Selv om de brede penselstrøg er nogenlunde ens, så siges det jo at djævelen som regel ligger i detaljen, og måske derfor er det svært, selv som actionfan, at blive forelsket af nyindspilningen af den klassiske Charles Bronson film The Mechanic fra 1972, der på trods af en velvalgt Jason Statham i hovedrollen, ikke formår at overgå originalens cool eller pseudoeksistentielle tone.

Når forelskelsen udebliver, så kan det skyldes at vi pt. nærmest oversvømmes med film med lejemordere i hovedrollerne. Vi har tidligere set Statham i Transporter serien eller for den sags skyld i Rouge Assasin og breder vi skuespillerspektret lidt ud finder man film som Hitman, Ninja Assasin og Bessons nyklassiker Leon. I 1972 var det ikke lige så almindeligt at have en lejemorder som filmens protagonist og det koblet med Bronsons tilstedeværelse samt et ganske raffineret og voldsomt manuskript, gjorde originalen til en film som man til stadighed vender tilbage til, såfremt man holder af denne type af genrefilm.

Filmen er som nævnt parallelt med originalens narrativt langt hen af vejen. Statham spiller den fåmælte, professionelle lejemorder Arthur Bishop som vi i filmens åbningssekvens bliver introduceret for. Han arbejder som ”mekaniker” for en ultrahemmelig organisation, hvor han er den der ”ordner tingene” som det hedder sig. Filmens åbning viser med al tydelighed hvor velforberedt han er, idet drabet som han udfører er både elegant og gennemarbejdet ned i mindste detalje.

I næste nu står han til gengæld for at skulle dræbe sin egen læremester, der ifølge organisationens top har forrådt dem og med et tungt hjerte skaffer Arthur ham af vejen. Problemerne er dog ikke overstået for mentoren havde en søn, som godt er klar over hvad både papa og Arthur arbejder med og nu vil Steve, som sønnen hedder, være morder ligesom farmand. Naturligvis er sønnen uvidende om at det var Arthur der slog ham ihjel. Modvilligt indvilliger Arthur i at starte Steves træning men inden længe indser de to at de har en fælles modstander.

The Mechanic er i store træk en actionfilm, der leverer varen. Instruktøren Simon West kan skrive film som Con Air og Tomb Raider på sit CV og ved derfor godt hvordan man orkestrer denne type af film, det er først når man begynder at trække tråde til originalen at det hele begynder at vakle lidt.

Selvsagt så ser man ikke nødvendigvis denne type film for deres dybe, afrundede karakterer eller deres fantastiske plot, men sammenligner man de to versioner af Arthur Bishops, så kan Bronsons ikke undgå at vinde med flere hovedlængder. For originalen er en af de film som skyder sig ud af lærredet og permanent forvolder skade på tilskueren, en film der bliver siddende længe i systemet som en 9mm kugle man aldrig har fået opereret helt ud. Den nye udgave er til sammenligning en af de film, der hurtigt er glemt igen, til trods for det langt større budget og den mere strømlinede action. Rådet er derfor, få fat i originalen hvis den ikke allerede står på hylden, og se kun remaket hvis du enten har lyst til at se Statham i bar overkrop eller bare ikke kan finde andre actionfilm som du ikke har set endnu.