Hvis man har som hobby at se ustyrligt mange film, vil man også vide at en af de ting der kendetegner B-film er at de enten foregår i en skov, eller at der er blevet givet plads til utroligt mange transportscener, altså scener hvor folk går eller kører fra A til B. Disse parametre er i al fald opfyldt til fulde i Micheal Biehns debut som spillefilmsinstruktør The Victim. Her bliver der nemlig både gået, løbet og kørt rundt til den helt store guldmedalje, spørgsmålet er så om det der ellers sker i filmen er interessant nok til at opveje for de mange ture rundt om i det nordamerikanske landskab?

Filmen starter med en hyggelig picnic der udvikler sig til et sandt mareridt for to af de fire deltagere. To politifolk har taget deres to veninder på en tur langt ud i skoven. Mens den ene panserbasse stille og roligt snakker med den ene pige, er hans overordnede gang med at ordne den anden i skoven. Pigen keder sig lidt under samlejet og spørger drilsk om han ikke kan se og gøre sig færdig. Pludselig farer fanden i manden og han knækker i arrigskab halsen på det stakkels pigebarn.

Nu er gode råd dyre, for veninden er nu vidne til mordet og betjenten beslutter sig for at den bedste løsning er at skaffe hende af vejen. Det lykkes dog for den unge kvinde (læs: MILF) at stikke af og - i en længere jagtsekvens gennem skoven - undslippe sine banemænd. Hun ankommer heldigvis til en ensomt beliggende hytte, hvor den anden af filmens egentlige hovedpersoner - Kyle (Biehn) – er taget hen for at få lidt ro. Han lytter skeptisk til kvindens fortælling, men kort tid efter dukker de to betjente op og påstår de leder efter en kvinde, der har et mord på samvittigheden. Spørgsmålet er nu om Kyle skal tro på kvinden med de store plastikbryster eller to suspekt udseende politibetjente.

The Victim er en af den slags film, som både viser meget hud, eksplicit vold, blod og en række simulerede sexscener og dette burde i sig selv være noget der gjorde at den nærmest solgte sig selv. Det skulle da lige være hvis filmen egentlig havde et formål. For selv om filmens bagcover fortæller den filminteresserede køber, at Biehn fik ideen til sin film, da han spillede med i Planet Terror som var en af de to film der udgjorde Grindhouse-filmen, så har den ikke ret meget med hverken Robert Rodriguez, Quentin Tarantino eller for den sags skyld (s)explotitationfilm fra 60’erne og 70’ere at gøre. I stedet minder den foruroligende meget om en lang række, nemt oversebare film, som man glemmer næsten lige så hurtigt som man har set dem. Primært fordi de ligner alle mulige andre film, om folk der jagter andre folk af en eller anden grund.

Filmen skifter konstant mellem flashbacksekvenser der foregår i tiden før mordet: en tid som vor veninde konstant tænker tilbage på idet hun savner sin nu afdøde veninde så vildt og til den handling skitseret ovenfor. Selv idet filmen nærmer sig sit klimaks, er der ikke ret meget at skrive hjem om, for selv om det er lykkedes Biehn at få ganske hæderlige skuespilpræstationer ud af sit cast, så både ser og virker filmen både for billigt og hurtigt produceret.

Det kan godt være at begyndelser er svære, men det er svært at forestille sig, at når instruktøren nu har arbejdet sammen med en række af verdens sejeste instruktører (læs: bl.a. Jimmy Cameron, William Friedkin, Michael Bay og de førnævnte RR & QT) at han så ikke har suget ret meget instruktørerfaring til sig. De har heller ikke lært ham ret meget om pacing. Det vil ikke sige at The Victim er decideret kedelig, men den byder bare heller ikke på noget man ikke har set før.

Derfor skal man altså være en meget stor fan af Michael Biehn for at insistere på at denne film skal i afspilleren, for selv om det ikke er halvfems minutters total spildtid, så er filmen en masse transportscener krydret med en masse elementer som man har set før og endelig en morale som i bedste fald er moralsk utroligt tvetydig. Hurtigt set. Hurtigt glemt.