Theis Ørntoft har skrevet endnu en roman.

Nummer to.

Og den rummer noget, som jeg ikke fandt i Solar: håb.

Her er der ganske vist stadig meget opgivelse, hengivelse til deroute og opbrud i familie på færde, men der er også et håb om, at ting falder på plads.

Det er nyt, som jeg ser det – for forfatterskabet. Og det klæder det!
Theis Ørntoft er stadig lige velskrivende, hvis ikke bedre, nøje registrerende og direkte hårdtslående i sin versionering af, hvad ’det gode liv’ anno 2023 rummer.

I den første del af romanen træffer vi Rhea, Joel og Miriam. Tre søskende, som udviser en stor mangfoldighed i levevis. I al deres forskellighed.

Fælles for dem er dog, at de er rodløse. Det bliver ganske tydeligt undervejs i læsningen. Det er vanskeligt for dem at finde fodfæste, nu hvor en klimakatastrofe og kapitalisme er faktorer, der vælter ind over dem og blotlægger levet liv, henfører det til de sociale medier, som synes at have fået utrolig stor magt over dem hver især.

Hvordan finder man sig selv?

Rhea er at finde på Møn, hvor han har isoleret sig i et kollektiv.

Joel er vikar på Ørestad Gymnasium, hvor han ikke synes om at være, bygningerne er så fremmedartede, at han mister forbindelsen til sig selv.

Miriam er travlt beskæftiget med at bruge penge online – en ud-af-kroppen-virkeliggørelse.

Spørgsmålet er, om man kan sætte passeren et sted, som Søren Ulrik Thomsen har præciseret det, og vide, at herfra udgår hele miseren.

Måske.

I al fald retter fortælleren blikket mod morfaren, manden ved navn Ernst, som i 1960’erne bruger ganske megen energi på at fastholde et system, der indsætter faderen som den vægtige i et system, der hierarkisk nedrangere andre. Han kæmper for det – i en tid med ungdomsoprør, blandt mange andre brud på tilværelsens velordnede forhold.

Handlingen i romanen har mange tråde, og jeg synes virkelig, at det er fængende.

Når det så tilmed er en gave at kunne følge de mange til tider essayistiske spor, i al fald velreflekterede perspektiver, i forbindelse med læsningen, vil jeg nøjes med blot at klappe og betragte denne som en af de større udgivelser, der temmelig sikkert også nomineres til priser – gætter jeg på.