Det lyder muligvis underligt, men dokumentarfilmen Det store museum der viser seeren restaureringen af interiøret og mange af kunstgenstandene på Wiens verdensberømte kunsthistoriske museum er faktisk langt fra lige så kedelig som den lyder. Dette afhænger dog i nogen grad af, hvorvidt seeren er interesseret i historie, kunst, kultur og arkitektur, for finder man en eller alle af disse emner kedelige, er det måske bedre at finde en film med Vin Diesel i stedet.

Den østrigske filmmager Johannes Holzhausen har brugt over to år på at optage arbejdet på museet og efterfølgende ganske lang tid på at stykke delelementerne sammen til et fascinerende kludetæppe af indtryk, der lader seeren være en flue på væggen i bedste direct-cinema-stil, mens muset gennemgår den tiltrængte forvandling. Det vil sige, de udvendige rammer for museet synes at forblive urørte, mens samlingen, der rummer både nogle af Østrigs vigtigste kunstgenstande samt en imponerende samling af artefakter fra hele kloden, omformes til et langt mere moderne publikum.

Det er en film, der både benytter sig af lange indstillinger, rolige travelling-skud og tableauer, der viser både håndværkere, rengøringspersonel og ikke mindst konservatorernes møjsommelige arbejde med de uvurderlige genstande. Dertil kommer en række scener, hvor man følger museets nøglepersoner, når de holder møder, taler med udenlandske museumsinspektører om renovationsarbejdet, såvel som følger diskussioner specialister imellem. Selv om man springer fra situation til situation, bliver det aldrig forvirrende, til trods for at filmen ikke giver seeren mange informationer at arbejde med.

Filmen forekommer at være struktureret i kronologisk orden, for på den vis, at blotlægge de mange forskellige arbejdsopgaver, som indgår i arbejdet med at få museet klar til den store gallaåbning. Filmmagerne blander sig på intet tidspunkt i dette, der er heller ikke brugt hverken billedtekst eller voiceover, til at forklare hvad der sker på billedsiden. Fortolkningen om, hvad det er man ser på, er i flere tilfælde op til tilskueren, selv om man hurtigt opdager, hvem der er museets inspektør, og hvem der er direktøren. På den måde bliver det faktisk en af den slags dokumentarfilm, der takket være manglende information aktiverer seeren direkte i fortolkningen af det som sker på den underskønne billedside.

Et godt eksempel på dette, er i filmens start, hvor man ser en enorm sal i nyklassisk stil, komplet med forgyldte gesvejsninger, et imponerende stukloft og højglanspoleret sildebensparket. Ind af en dør længst væk kommer en mand i blå kedeldragt gående. Han stiller sig midt i rummet, løfter sin medbragte hakke og smadrer den med stor kraft ned i gulvet, hvorefter han begynder at brække det op. Det ser voldsomt ud, men det er nødvendigt, for senere ser vi en gruppe håndværkere etablere gulvvarmen og efterfølgende sirligt genskabe det flotte parketgulv. Den indledende scene er dog næppe en, der kan tages mere end en gang, men det er heller ikke nødvendigt for instruktøren har i samarbejde med sin kameramand fået skuddet.

Kort sagt får man som seer lov til at komme med bag kulisserne på det arbejde, der foregår på et enormt museum udenfor dets normale åbningstid og ikke mindst bliver man vidne til det omfangsrige arbejde, der er i at modernisere selvsamme. Seeren møder undervejs også en masse af museets ansatte, der nærmest kommer til at fremstå lidt som antikverede kunstgenstande selv.

Dette sker især med den mand, der, efter mange års tro tjeneste, går på pension. Vi oplever, han pakker sine personlige ejendele i kasser, er med til afskedsreceptionen, hvor den fåmælte herre er så tydeligt rørt over situationen, at han har svært ved at finde ord. Senere i filmen ser vi en af hans kollegaer bringe mandens generalieblad ned i et arkiv i kælderen på museet. Den pensioneredes nøglekort klippes over. Hans billede lægges i folderen og efterfølgende tager arkivaren den brune kuvert, der så at sige repræsenterer et helt liv i museets tjeneste, hen til et enormt arkivskab, hvor informationen så bliver anbragt for stedse.

Det store museum er en film, der tager sin tid, men det er også hensigten. For det er ganske fascinerende at se, hvor stor en ro, og hvor skarpt et øje de mange konservatorer besidder i deres daglige arbejde med at rense malerier og andre kunstgenstande for skidt og støv, fjerne skadedyr fra antikviteter, kæmme fløjlen i montrene osv, osv. Det kan måske lyde banalt, men slutresultatet føles næsten som en zenmeditation over en imponerende samling af både dedikerede medarbejdere og ikke mindst de værker og genstande, de har viet deres liv til at bevare for eftertiden.

Det er ligeledes en film, der emmer af kærlighed til det, der skildres, både håndværket og konservatorarbejdet. Rent visuelt synes filmen at ville kopiere den grundighed, som vi oplever museets medarbejdere udvise. Der er stort set ikke en eneste indstilling, der er overflødig. Det er alt sammen smukt belyst og det nysgerrige kamera fokuserer på netop det, som det skal. Klipningen er eminent og skaber sammen med det meget afdæmpede musiklaske udtryk en stemning af ophøjet ro gennem hele filmen.

Dette er både en film om et museum i udvikling og samtidig et slags stillbillede af kulturhistorien. Bedst af alt, så får man idet rulleteksterne afslører navnene på dem mange medvirkende, lyst til at løse billet til Wien med det samme, for med egne øjne og med ens eget kamera at gå gennem det store museum dér. Er dette helt urealistisk rent økonomisk eller tidsmæssigt, så kan man måske bare gense filmen eller opsøge et mere lokalt museum for at gå på opdagelse dér.