Komediegenren er måske den mest utaknemmelige af alle. I andre henseender er det forholdsvis nemt at få publikum til at føle afsky, gyse eller blive imponeret over effekter, men at få de samme mennesker til at le højlydt er langt mere vanskeligt. Der findes klassiske komedier, som aldrig går af mode, og så findes der dem, hvor man godt kan mærke alderen trykke. Louis De Funès filmen Hibernatus hører desværre til i den sidstnævnte kategori, for selv om filmens præmis er meget sjov, så er der desværre langt mellem de hjertelige grin.

At se Bedstefar på glatis, der er filmens danske titel, er lidt ligesom at se an af de klassiske folkekomedier fra Nordisk film eller Saga-studierne; enten så holder man af deres charme ellers irriteres man grænseløst over det, som folk i 60’erne sikkert synes var det sjoveste, de nogensinde havde set. Hvor eksempelvis sort humor synes at være tidsløs, så er der genrer, såsom folkekomedien, der er ganske afhængig af den samtid, som den afspejler.

Måske er det fordi undertegnede er flasket op med engelsk humor, at den franske variant ikke syntes helt at slå til. I 1969 havde både Bedstefar på glatis og Monty Pythons første tv-shows premiere, men der er verdener til forskel på de to former for underholdning. Grundideen i Bedstefar på Glatis er dog ligeså absurd som en Python-sketch: En fjern slægtning til filmens hovedperson, forretningsmanden Hubert (spillet af De Funès) findes nedfrosset i indlandsisen. Ved et kemisk mirakel er han fuldstændig velbevaret og er frosset så hurtigt, at videnskaben mener, han stadig er i live – og det lykkes da også videnskaben at tø manden op. De vil studere ham, men på grund af finansielle overvejelser omkring, hvem der nu er den retmæssige ejer af familieemperiet, kidnapper Hubert og dennes kone bedstefaderen og fører ham til familiens hus.

Da den stakkels ismand ikke skal dø af chok i mødet med den moderne tidsalder, bliver det hurtigt besluttet at både familiens hjem, der lige er blevet nyrenoveret, skal føres tilbage til århundredeskiftet. Løjerne starter da bedstefaderen, der nu er på alder med Huberts søn, pludselig får et godt øje til svigerdatteren. Al denne forvirring leder til en masse sære optrin og forviklinger. Blandt andet må husets herre Hubert, foregive at være bejler til sin egen kone, som den frosne bedstefar tror, er sin mor.

Der er sådan set hverken noget galt med skuespillerne eller den lettere gakkede historie i filmen, men det som nager er tempoet. Selv om det næsten altid er en fryd at se Funès flippe skråt ud over forskellige situationer, han uvilkårligt placeres i, så bevæger filmen sig altså ret langsomt frem mod en slutning, der ikke får rundet historien ordentligt af.

Retfærdigvis skal siges, at der muligvis går en del morskab tabt i oversættelserne, for filmen er foruden grimassekomikken i høj grad baseret på rappe franske replikskift - og mestrer man, som jeg, ikke originalsproget i sådanne detaljer, er der sikkert nogle dobbeltbetydninger og ordspil som fortaber sig. Det ændrer dog ikke ved, at der er en lang række andre franske komediefilm (eks. Les Visiteurs, Delicatessen, og alt Jaques Tati har rørt ved osv.), som er langt mere vellykkede.

Bedstefar på Glatis er derfor ikke en film, der vil tiltale alle, men derimod en skæv, fransk komedie, som sikkert primært vil glæde både de, der har (gen)opdaget Luis De Funès, og dem, der har en forkærlighed for de gode gamle dage – hvor komedien var uskyldig, farverne i Technicolor og musikvideoen ikke havde ødelagt det klassiske klippetempo.

Læs også anmeldelsen af De Funés-filmen L’Homme Orchestre.