseriebutik eksempelvis ikke ”Taleboblen”, som den hedder i den nye. Der kan selvfølgelig godt være tale om hele to tegneseriebutikker, men det virker nærmest mere utroværdigt end forekomsten af zombier og andre monstre. Mystisk er det også, at den forlystelsespark, som spiller en væsentlig rolle i tredje bog, ikke er nævnt med et eneste ord i de forrige bøger. Max Brailler burde måske arbejde lidt mere med at gøre den fiktive verden, som han skaber hér, mere helstøbt.

Når Kapellet er i gang med at fokusere på det negative, så må der også lyde en opsang til den danske oversætter Iben Falden – for når man oversætter bøger til børn, så er det i Kapellets optik af største vigtighed at stave og dele ord på den helt rigtige måde. Der ikke fundet helt så mange brølere i den tredje bog som i nummer to (der var oversat af Maria Roslev). Der har dog stadig sneget sig nogle fejl ind. Eksempelvis er der kommet et ”r” for meget i sætningen: ”et par dage efter er jeg tidligt oppe og leger med min fjernstyrrede helikopter” (s. 53). Senere bliver ordet ”Dondristige” stavet forkert (s. 68) og endelig burde ”Mega irriteret” (s.75) være ét ord. Bogen er ellers fint og veloplagt oversat, men en grundig korrekturlæsning ville have været på sin plads målgruppen taget i betragtning. Det danske sprog er svært nok i forvejen.

Når det er sagt, kan der ikke lyde andet end begejstrede hurraråb for denne tredje del. Både Kapellets ’voksne’ anmelder samt dennes yngste knægt har svært ved at vente til fjerde del kommer fra trykkeriet. For selv om postapokalyptiske scenarier måske andetsteds kan virke skræmmende og væmmelige, så er der det forfriskende at opleve, hvordan en lille samling børn og deres monstrøse bekendtskaber kan vende denne potentielle tragedie til deres egen fordel.