I akademikerkredse anses den islandske forfatter Sjón for utroligt spændende. Ud over at have skrevet en masse digtsamlinger, romaner og børnebøger, vandt han i 2005 Nordisk Råds litteraturpris for romanen Skygge-Baldur. Desuden har han skrevet tekster til Islands, unikke, bizarre og smukke sangtrold Björk, så derfor var det noget af en overraskelse at se Sjóns navn dukke op som manuskriptforfatter til den ganske udsplattede horrorfilm Reykjavik Whale Watching Massacre som i skrivende stund er blevet gjort tilgængelig på dansk DVD.

Filmens præmis er langt fra original. Det er sådan set bare en Islandsk variant af den type film som Wes Craven stod fadder til i 1977 med filmen The Hills Have Eyes for også i denne film følger vi en gruppe almindelige mennesker, der pludselig farer vild og må se i øjnene at de lokale er fuldstændigt sindssyge mordere, der kun har en ting i hovedet - at slå turisterne ihjel så brutalt og smertefuldt som muligt. Denne film har man set et utal af variationer over før, men det er vist første gang at handlingen er stukket til havs. Derfor foregår kattens jagt på musene nu ombord på en gammel, rusten hvalfangerbåd i stedet for et øde ørkenområde, eller i en dyster skov.

Det er lykkedes folkene bag filmen at hyre selveste Gunnar Hansen. Det er muligvis et navn ikke er kendt af flertallet, men genrefans vil vide at dette var manden, der gemte sig bag Leatherfaces’ maske af menneskehud i Tobe Hoopers enestående Motorsavsmassakren fra 1974. I Reykjavik Whale Watching Massacre, hvis titel naturligvis er en intertekstuel hyldest til Hoopers klassiker, har Gunnar dog fået lidt mere at arbejde med rent skuespillermæssigt end blot at svinge en tomgangs-tøffende motorsav rundt i solnedgangen – for han spiller den sindssyge kaptajn på hvalfangerbåden og har endda fået replikker som han skal fremsige.

Før tilskuerne dog møder kaptajnen, skal vi naturligvis først lige introduceres for den flok turister som af forskellige årsager er havnet på Island og som har det til fælles, at de gerne vil ud og spotte hvaler. Som den ganske hyggelige kaptajn på det hval-kigger skib som turisterne først træder ombord på siger, så var Island førhen kendt for at dræbe havets kæmper, men efter internationale sanktioner har forbudt fangsten, er Island nu kendt for at være hvalernes venner. På denne turistbåd går der dog noget galt, for før man kan nå at sige ”grind!” er kaptajnen blevet spiddet ved et uheld og hans styrmand er efter et mislykket voldtægtsforsøg stukket af i den eneste redningsbåd. Turisterne er ved at gå i panik, men lige som de er ved at gå i panik opdager de hvad de tror skal blive deres redning. De transporteres over på førnævnte hvalfangerfartøj og just som de står og sunder sig på dækket, går besætningen amok og begynder at slå turisterne ihjel.

I filmen er det de internationale hvalfangerrestriktioner som er den direkte grund til at folkene på hvalfangerskibet er blevet så desperate som de er. De har måttet opgive deres erhverv og i en blanding af psykose og frustration lader de det gå ud over de fremmede som de kan indfange. Satiren er kulsort, men filmen vil samtidig også gerne give seeren nogle gedigne gys og ikke mindst en række ganske opfindsomme, sadistiske mord, inden rulleteksterne.

På mange måder er Reykjavik Whale Watching Massacre en film med glimt i øjet, men samtidig forsøger den at være gravalvorlig, for det er svært at opnå det reelle gys hvis karaktererne alle forekommer karikerede. Det er måske også derfor at filmen delvis slår fejl, for selv om man er underholdt, så glædes man til tider ligefrem over at de ofte irriterende turister slagtes en efter en.

Hvad man måske mangler i forhold til indlevelse, får man til gengæld dækket i filmens tekniske sider. Den er fornemt, stemningsfyldt filmet og lyssat, godt klippet, musikken fungerer og så er effekterne langt over middel. Faktisk er effekterne så gode at at alle de, der holder af den senere tids tortureporn eller for den sags skyld gamle splatterfilmfans bliver tilfredsstillet.

Endelig er det også en film, hvor det er ret svært at forudsige om der i det hele taget bliver en Carol Clover’sk ”final girl” til sidst, eller for den sags skyld hvilken rækkefølge rejseselskabet bliver slagtet i. Er man derfor fan af denne typer genrefilm, er Reykjavik Whale Watching Massacre et godt bud på en nordisk variant, men havde det ikke været for lokalkoloritten og filmens nordatlantiske omgivelser, så ville den med stor garanti sikkert være druknet i mængden af lignende værker.