Per Aage Brandt er manden, der – sammen med Poul Borum – var med til at grundlægge Forfatterskolen tilbage i 1987. Han er også sprogforsker, forfatter, musiker og oversætter og i det hele taget en mand med mange kasketter på. Og det faktum synes også at afspejle sig i Brandts seneste digtsamling, der bærer titlen ”Tidens tand, mørkets hastighed”, for der er tale om en vildtvoksende samling af omkring 500 tekster fordelt på 151 sider, der peger i mange forskellige retninger.

Samlingen er inddelt i tre overordnede afsnit, ”Ritardando”, ”Limbo” og ”Hænder, fødder, hår”. I et forsøg på at finde orden i kaos, kan man bruge titlen, ” Tidens tand, mørkets hastighed”, til at udskille et par grundtemaer. Tidens fremadskridende natur viser sig nemlig hurtigt at være helt central for samlingen. Men også tidens uhåndgribelighed, hvor det eksempelvis på første side lyder: ” øjeblikkets længde står til forhandling”. Tiden er altså ikke konstant og den lader sig ikke umiddelbart forstå. Og tiden som en abstrakt størrelse går igen flere steder:

vi kan ikke være sammen, her,/rummet er ikke tilstrækkeligt, selve tiden mangler; klokken skal være nu, både for dig og mig.

Tiden er et grundvilkår for vores eksistens – men også et, vi ikke forstår eller kan styre. Hvad med:

jeg spilder tiden, den er mælk på gulvet, vand på gås

Her leger Brandt med faste ordsprog, og det er noget, der går igen i hele bogen, hvor gængse udtryk inddrages og danner grundlag for sproglige finurligheder og krumspring. Det vidner om et intellektuelt overskud og en sproglig formåen af stort format. Og det er den slags træk, som gør læsning af ”Tidens tand, mørkets hastighed” til en oplevelse af at bevæge sig rundt i en sproglig labyrint, hvor man aldrig ved, hvor gangen drejer hen næste gang. Det er svært tilfredsstillende.

Nuvel; tiden som tema giver jo overordnet set god mening, og det er nok ikke hverken første eller sidste gang disse tanker om verden som en fremadskridende størrelse ligger til grund for et kunstnerisk udtryk. Og så peger det også videre til et andet centralt tema i digtsamlingen; nemlig verdens foranderlighed, men også verden som en størrelse, det er umuligt at fastholde. Dette ligeledes på et menneskeligt plan, hvor døden alle steder lurer på os som en uomgængelig præmis:

en masse mennesker blinker op til os fra dødsannoncerne, der må være herligt, der hvor de nu er, i deres intethed, efter alt, hvad de har været igennem, som alle andre, endnu ikke smilende
(stakler)

”Tidens tand, mørkets hastighed” er en imponerende digtsamling, der kredser over en række universelle temaer af den slags, der er skræddersyede til at være genstand for menneskelig undren. På det plan er der altså ikke noget at sætte en finger på. Alligevel ender jeg med at synes, at der er presset alt for meget tekst ind i én og samme bog. Brandt kunne med fordel have valgt at udgive de tre underinddelinger hver for sig. Selvom det måske kan lyde som et luksusproblem, at der er for meget tekst, så mener jeg faktisk, at det har en utilsigtet dræbende effekt på det overordnede indtryk, fordi værket mister sammenhængskraft. Og det er egentlig lidt synd, for teksterne er hver for sig gode og besidder også potentialet til at indgå meningsfuldt i en helhed, hvis denne havde været holdt mere kortfattet og stringent. Her bliver det bare næsten for overvældende.