Djengis Khan (org. Mongol) fortæller historien om knægten Temudjin, der bliver født i en lille høvdingeklan. Her overværer han et angreb, hvor flere af klanens medlemmer omkommer, og Temudjin – der på dette tidspunkt kun er ni – sværger hævn. Derfor stjæler de angribende ham som slave, men han er endnu for lav til, at de må slå ham ihjel. Det er Temudjins held, for han får derfor mulighed for at slippe væk. Dette er starten på Sergei Bodrovs storfilm om en af verdenshistoriens mest interessante herskere, nemlig Djengis Khan. Djengis Khan, der betyder ’verdens hersker’ på mongolsk, nåede i sin livstid at erobre halvdelen af den kendte verden. Det mongolske rige strakte sig, da det var størst, så langt som til det østlige Europa.

Men det er ikke filmen om en erobrer, vi får i Djengis Khan. Det er i stedet en fortælling om Temudjins opvækst i det hærgede og livsens farlige nomadelandskab nord for det nuværende Kina. Allerede fra barns ben af viser Temudjin sig som meget mindre traditionalist, end der ventes af ham. Han bryder i en alder af ni allerede med de herskende traditioner om, hvordan man udvælger sig en hustru, hvor Temudjin ikke lytter til sin faders råd om, hvad en god hustru er. Han fortryder aldrig valget, og pigen Börte bliver hans elskede livsledsagerske gennem godt og ondt. Filmen bygger angiveligt på den førende videnskabelige forskning i dette middelalderlige mongolske riges skabelse, og den fortæller derfor – snarere end den overleverede historie om en barbarisk hersker – mere om en mand med nye tanker. Djengis Khan har et anstrøg af historierevisionisme over sig.

Filmen tager sin begyndelse, da Temudjin sidder i voksens fangenskab i sin sene ungdom. På dette tidspunkt ser han allerede ud som en aldersvækket figur, der er bidt af vejret og det til tider ekstreme klima i det nordlige Asien. Vi skal dog ikke skue denne udsultede mongolske hund på hårene, for der er i sandhed kræfter i ham. Stedet således kommer til at fungere som et filmisk udtryk for naturens signifikans. Klimaet har personligt tæret på Temudjins udseende, mens det derved bliver gjort klart, at naturens virke er en del af dannelsen af denne mongolske storhed. Dette ekstrapoleres gennem hele filmen til et fabelsmukt naturportræt af det mongolske område. Vejr og klima spiller derfor en både karaktermæssigt og skønhedsæstetisk helt central rolle. Sergei Trofimovs cinematografi er en storfilms udtryk værdigt.

Ydermere er fortælle- og kamerastil tvundet smukt ind i hinanden i en struktur, der kommer til at fremstå som langsommelig og dvælende. Nærmest koreansk af inspiration. Selvom vi undervejs, som der sig hør og bør, selvfølgelig får blodudgydelser i spandevis under de mange voldsomme slag, så formår Djenghis Khan at trække tempoet ned. Derved fokuserer filmen mere på det psykologisk karakterologiske, præget af vind og vejr, end det historisk elementære. Med kærligheden lurende i baggrunden, nye reformatoriske tanker om et riges lovgivning og naturens luner som resonansbund fortæller filmen om, hvordan en verdenshersker blev til. Det er ikke historien om et erobringstogt, og det er heller ikke historien om truende barbari. Djengis Khan tager samtiden på sig, og fortæller en gribende og særdeles velkomponeret livshistorie om en klanleder, der ender med at kæmpe mod sin egen bror.