Han hedder egentlig Allan Königsberg. Men det er jo ikke navnet på en sjov person. Navnet er en reference, en henvisning, et indhold, der bestemmer udbyttet hos modtageren. Og det vidste Allan Königsberg, da han begyndte at skrive jokes til aviser i New York. Små vittigheder, mange om dagen, alle bedre end de fleste komikeres. Men Königsberg ville ikke kendes og forveksles med komikeren til hverdag. Derfor kaldte han sig Woody Allen. Og har heddet det siden.

Woody Allen er egentlig en sky person. Det lyder utroligt, men han har det faktisk ikke godt med at være på. Derfor var han heller ikke glad for at optræde som komiker, selvom han ret hurtigt brød igennem som stand-up’er. Det kom derfor ganske belejligt, at han fik mulighed for at stille sig lidt i baggrunden, uden sceneskræk, og lade andre være i centrum. Han begyndte at lave film.

I starten en række relativt sofistikerede, men egentligt ganske banale komedier med mange besynderlige indfald. Men langsomt skabte Allen sin stil, sin interesse i at koble komedien til tragiske undertoner. Og fik et særdeles stærkt og holdbart resultat ud af det. Et resultat, der stadig holder i dag.

Vendepunktet var Annie Hall (1977). På mere end én måde. Ikke nok med at han her indledte sin helt særlige måde, der kan skildre det menneskeligt eksistentielle, det banale og det helt almindelige på en unik tragikomisk måde. Med denne film brød også Dianne Keaton igennem. Også i Allens liv. Det skulle blive et startskud til et filmkatalog, der fortæller ligeså meget om Allens privatliv som om filmene selv. Allens kvinder glimrer nemlig både på lærredet og i hans liv. På godt og ondt.

Værst var det, da han – under sit forhold til Mia Farrow – indledte et forhold til dennes adoptivdatter. Farrow og Allen gjorde Husbands and Wives (1992) færdig, mens de lå i hårdhændede forhandlinger om deres fælles søn. Ironien vil det tilmed, at de to skuespillere i samme film også går fra hinanden. Præcis som de gjorde parallelt i virkeligheden. Allen er i dag gift med adoptivdatteren Soon-Yi Previn.

Selvom dette i nogen grad er et tilfælde, fortæller det en hel del om den måde, som Allens film trækker kraftige veksler på hans hovedstol. Det virkelige, levede liv – i forandret og bearbejdet format. Som amerikansk jøde, opvokset i et antisemitisk miljø, med en far med et løst bælte og en mor, der ønskede, at han skulle være alt andet end en offentlig person, er der grobund for et tungsind og en eksistentiel overvejelse, der fylder. Det prisværdige og ganske enestående er, at Allen – gennem hele sin karriere – har trukket på denne baggrund, hentet inspiration i den helt store, tunge filmiske modernisme, men han har formået at omsætte det til komik og satire. Og stærk selvrefleksiv ironi. Ikke altid lige vellykket, men altid med et resultat, der indbyder. Byder på noget. Mere end de fleste. Det er de færreste, der har – og har haft – så meget på hjerte som Allen.

Derfor er det så nemt og så svært at lave en dokumentarfilm om Allen. Det er nemt, fordi han først og fremmest selv leverer de nødvendige og skarpe indslag undervejs i interviews. Det er nemt, fordi hele det store filmkatalog – over 40 film, still counting – også selv fortæller en nærmest parallel fortælling.

Men det er svært, fordi der er så meget, der skal med. Så meget, der uvægerligt må mangle, så mange passager og elementer, der fortæller bare et lille gran om den store ouvre. Woody Allen – A Documentary træffer nogle valg og fravalg. Og gør det oftest velovervejet. Men den tager nogle lette løsninger undervejs, og efterlader store dele af bagkatalogen uberørt.

Det er fx en problematisk, indføjet kvalitetsvurdering, at der næsten intet er nævnt om den midterste del af 90’erne og den første det af det nye årtusinde. Alligevel formår filmen – på syv kvarter – at komme godt omkring store og centrale dele af et uoverstigeligt arkiv fra en af verdens vigtigste nulevende komikere.

Filmen kommer til at fokusere for meget på det, der vil sælge netop denne film i dag. På Scarlett Johansson, på Owen Willson, på Josh Brolin. Men kommer slet ikke ind på Small Time Crooks (2000), Mighty Afrodite (1995) eller hans seneste bedste (og dybt selvironiske) film Whatever Works (2009).

Det ville have været helt oplagt at inddrage Mighty Afrodite, fordi den nærmest er en autoanalyse af forholdet mellem det komiske og det tragiske – på den sørgelige resonansbund, som enhver ordentlig komedie balancerer knivskarpt på. I stedet får vi ligegyldige ræsonnementer om instruktion af skuespillere uden refleksion over dybden i de mange eksistenstunge film, som Allen har lavet så mange af.

Når det så er sagt (og det kommer naturligvis fra en person med sine helt klare præferencer i det store katalog), så er Woody Allen – A Documentary en nødvendig række valg, der fortæller noget om den umulige opgave, det er, at koge Allen ned til en kort maggiterning. Filmen ligner faktisk en Woody Allen-film. Helt bevidst! Og den formår at være afsmittende og livsglad, ligesom enhver må føle det efter at have set en Allen-film.

Filmen fortæller ikke kun historien om en forknyt knægt med en skæv vinkel på verden. Den fortæller også noget om, hvor sikker en instruktør, den usikre Allen hele tiden har været. Han er blevet advaret om at lave for mange film, men peger selv på, at hvis han nu laver tilpas mange, så må han da ramme plet bare engang imellem. Det er sagt af en mand, der ved, hvad han er værd. Men han ved også, hvad der er noget værd. Woody Allen – A Documentary vil appellere til alle, der ikke kan lade være med at glæde sig over, at han aldrig kan holde op med at lave film. Må han blive ved, til han er 100.