Selv om kapellets gode mand Teddy i sin anmeldelse af første sæson af Fear the walking dead var alt andet end udelt begejstret for seriens start, især fordi den lynhurtigt kom til at minde om hovedserien og fordi nogle af figurerne efter Teddys mening var alt for hurtige til at forvandle sig fra almindelige mennesker til kyniske zombiedræbere, så virker det som om anden sæson, der i øvrigt også indeholder hele 15 afsnit i stedet for første sæsons seks, har fundet en bedre balance, både hvad angår tempo og de primære karakterer som driver serien frem.

Da vi forlod de sammenbragte familier, der udgør kernen af hovedpersonerne, i første sæson var de på vej til en båd som kunne fragte dem til et sted der ville være langt mere sikkert end hvor de kom fra. I den første håndfuld afsnit følger seeren da også livet om bord på dette fartøj. Selv om man måske kunne tro at livet til søs var langt mindre problematisk end på landjorden, så skal man tro om igen. Der skal i sagens natur provianteres, hvilket betyder at der skal lægges til land indimellem og gør man det, så vrimler det selvfølgelig med de udøde.

Undervejs møder de også lille familie, der har forskanset sig på en ø, men selv om dette umiddelbart kunne lyde som en mulig permanent løsning på deres problemer, skal det også vise sig ikke at være helt holdbart. Undervejs finder de også ud af hvor Strand har tænkt bådens endelige destination skal være, men kort efter de når frem bliver familien bogstaveligt talt splittet.

Dette gør at folkene bag serien kan skifte mellem flere forskellige fortællinger og eksempelvis benytte et afsnit på at fortælle, hvad der er sket med en fraktion af familien et sted, mens man i det næste afsnit følger de andre protagonister. Det fungerer, lige som i moderserien, ganske fint og giver mulighed for at tilbageholde forskellige typer information for seeren.

Afsnit otte med undertitlen Grotesque er i særdeleshed et der bør fremhæves. Det er nemlig et man med fordel ville kunne vise, hvis man har i gang med at lave et undervisningsforløb om dystopi, zombier eller blot filmisk klare fortællinger. Der bliver stort set ikke sagt noget i afsnittet, men i stedet ser man hvordan Nick, en af seriens hovedpersoner (den forhenværende narkoman), på egen hånd forsøger at overleve både zombier, en nådesløs ørken og ikke mindst et hold kyniske mordere, der kommer kørende i deres store firhjulstrækker for at dræbe. De skelner ikke engang mellem zombier og overlevende, alt skal tydeligvis dø! Det er muligt at se afsnittet, som et lille afsluttet forløb og selv om man ikke kender noget som helst til figurerne i Fear the walking dead så kan man sagtens følge med.

Lige som hovedserien er der både rigtigt gode afsnit og dem der synes at trække handlingen lidt mere i langdrag, men det gør ikke så meget for der arbejdes bevidst med at bygge en ganske god undergangstemning op undervejs og så er effekterne mindst lige så gode og blodige som man er blevet vant til at se i den originale serie. Enkelte figurer udvikler sig højst overraskende og der gives plads til de personlige dramaer, selv om også enkelte af disse er noget formulariske.

Det ville være løgn at påstå at seeren begynder at kede sig, for selv om det ikke er alle fortællinger og sidehistorier der er lige gode, så er det alt sammen overordnet underholdende og spændende fortalt. Især føromtalte Nick, som blev kritiseret i ganske hårde vendinger i Teddys anmeldelse, synes at gennemgå en spændende udvikling og ender uden at afsløre for meget med at blive en af de stærkeste figurer i serien.

Idet en del af handlingen er henlagt til Mexico, er det nærliggende at fortolke dele af serien metaforisk, som et zombificeret indlæg i debatten om ”os og de andre” – for selv om ikke alle zombierne er chicanos, så arbejdes der helt konkret med at skildre grænserne mellem det land der tilhører zombierne og de enklaver, omgivet af mure, hvor de overlevende forsøger at opretholde et minimum af civilisation. Især er diskussionen om race ganske tydeligt i de sidste par afsnit. Som altid kan man stille spørgsmålet om titlens vandrende døde er en henvisning til zombierne eller de overlevende.

Selv om serien ikke just er blændende original, især ikke hvis man er velbevandret zombie-film, –spil, -tegneserie og er The Walking Sead-fan, så virker det som om at seriens figurer er blevet mere afrundede og fundet deres leje. Skuespillet er hæderligt og visuelt formidles undergangsbillederne fint i det brændende, afsvedne, Mexicanske ørkenlandskab. Samtidig så formår serien også at overraske på samme måde som The Walking Dead gør det, idet det er ganske umuligt at forudsige hvem af de (bi-)figurer seeren møder undervejs, der må lade livet. Anden sæson af Fear of the walking dead er altså en klar forbedring i forhold til den første, alt for korte sæson.