Det virker usandsynligt at man kan skabe en film om opfindelsen af vibratoren, uden at det ender med kavalkader af nøgenhed og lummer liderlighed, men forventer man dette vil filmen Hysteria nok blive en enorm skuffelse. I stedet for close-ups af kvinders underliv, får man nemlig serveret en lun historie om opfindsomhed, lægevidenskab og omvæltningerne mod slutningen af Viktoriatidens England.

Hysteria starter ud med at vise vores hovedperson, den unge Læge Mortimer Granville, der bliver fyret fra et stort hospital, fordi han, som den eneste læge på stedet, tror på teorien om bakterier. Hans slof Lord St. John-Smythe, der er vildt interesseret i tidens nyeste opfindelser, heriblandt en elektrisk generator og telefonen, tilbyder at give Mortimer en stor sum penge, men den unge læge har naturligvis sin stolthed og siger til værelseskammeraten, at han selv vil tjene sine egne penge. Derfor begynder han, uden megen held, at søger ansættelse på klinikker overalt i London.

Det lykkes ham endelig at finde arbejde i en praksis hos den ældre læge Dalrymple, der har specialiseret sig i at behandle byens kvinder ved håndspålæggelse - nærmere bestemt, vaginal pressur – noget som ”behandlere” nu om dage sættes i fængsel for, men som i de ultrasnærpede 1880’ere blev anset som en lødig, videnskabelig kur mod obsternasige kvindfolk med alverdens skavanker, samlet under fællesbetegnelsen ”hysteri”.

Hysterisk er også betegnelsen der klæbes på Dr. Dalrymples ældste datter, Charlotte, der ikke kun er en ivrig suffragette, der tør gå mod normerne og italesætte kvinders rettigheder, men som tillige driver en fattiggård med tilhørende skole, til hendes fars store irritation. Det er dog ikke hende, men derimod den dydige lillesøster, som Mortimer drages mod, selv om alle med øjne kan se at Charlotte er et meget bedre parti for ham. Her er dog ikke tale om et trist trekantsdrama, snarere en hyggelig komedie om folk, der levede i en brydningstid.

I trit med at Dr. Dalrymples klinik trækker flere og flere af Londons kvinder, der søger kontant lindring for deres dårligdomme hos den unge, smukke læge, får Mortimer noget så ondt i hånden. Ved et lykketræf finder han og hans værelseskammerat på at fremstille et snurrende, elektrisk apparat, der måske kan hjælpe til i Dalrymples praksis.

Man kan godt sammenligne Hysteria med Alan Parkers The Road to Wellville, både i skildringen af aparte behandlingsmetoder og i samtidsskildringen, naturligvis med den betydelige forskel at sidstnævnte film foregår i USA. Hysteria formår gennem sin noget karikerede samtidsskildring, at give et billede af et samfund der er utroligt gammeldags, etikette-fokuseret, patriarkalsk og som hverken anerkender kvinders rettigheder eller disses seksuelle drifter, et samfund der er ved at krakelere, grundet presset fra omverdenen og disse såkaldte ”hysteriske” kvinder som udelukkende kræver deres ret.

Men Hysteria er samtidig en både lødig og ganske morsom film om en opfindelse der på sigt bliver det mest populære sexlegetøj nogensinde, en film der, som forteksterne drilsk antyder er ”based on a true story… no really!”, for selv om intrigerne og romancerne i Dr. Dalrymples hus måske er fiktionelle, så er Joseph Mortimer Granville en historisk person, der af flere kilder eksempelvis denne & den her krediteres som opfinderen af den elektriske vibrator. Hysterie er en film, der via coveret sikert primært forsøger at henvende sig til østrogensegmentet, men som i sagens natur er underholdende for alle uanset køn. Endelig er det en film man sagtens kan sætte på mens ungerne kravler rundt på stuegulvet og leger med Lego uden at skulle være nervøs over at der pludselig bliver vist ting på skærmen som poderne bestemt ikke skal se endnu. Ikke en stor oplevelse, men en sjov lille film der ikke kan genere nogen, på trods af dens lumre præmis.

Link til en ny artikel om vibratorens historie (på engelsk)