Selv om man sagtens kan finde intellektuel og visuel stimulans i film som Sidste År i Mairenbad eller Alphaville så kan man også indimellem have brug for en film, der synes at være det stik modsatte - sådan en film er The Tournament.

Man har blot nødig at se på undertitlen; ”Death by elimination” for at danne sig en idé om hvad denne film har at byde på. Præmissen er simpel – 30 af verdens bedste lejemordere får hvert syvende år mulighed for at bevise hvem der er den bedste i faget, ved at konkurrere med hverandre i en kamp til døden. Kun en må være tilbage til sidst. Kamppladsen skifter hele tiden og i år er turen så kommet til Middlesborrough i England.

Da England som bekendt er overvågningens højborg, starter filmen med, at organisationen, der står bag turneringen, hacker sig ind i alle CCTV kameraer, så ingen vil opdage at konkurrencen bliver afholdt. Samtidig bruger organisationen disse overvågningskameraer til at transmittere turneringen live til den forsamling af depraverede rigmænd, der i magelige lænestole kan satse enorme pengebeløb på de nådesløse deltagere. Organisationen monitorerer også telefonnettet og kontrollerer den lokale nyhedsstrøm. De har professionelle oprydningshold stående klar til at vaske blodet af væggene og fjerne de brændende biler. Scenen er derfor sat til at blodbadet kan gå i gang. Realismen er – som den vakse læser måske har opdaget – blevet pakket helt væk og tilbage er bare en fin undskyldning for at vise halvanden time med folk, der myrder hinanden på mere eller mindre spektakulære måder. På sæt og vis bliver seeren altså placeret i samme position som de depraverede rigmænd ved deres tv-skærme.

Filmen starter dog ud med at vise finalerunden fra sidste turnering. Her oplever vi en meget stor sort fyr, som er hårdt såret, kæmpe i et slagteri mod en overlegen modstander. I sidste øjeblik lykkes det ham at gribe en boltpistol og pulverisere modstanderens ansigt. Så er stilen ligesom lagt! The Tournament er meget blodig – og det er i sig selv et kæmpe plus i denne forbindelse. Som i en filmudgave af et computerspil har alle 30 lejemordere deres særkender og manierismer. Eksempelvis har vi en texaner der med cigaren i mundvigen smiler bredt, mens han skyder en herreløs hund, en sort, muskuløs Parkour-morder, osv., osv. Derfor bliver det heller aldrig helt medrivende, idet figurerne præcis opfører sig som netop figurer.

Hver af lejemorderne har også fået indopereret en chip, så de dekadente rigmænd kan følge deltagernes bevægelser på et kort. Chippen er samtidig en bombe, så hvis bagmændene finder det nødvendigt kan de detonere disse bomber via en fjernbetjening. Uheldigvis har en af de barskeste lejemordere foretaget en uautoriseret operation med sin bowiekniv. Han har fjernet sin chip og proppet den i en kop varm kaffe, som en uheldig, ludfattig og forsumpet præst tilfældigvis kommer til at drikke. Præsten er nu, uden at vide af det, blevet en del af turneringen, men heldigvis er der en kvindelig lejemorder, der forbarmer sig over ham og beslutter sig for at hjælpe.

Selv om The Tournament bestemt ikke er en film som man vil vende tilbage til et utal af gange, så er det stadigvæk en b-film skåret efter en helt klassisk læst. Den minder på mange måder om en opdateret firser-film, komplet med tåbelige replikker, fuldstændig latterligt, overdrevne voldsscenarier og en handling der ikke fylder meget mere end en tætskreven A4-side. Selv om visse af filmens scener, som eksempelvis den store finale udenfor benzinstationen, forekommer lidt billig, især set i lyset af store Hollywood produktioner, så lykkes det filmen at fastholde interessen hos de der holder af action.

At filmen er engelsk har naturligvis også sin charme, for selv om filmens grundidé måske er set meget bedre udført i film som Battle Royale eller The Running Man så er man stadig godt underholdt. Det mest ærgerlige er, at man næsten på forhånd ved hvordan udfaldet vil blive - for desværre følger filmen en meget lineær og traditionel handlingsopbygning, der desværre gør at de, der kender og holder af actionfilm omkring et kvarter inde i filmen har en idé om hvordan filmen vil udvikle sig frem mod slutningen.

Derfor bør The Tournament ses som en slags fin variation over et tema man i forvejen kender og holder af - og ikke som en film, der egenhændigt kan konkurrere med de bedste asiatiske og amerikanske actionfilm på markedet. For at kunne gøre det burde den have tilført mere nyt end den rent faktisk gør.