Kasper Anthoni er nu klar med sin femte digtsamling. Denne med titlen Personlige bjerge trækker på velkendte toner og stilarter, men tilføjer også nyt til forfatterskabet. Samlingen er digterens hidtil mest homogene værk.

Anthoni har fra starten – på godt og ondt – trukket på hovedstolen, selvet, egne oplevelser i sine digte. Dette var signaleret entydigt i titel og fortløbende nummerering i første #-digte (en angivelse af en afspejling af et forløb), og i seneste tvinger titlen (personlige) os til igen at tage stilling: hvor meget kommer der fra dobbeltkontrakten, fra skriveren selv, pennen der taler?

Hidtil i forfatterskabet har naturmetaforik for sindsstemninger og livsforløb været dominerende. Et ellers også normalt velkendt træk ved centrallyrik med et ’jeg’ og et ’du’ – et jeg, der taler til/om et du. Jeg og du (nok flere af begge) er stadig med, men naturen – trods enkelte naturreferencer – er betragteligt nedtonet i denne seneste.

Det, der så er opprioriteret, er metaskriveriet. Det er en helt tilstedeværende forfatter og ikke kun en nærværende personlighed, der her er til stede. Der er stadig en helt eftertrykkelig fornemmelse for en psyke med tumlerier (bjerge). Psykologen er endda blevet en tiltalt (og senere fravalgt) person i digtene, men samlingen domineres også af selve skabelsen, digteriet.

Netop det, at den poetiske skabelsesagt (domineret af fragmenter af en skriverejse til udlandet) er så fremhævet, gør værket mere samlet end hidtil. Det er lidt som om, at den skæve eksistens, der befolker de øvrige digtsamlinger, her har fået mere styr på selvet (selvom det angives som flydende, men hvis er ikke det?). Digtskrivningen bliver til en terapimodel: skriv, for pokker, for at have det godt.

Ydermere er samlingen præget af en slags utraditionel fremdrift digtene imellem. Nærmest som en handling. Den er delt i tre dele, som ret beset kunne betitles hjemme-ude-hjem. En klassisk velkendt struktur for eventyret, men her er det en struktureringsmekanisme for poetisk skabelse (et indre eventyr). Første del er ’hjemme’, hvor digteren kæmper med bjergene, anden del er rejsen ’ude’, hvor digteren mere kæmper med digtene, mens tredje og sidste del er succesmodellens afslutning, hvor psykologen forlades. Digteren vender ’hjem’.

Men samtidig er denne struktur omvæltet af, at samlingen også kan læses som en række minder. De personlige bjerge, hvoraf titlen kommer, henter bjergene i fortiden i barndommen. Derfor er jeg’et flere forskellige aldre undervejs, hvilket giver modspil til progressionsstrukturen. Et af digtene døber det nærmest selv ’destruktiv interferens’; det, at en bølgedal og en bølgetop i frekvenser ophæver hinanden. De to modeller for læsning af digtene bliver selvophævende. Det er egentlig ret godt tænkt.

I inddragelsen af interferens-begrebet vil enhver, der ved bare en lille smule om danske digtere, nævne Johs. V. Jensens digt ”Interferens”, og der er da også helt klare ligheder i den melankolske stemning. Men det er ikke den eneste henvisning, digtene bryster sig af. Bob Dylan får lov at indlede, men Keith Jarrets 1989-album Personal Mountains, der også giver titel til samlingen, dominerer. Ikke kun giver denne titel god mening som en meget gennemgående metafor. Den jazzede blå stemning giver også en resonans gennem flere af digtene med direkte henvisning til specifikke melodier på Jarrets fine plade.

Den hypnagoge stemning – tilfangetagelsen midt mellem søvn og vågen tilstand – er stadig med. Både som direkte drømmebilleder, men også som en illustration af de personlige kvaler, som digter-jeg’et (og måske digteren) selv tumler med. Interessant nok indleder samlingen med to digte, der siger en del om ’at vide’, men denne ’viden’ bliver allerede i fjerde digt til ’uvidenhed’. Herefter bevæger vi os ud på usikker grund. Digterisk oprøske have.

Dansk poesi afprøver for tiden idéen om, at etablerede digtere er rådgivere for nye talenter. Pia Tafdrup har kigget med over skuldrene på Anthonis femte digtsamling, hvilket i sig selv er oplagt, fordi hun selv er og har i mange år været en helt central eksponent for centrallyrikken. Om det er hende, der har givet samlingen mere homogenitet og samling, ved jeg ikke. Jeg har fra starten ikke været i tvivl om Anthonis åbenlyse talent, så det kommer ikke bag på mig, at han bliver bedre.

Personlige bjerge og det øvrige forfatterskab er på den ene side noget, der klinger velkendt i en Knausgaard-samtid, hvor dobbeltkontrakter og hovedstole flittigt udnyttes. Men der er på den anden side noget befriende ved Anthonis stædige fastholdelse af en digterisk stil, som postmodernisterne for længst har opgivet. Samlingen er i øvrigt fint illustreret i tredje del med digterens egne billeder, der også – ift. hans hidtidige kunstnerstil – har forandret sig. Samling, struktur og centrale digter-jeg’er er opløftende at få lov at opleve i en digtsamling i dette Herrens år 2014.