Den ukrainskfødte instruktør Andrezej Zulawski synes i mange af sine film at ville studere begærets væsen, men på en måde der ganske radikalt adskiller ham fra andre instruktører, der laver film om samme tema. En af mandens mest bizarre film er Possession fra 1981, der på én gang er underspillet og surrealistisk udgakket, på en måde der gør filmen til en helt unik oplevelse. La Fidélité (som af uransagelige årsager har fået den danske titel Utroskab – der til trods for undertegnedes begrænsede franskkundskaber synes at betyde det stik modsatte af originaltitlen) er ikke lige så bizar og unik som Possession, men ikke desto mindre er det en film, der både er seværdig og sært medrivende, hvis man altså har mod på at se en film der tager sig ganske god tid til at fortælle sin historie.

Fortællingen er centreret omkring en ung, fotograf Clélia som tager provokerende billeder og derfor opnår ganske stor anerkendelse i de miljøer hun færdes i. Clélia er dog rastløs, for selv om hun ikke synes hun har lyst til at binde sig, falder hun alligevel for en meget ældre mand, som hun gifter sig med. Deres ægteskab er dog langt fra stabilt, for Clélia plages til stadighed af en purung beundrer, som er vildt forelsket i hende, men hvis kærlighed hun har meget svært ved at gengælde.

Nu kunne dette måske godt lyde som det arketypiske trekantsdrama og filmen er da også baseret på en roman fra 1678 som menes at være skrevet af Madamme La Fayette med titlen La Princesse de Cléves. Selv om filmen benytter romanens skelet til at bygge sin handling over skal man ikke forvente sig pudrede parykker og rokokkokjoler, for Zulawski har ikke kun henlagt handlingen til mere nutidige omgivelser, og det virker nærliggende at byttet det franske hof ud med omgivelserne på et prominent, fortravlet modemagasin. Desuden har instruktøren krydret handlingen med en række absurditeter, der dog ikke er så vilde, at filmen helt mister jordforbindelsen.

Eksempelvis er der skildringen af Clélias mands familie, der uden at gå i detaljer her, opfører sig mildest talt underligt. Enkelte seere kan måske foranlediges til at tro, at grunden til at filmens figurer opfører sig så sært og at man har vanskeligt ved at følge deres motivationer, skal findes i at man er i gang med at se en fransk, intellektuel film, men disse tematiske og stilistiske valg synes snarere at være helt bevidste fra instruktørens side. Når figurerne bliver gjort så tilpas distancerede fra seeren, kommer de til at fremstå nærmest allegoriske og når der træffer valg som synes at gå imod sund fornuft, eller lyst, så bliver situationen netop bemærkelsesværdig.

Selv om filmens valg af replikker og distancerede optrin kan foranledige enkelte seere til at ville stå af vognen undervejs, så bør de der har mere tålmod give filmen en chance, for selv om La Fidélité på mange punkter er en ganske løst fortalt rodebunke af en film, så er filmens centrale dilemma stadig vigtig – et dilemma der ikke kan fortælles på en halv time. For det handler om det svære paradoks Clélia sætter sig selv i – valget om hun bør forblive tro overfor en mand, som ikke længere er der for hende, eller om skal lade sine lidenskaber diktere hendes valg og kaste sig hovedkulds ud i et forhold til den smukke, unge bejler, som hun ikke vil indrømme at hun også elsker.

I filmens sidste tyve minutter, som naturligvis ikke skal diskuteres i detaljer her, bryder filmen for alvor sin form og genre, og viser os scener langt de fleste sikkert ikke havde forventet. Denne dramatiske finale virker sært påklistret, men er også et vidnesbyrd om, at instruktøren leger med såvel formatet som indholdet og giver man sig tid til at tænke over sammenhængene, så kan det måske alligevel virke som et ganske fornuftigt valg.

La Fidélité er bestemt ikke en film der har socialrealismen i højsædet, til gengæld er Sofie Marceau (som nogle måske husker som prinsessen i Braveheart) blændende i hovedrollen som den unge pige, der har svært ved at finde sit ståsted i tilværelsen. Filmen er meget bevidst om at den er en fortælling og leger både med genrekonventioner og traditionelle karakteropfattelser. Det lykkes på forunderlig vis stadig instruktøren at få os tilskuere til at holde af og føle empati med filmens centrale figurer, på trods af deres åbenlyse kunstighed. Så har man lyst til at se ganske anderledes bud på en ellers ganske fortærsket genre – trekantsdramaet – så bør man give denne film en chance.