Ideen der ligger til grund for filmen Strigoi er egentlig fin. Filmmagerne har sat sig for at fortælle en historie om korruption og udnyttelse af systemet i Rumænien – så hvad er mere nærliggende end at få disse blodsugere til også at være blodsugere i bogstaveligste forstand? Problemet er blot at man, når der loves vampyrer, har en mængde genreforventninger som i dette tilfælde desværre ikke bliver indfriet, for selv om filmen faktisk er både velspillet, fortæller sin historie fint og er filmteknisk glimrende skruet sammen, så ender Strigoi med i slutspillet om den måske kedeligste vampyrfilm til dato.

En af de formildende omstændigheder er at filmen præsenterer et ikke-rumænsk publikum for begrebet ”Strigoi” der minder om vampyren, men som alligevel har en del mytologiske forskelle. De er ikke så meget opsat på at bælle blod i litervis, det er snarere folk som man ikke kan slippe af med, hvor meget man end forsøger på det. Det var blandt andet myterne om strigoi, der inspirerede Bram Stoker til at kreere verdens mest berømte vampyrfigur (og nej tweens, det er ikke Edward Cullen!).

Når nu Strigoi skuffer, så er det ganske sikkert fordi den bliver markedsført på den måde som den gør. Der er sikkert mange, der forventer den unge, handlekraftige mand med skovlen på coveret vil forvandle sig fra den introverte mand, man møder i filmens start til en sand Bruce Campbell wannabe, men det sker aldrig. I stedet er Strigoi en ganske charmerende beskrivelse af et lille samfund, der forsøger at gøre op med byens borgmester og dennes hustru, der begge har forvandlet sig til udøde kapitalister. Derudover handler fortællingen om et værdifuldt stykke jord, som der er stor tvivl om hvem der egentlig ejer - for meget af filmen går med at Vlad og dennes ven – byens politimand – forsøger at opklare hvad der egentlig er sket med skødet.

Hvad Strigoi mangler af blodsudgydelser har den til gengæld i lune, for har man lyst til at få et ironisk og charmerende kig ind bag facaderne i et rumænsk landsbysamfund – eller for den sags skyld at se en satire over et Østeuropa i forandring, så er det en lille, rar film, men den fungerer altså hverken som gyser-, action- eller som stemningsmættet vampyrfilm.

Det er måske især fordi genreforventningerne aldrig blev indfriet, at nærværende anmelder er en smule skuffet over Strigoi, men selv om man ingen som helst forventninger havde haft til filmen, så er den stadig utrolig langsommelig. For selvom der kan være en idé i at have en hovedpersonen – med det arketypiske navn Vlad – vende tilbage til sin landsby for at opdage at byens ubestridte leder Constantin er blevet dræbt af indbyggerne og tilsyneladende er genopstået fra de døde, så synes Vlad hele filmen igennem at være nærmest upåvirket af alle begivenhederne. Han spiller sin rolle med slavisk tungsind og virker indimellem som betragtede han selv filmen. Selv om dette måske kan forekomme ganske mærkværdigt, så fungerer det i denne sammenhæng men gør, som nævnt, at filmens tempo bliver alt andet end hurtigt fremadskridende.

Der er ingen tvivl om at Strigoi sikkert kan finde sit publikum, måske især i de der fanger alle de kulturspecifikke referencer den byder på, men for alle andre udenforstående, så ender den med at være en ganske fesen vampyrfilm, der sporadisk er lidt groteskt morsom, men som konstant synes at spænde ben for sig selv, idet den er så indadvendt som er tilfældet.

Som indledningsvis nævnt, så er det en virkelig god idé at benytte vampyrfiguren på en helt anden måde end den som vi normalt ser, men ideen er blot i dette tilfælde så meget bedre end slutresultatet. Endelig kan det undre at filmen er instrueret af en englænder (der godt nok er gift med en rumæner), når nu både handlingen, samt en stor del af de medvirkende er af Østeuropæisk afstamning, det piller lidt ved den autencitet, som ellers kunnet have båret filmen frem.