A Film With Me in It handler om den midaldrende skuespiller Mark (Mark Doherty), der ikke synes at have mange succeshistorier på cv’et. Hans forhold til kæresten Sally (Amy Huberman) fejler, hans karriere træder vande, og deres lejlighed falder langsomt fra hinanden. Han skal samtidig tage sig af sin immobile, stærkt funktionsnedsatte bror David (David O’Doherty), der bor hos dem, fordi han er blevet permanent skadet i en rugbyulykke. Han har også store økonomiske problemer, og deraf huslejeproblemer med udlejeren Jack (Ketih Allen). Disse problemer, som han prøver at holde skjult for Sally, er dråben, der får bægeret til at flyde over for hende. Hun skrider fra ham, og indleder hastigt et forhold til udlejeren. Der er efterhånden ikke meget tilbage i Marks liv, der er værd at grine af. Man kan heller ikke sige, at han får mere at grine af, medmindre manisk latter og småpsykotisk rokken frem og tilbage medtælles.

Filmen skildrer nemlig den skæbnesvangre dag, hvor en række mennesker - og en hund - må lade livet i hans lejlighed. Lejlighedens tilstand er den centrale aktør i filmen. En film, hvori horrorgenrens idé om ”den onde bygning” (tænk Ondskabens Hotel) tages helt bogstavelig, og påføres en ringe vedligeholdt lejlighed i Irland. Halvdårlige hylder og løse lysekroner skal vise sig at blive de helt store syndere mod husstandens ve og vel.

Nogle interessante måder filmen skaffer troværdighed til sit usandsynligt usandsynlige plot, er gennem brugen af Tjekhovs gevær og metatekstualitet. Tjekhovs gevær (en: Chekhovs Gun) er et kunstgreb, hvormed tilsyneladende ligegyldige elementer bliver præsenteret i en historie. Senere hen i fortællingen vil disse elementer, oftest objekter, blive introduceret igen med helt ny mening. Selvfølgelig til stor overraskelse for den opmærksomme seer, der pludselig ser den helt store sammenhæng. Det er altså en af de mere subtile måder, hvorpå filmskabere kan danne overordnet narrativ sammenhæng og varsle senere hændelser. Netop fordi disse elementer er blevet introduceret på forhånd, føler seeren heller ikke, at de kommer ud af den blå luft. De er allerede eksisterende elementer i filmens univers, hvilket øger troværdigheden bestandigt. A Film With Me in It har en række dødsfald og beslægtede problematikker som historiens omdrejningspunkt, men hele filmens præmis fungerer på grund af dette helt basale fortælletekniske kneb. Filmen har også en metatekstuel dimension. Hvis ikke i kender til begrebet, har jeg forklaret det i grove træk i en tidligere anmeldelse. Metatekstualiteten bunder, som så tit, i, at hovedpersonerne arbejder i underholdningsbranchen. Den fordrukne Pierce (Dylan Moran) og hans ”erhverv” som (pseudo)forfatter er vigtigt, fordi det giver mulighed for metagenrens elskede film-within-a-film model. Det fiktionelle manuskript og filmmediet generelt, bliver begge behandlet metatekstuelt og flettet ind og ud af den egentlige historie.

Mark: What we *do* have from today is a good story for your script.
Pierce: Who do you want to play you?
Mark: Me, I'm playing me.
Pierce: You're too old.

Det er en smule skadefro at more sig over uheldige dødsfald, men som ovenstående citat burde eksemplificere, så er det jo heller ikke nødvendigvis dem, der grines af. Det er selvfølgelig absurditeten i situationerne og samspillet mellem de to venner, den pseudokunstneriske alkoholiker Pierce og den jobløse, deprimerede skuespiller Mark. Filmens manuskript er finurligt skruet sammen af selvsamme Mark Doherty, og det holder sin egen stil helt til rulleteksterne. Netop filmens fokus på det sorthumoristiske gør måske også, at filmen ikke på samme måde fordrer den klassiske happy ending. Den hviler i sin egen helt værkspecifikke ideologi for, hvad der er godt og skidt for karaktererne.

Hvis man er tilhænger af den evigt berusede Dylan Morans øvrige arbejde, eller bare af meget mørksindig humor generelt, kan man roligt anskaffe sig A Film With Me in It. Hovedpersonernes bundløse håbløshed går perfekt sammen med den kulsorte, irske kirkegårdshumor. Det er ikke nødvendigvis avantgarde filmhistorie der her bliver skrevet, men filmens simplicitet og selvironiske jordnærhed har den charme, som er så vigtig for enhver film. Specielt for de mindre produktioner, der ikke arbejder med det svimlende antal af nuller, som man gør i Hollywood. A Film With Me in It arbejder kun med to nuller: Hovedpersonerne, der på traditionel irsk facon må lære, at finde held i uheld i dette bizarre sammensurium af begivenheder.