Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Ninja Assassin (98 min.) Biografversion / Sandrew Metronome / Warner
Anmeldt 2/12 2009, 21:04 af Torben Rølmer Bille

Ninja!


Ninja!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er meget svært, som inkarneret nørd og drengerøv at være alt andet end ovenud begejstret over at se en film, hvor ordet ”ninja” indgår i titlen få premiere i de danske biografer. Selv om ninjafilmen uden tvivl havde sin storhedstid (i hvert tilfælde herhjemme) fra starten af firserne til slutningen af årtiet, har det aldrig skortet på ninjafilm.

Idet nye generationer har afløst de gamle japanske filmmagere, så er der til stadighed dukket nye samurai- og ninjafilm op. Kan man derfor lide ninjaer, har man med stor sandsynlighed allerede stiftet bekendtskab med film som Shinobi, set de to film om den unge ninjapige Azumi eller for den sags skyld følt sig 200% sejere efter at have set Red Shadow. Alle disse film har været med til at holde den cinematiske ninjatradition i live. Dertil kommer at interessen for skyggekrigere også holdes i live gennem computerspil, eksempelvis serien om Ninja Gaiden eller Tenchu. Her har spileren selv mulighed for at kaste puff-bomber og kastestjerner eller på mest naturlig vis skille digitale folks hoved fra deres krop.

Det er til gengæld usædvanligt at der kommer nye ninjafilm fra USA, endda en der har haft et budget der, overstiger det som normalt bruges på denne type nichefilm. Instruktøren James McTeigue, som synes at blive tilkaldt hver gang Wachoski-brødrene ikke selv har overskud til at lave en film (sidst var det den forholdsvis vellykkede tegneseriefilmatisering af Alan Moores V for Vendetta), har sat sig i instruktørstolen. Så ud over producentrollen har brødrene Wachowski ikke haft nogen indflydelse på det færdige resultat, så løftet plakaten frembruser om at Ninja Assassin skulle være ”fra skaberne af The Matrix”, er ikke helt holdbar rent filmhistorisk.

Uanset hvem det er trækker i trådene, er Ninja Assassin en vaskeægte, corny, drengerøvsfilm, der synes at give tilskueren præcis det som titlen lover. I titlen ligger der en slet skjult reference til Shogun Assassin som måske er mest kendt for sin excessive brug af blod, pulssprøjt og utallige afhuggede lemmer. Denne grindhousetradition synes Ninja Assassin at forsøge at føre ind i det nye årtusind, for slutresultatet er en film, der på den ene side forsøger at overbevise seeren om at ældgammle snigmorderklaner sagtens kan eksistere i vores højteknologiske hverdag, og dels synes at have tilpas ironisk distance til at man ikke helt kan tage filmens hovepræmis seriøst.

Filmens åbningsscene er et godt eksempel. En ung yakuza er ved at få udført en traditionel tatovering. Han piver over den gamle tatovørs bambuspind, der igen og igen perforerer hans ryg. Pludselig dukker et forseglet brev op. Det indeholder sort sand og tatovøren standser brat sit forehavende. Han fortæller, at han for mange år siden så en gruppe mænd, der fik et lignende brev og pludselig dukkede der en dæmon fra helvede op. Tatovøren ville være død hvis ikke hans hjerte, på grund af en fødselsdefekt, sad i modsatte side og han afslører på sin brystkasse ved siden af et stort år tatoveringen af en ninja. De unge mænd griner af den gamle, tossede mand, men han når næsten ikke at gøre sin historie færdig, før en af de unges hoveder kløves midt i et grin. Toppen af ansigtet kurer hen af gulvet og tilbage står nu hans underkæbe komplet med tungen, der forsøger at forme resten af sætningen. Lyset går ud. Afhuggede lemmer flyver. Folk fejes væk fra gulvet og efter blodbadet er overstået, rejser en sort skikkelse sig fra skyggerne, nærmer sig den gamle tatovør og finder denne gang hjertet. Hvis man synes det lyder som en sej åbningssekvens så er Ninja Assassin bestemt en film man bør tage ind og se.

Handlingen er fokuseret dels på den unge Interpol-agent, dels på vores hovedperson – den traumatiserede ninja - Raizo. Vores unge, sorte, kvindelige efterforsker kommer nærmest ved et tilfælde på sporet af de gamle ninjaklaner, der siden klør konge var knægt har været garant for at snigmord blev udført mod et fast beløb på 100 kilo guld. Der er ikke mange, der tror på hendes ninjateori, men jo tættere hun komme på sandheden jo farlige bliver det også for hende. Ikke kun synes ninjaerne at have indflydelse på de øverste instanser i Interpol, men hun må også frygte for sit liv da Ozunu klanen bestemmer sig for at hun ved lidt for meget om deres eksistens. Heldigvis får hun hurtigt hjælp fra Raizo, der har personlige grunde til at bryde med sine tidligere læremestre.

Filmen er forudsigeligt formularisk, for det handler om at få et så tyndbenet plot som overhovedet muligt til at indramme en times usædvanlige velorkestrerede og meget effektive actionsekvenser, hvor et utal af både politibetjente i fuld kamprustning, samt en række ninjaer må lade livet.

Hvis man synes det er utroværdigt og latterligt at hovedpersonen i Den Sorte Ninja (aka. Ninja III – Domination) graver sig ned i sand på under tyve sekunder, så er Ninja Assassin absolut ikke en film man skal ind for at se. Hvis man til gengæld er fuldstændig ligeglad med realisme og bare har lyst til at se en god ninjafilm, der for en gang skyld har haft et reelt budget, så bør man til gengæld seriøst overveje det.

Kampsekvenserne, som både er meget hyppige og utroligt intense, kan i langt de fleste tilfælde nemt konkurrere med dem man finder i de bedste asiatiske actionfilm. Så selv om man måske godt kan blive lidt irriteret over filmens hjerte/smerte romancedel, så er der som kontravægt folk med, der er i stand til at kaste kastestjerner med så stor fart at man skulle tro, de var affyret med bazooka. Dertil kommer at alle sande ninjafans store helt Shô Kosugi har fået en fremtrædende rolle som Raizos sadistiske mentor og lederen af Ozunu-klanen. Kosugi spillede som bekendt med i alle de ninjafilm fra 80’erne som virkelig var værd at se.

Selv om filmen ikke kan undgå at genanvende meget slidte klicheer, bruge lidt for meget smart computerefterbehandling af billederne og levere en alt for tynd handling, så er der stadigvæk masser og masser af ninjaer der kryber frem fra skyggerne med et eneste formål; at flå folk fra hinanden med alle de våben de har til deres rådighed. Så har man ikke har brug for andet for at blive tilfreds, så er Ninja Assassin et af efterårets bedste bud på blodig, hjernelam underholdning for alle de, der har sneget sig rundt i villahaver i sort joggingtøj og brændende ønsket at de var født i Japan.


Forrige anmeldelse
« Gæster fra Rødby «
Næste anmeldelse
» Bring Me the Head of Alfredo Ga... »


Filmanmeldelser