Da den franske instruktør Jean Rollin i 1982 havde indspillet kultklassikeren La morte vivante, skulle der gå lang tid, inden han igen skulle vende tilbage til sit favoritmonster vampyren. Herefter kastede han sig over gangsteraction og andre typer horrorlignende formler. I mellemtiden fortsatte han med at instruere hardcore erotik under forskellige pseudonymer. Vi skulle vente 15 år, inden vi igen ser Rollin tage fat på vampyren i filmen Two Orphan Vampires – med den franske titel Les deux orphelines vampires, der er baseret på Rollins egen roman fra 1995 med samme titel. Den er netop udkommet på dansk dvd i en uklippet version.

Vi møder de to blinde piger Henriette og Louise første gang på et katolsk børnehjem, hvor en læge ønsker at adoptere dem. Efter en kort undersøgelse siger han ja til adoptionen, og tager dem med hjem. Her indlogeres pigerne til en tilværelse bedre end den, som børnehjemmet kan tilbyde dem – tror lægen, der gerne vil kaldes far. Det viser sig, at pigerne kun er blinde om dagen. Om natten jager de blod på nærliggende kirkegårde – de er vampyrer. Da det dog går op for pigerne, at de kunne blive afsløret, både på baggrund af deres natlige eskapader, og hvis lægen opdager deres hemmelighed, må de begynde at afsøge andre muligheder.

Two Orphan Vampires er en Rollin-film, som han instruerede dem i 70’erne, hvor hans film udkom i en lind strøm. Til tider virker det til, at han har været en kende ukritisk, for det er langt fra det hele, der holder. Men der er undervejs i Rollins samlede produktion en række virkeligt interessante og originale film – både som vampyrfilm, men også som film i det hele taget. Grunden til originaliteten er et særegen mod til at lade hånt om film, som vi kender dem. Rollin blandet elementer fra horror, softcore porno, surrealisme, avantgarde og gotiske mysterier i et blandingsforhold, der får filmene til at ligne noget, vi ikke ser hos andre instruktører.

De samme elementer indgår derfor i Two Orphan Vampires, der også fragter Rollins velkendte misforhold til horror ind. Rollin er ikke så interesseret i horror, som vi kender den. I stedet er han stilmæssigt ofte nærmest modsat gysergenrens abrupte klippeteknik. I stedet dvæler Rollin ved de elementer, der – i hans optik – sætter en stemning i filmene. Lange skud, dybsindige og højstemte dialoger blandes med en underspillet erotik og en gotisk interesse i kirkegårde, nattefarver og dystre bygninger. De to piger ser verden blå om natten, når de kan se – og derfor ser vi også natten i blå farver.

Fortællingen om de to piger er på den ene side temmelig retvendt og lige ud af landevejen. Deres skæbne er ikke svær at følge med i. Men filmen er samtidig krydret med nogle sære indslag med besynderlige karakterer, der ikke nødvendigvis giver mening inden for en narrativ organisation. Pigernes natlige oplevelser bringer dem forbi andre skæbner, der på forskellig vis bruger natten som et tilflugtssted. Varulve spiller også med. Men det bliver aldrig klart, om det rent faktisk er varulve, eller om de bare tror, de er varulve. Dette er velkendt hos Rollin, at vi ikke nødvendigvis får klare forklaringer på alt, vi ser.

Two Orphan Vampires har dog en række problemer, som trækker noget ned. Vigtigst af alt er de to piger, der jo spiller de bærende hovedroller, svære at hitte rede i. De er på børnehjem fra starten, og skal undervejs have problemer med nogle af deres ofre, fordi de er for små. Men pigerne er noget ældre, end de rent faktisk i filmen burde være. De ser faktisk ud til at være gamle nok til ikke at behøve en adoptivfar. De spiller for så vidt fint – deres lidt pudsige, halvekspressive amatørstil er meget almindeligt i Rollins film. I andre film formår Rollin også at bruge de detaljer, han dvæler ved, til at udtrykke stemning og en billedæstetik, der kan forekomme særdeles udtryksfuld. Men i Two Orphan Vampires har han svært ved at trække det samme ud af filmens objekter, der derfor til tider forekommer lidt tomme.

Samtidig er der dog nogle scener og sekvenser, der holder fint. De lange scener på kirkegårdene er lige barokskabet for de fleste, der er til gotisk mystik. Filmen underbygger også sig selv med nogle aztekiske mytologier, der ikke nødvendigvis skal være en tung dybsindighed, men snarere et forsøg på at efterlade lidt mere at hive i for seeren. Rollin er ikke den instruktør, der har fået alt for megen akademisk opmærksomhed. Cathal Tohill og Pete Tombs inkluderer dog et kapitel om Rollin i deres bog Immoral Tales – og denne er, af samme årsag, også ganske kort efterladt på et bord i filmen. Igen et velkendt træk hos Rollin, der godt kan lide at pege på sine egne film. En række sekvenser i Two Orphan Vampires fra New York bringer også hurtigt tankerne tilbage til Lost in New York fra 1989, hvor Rollin – i en ultrakort scene – genopliver sine vampyrer.

Two Orphan Vampires er med andre ord for enhver, der har fundet kærligheden til de mere besynderlige vampyrfilm. Og til de, der efterhånden har fået nok af victoriansk afholdenhed i tidens tusmørkesagaer, er Rollin et velgørende og temmelig anderledes univers at træde ind i.