Det er ikke ofte, at en krimi vinder guldpalmer i Cannes – ikke des mindre var det tilfældet sidste år. Det hvide bånd, der er instrueret af den efterhånden velkendte østrigske instruktør Michael Haneke, er dog heller ikke nogen almindelig krimi. Den nøjes derimod med at bruge krimiens mysterium som en igangsætter og tilbagetrukket formel, der i stedet levner plads til en gribende og ikke mindst intellektuel fortælling om et lille tysk landsbysamfund kort før Første Verdenskrigs udbrud. Michael Haneke har med stilsikker hånd skabt en fornem film, der trækker klassiske tråde tilbage til Ingmar Bergmans og Carl Th. Dreyers respektive film.

I den lille by begynder vi med det omtalte mysteriet. En dag – som mange andre – er byens læge ude på en ridetur, som han ofte er. Da han i fuld fart ridder retur mod stalden, har ukendte spændt en tynd og for doktoren usynlig tråd ud, som han ridder ind i, ryger for over hesten og kommer slemt til skade. Det er dog kun starten på små, mystiske hændelser, der skal – gennem længere tid – mystificere den lille by. En kvinde omkommer på savværk under besynderlige omstændigheder, en lade brænder, og en handicappet dreng uden sprog tortureres. Alt sammen uden at det er helt klart, hvem der har gjort det – eller hvorfor.

Disse mystiske hændelser er imidlertid kun et skelet, som filmens egentlige fortællinger er bundet op på. Det, som det hele kommer til at dreje sig om, er byens små fortællinger om byens børn, lægen, baronen, pastoren, husbonden og ikke mindst byens lærer. Det er læreren, der i øvrigt forbliver unavngivet, som er vores fortæller – han leder os ind i mysterierne og meget tæt ind på byens mange krydsende spor. Så langt, at det selvfølgelig skal være mistænkeligt, at han ved så meget, som han gør om alle – uden i øvrigt at antyde, at han er gerningsmand. Det er i stedet et hengemt metateknisk fortælletrick, der hjælper os som seere til at vide mere. Filmen handler ikke (kun) om forbrydelserne, men om alt det, der sker mellem sprækkerne i det lille, på overfladen ekstremt kontrollerede samfund.

Filmen er sort/hvid, hvilket ofte er et interessant element, når en film tør bruge den monokrome stil. Den tyske instruktør Wim Wenders har engang – i The State of Things – sagt, at man med sort/hvid har muligheder med filmen, som man ikke har med farver: ”Livet er i farver”, er der heri en der siger, ”men sort og hvid er mere realistisk – i sort og hvid kan du se the shape of things”. De manglende farver er i Det hvide bånd også et meget skarpt signalement af, hvad det er for et menneskesyn, der er efterladt under overfladeidyllen: religiøs underkastelse, patriarkalske øretæver og en baron, en læge, en pastor med fingrene lidt for langt fremme. Det hvide bånd – som lægger navn til filmen – henviser til pastorens opdragelsesmetode over for sine egne børn, om hvis arm han binder et hvidt klæde, fordi de skal huske på, at de uskyldsrene. En anden søn, der langsomt er ved at opdage sin spirende seksualitet, binder han til sengen. Filmen viser i sandhed the shape of things.

Filmen, der på tysk også hedder Das weiße Band, har undertitlen Eine deutsche Kindergeschichte – en tysk børnefortælling. Det peger på den øjenhøjde, som filmen er fortalt fra. Godt nok er det læreren, der er filmens egentlige fortæller, men det er børnene, som sætter tempoet og er i fokus. På den måde handler filmen også om, hvordan det er at vokse op – og ind i – et samfund, der ikke kun er ganske moralsk monokromt, men også gemmer på hemmeligheder, der leder til forbrydelser. Så selvom, at filmens krimispor er sekundært i forhold, hvad der egentlig er på færde, så er det i samfundet samtidig også den grundlæggende bevæggrund til, hvad vi er vidne til.

Filmen minder på den måde om flere af de fortællinger, som både Bergman og Dreyer har givet os. Bergmans Fanny og Alexander springer i tankerne, mens Dreyers Munk-filmatisering Ordet også melder sig – en skygge fra vinduessprosser, der falder som et kors, henviser direkte til Dreyer. Den cinematografiske stil har også meget at takke begge nævnte instruktører for, idet den visuelle symbolik i Det hvide bånd er vægtet mindst ligeså tungt. Skygger spiller en særdeles stor rolle i filmens forsøg på at bibringe et opklaringselement. Gennemgående er filmen ikke andet end antydninger – den efterlader os i netop de sprækker, der åbner sig på klem, men aldrig bliver slået op på vid gab (det kender vi også fra fx Bergmans Såsom i en spegel). På den måde er Det hvide bånd en film, der formår at fungere på to niveauer. For det første er det en film, der subtilt antyder vinkler, som vil henvende sig til den intellektuelle filmseer. Men for det andet fortæller den også en gribende forståelig fortælling om et landsbysamfund med et ulmende, uerkendt problem. Det hvide bånd fortæller den dystopiske historie om den vrangside, som vi aldrig rigtig fik at se fra Korsbæk.