Norge er ikke et land, der normalt har for vane at sprøjte grundige filmiske gys ud, og det er til trods for, at det egentlig er et land med de meteorologiske og naturmæssige luner, som kunne skabe baggrundsstemningen i skrækfilm. Alligevel har vi – blandt andre – inden for kort tid fået zombiefilmen Død sne og nu også Rovdyr, der viser, at Norge også kan levere genreduelige gysere. Uden den store nytænkning har den skandinaviske filmindustri fået øjnene op for gyserpotentialet, hvilket kun kan give håb om bedre tider, hvad det angår. For Rovdyr er – for hvad den er – en ganske fornuftig og instinktiv slasher.

Formlen er velkendt, og det signalerer filmen fra starten, at den er meget bevidst om. Filmen foregår i 1974 i en ukendt norsk skov, og årstallet er med sikkerhed ikke valgt tilfældigt. 1974 var nemlig året, der bragte os filmen Black Christmas, som normalt regnes for at være den første amerikanske slasher film, mens Texas Chain Saw Massacre i øvrigt også samme år så dagens lys. Ved at placere handlingen i 1974 understreger Rovdyr, at den er meget bevidst om, hvor den henter sin inspiration fra, mens den dermed også viser, hvor svært det er at videreudvikle denne gyserens – i mange øjne – lidt banale lillesøster.

Fortællingen er da heller ikke kompliceret. Fire unge tager, som vi kender det så godt, uden for lands lov og ret for at holde ferie, men herude venter farer, som de ikke venter. De møder godt nok en noget desillusioneret pige på deres vej, som de giver et lift, men da de ikke hører på hendes advarsler i tide, fanges de i et besynderligt spil: I skoven på bjergryggen jages de som vildt af nogle jægere, der bestemt ikke har tænkt sig at lade dem slippe ned fra fjeldet i live. Med andre ord er handlingen lige ud af bjergvejen, selvom filmen dog tager nogle – her usagte – småvendinger. Det er nemlig ikke helt klart, hvem det er, der er rovdyret.

Filmens cast består stort set af debutanter eller skuespillere, der har haft ultrasparsomme roller i tv-serier eller film. Derfor er det på sin ganske overraskende, hvor velspillet, filmen er. Særlig fremhævelsesværdig er Henriette Bruusgaard, der spiller den tiltrækkende Camilla. Bag skrivepulten på manuskriptet – sammen med instruktør Patrik Syversen – sidder Nini Bull Robsahm, der også selv spiller med i filmen. Samlet set er filmen vellykket udi det, som den sætter sig for at være. Derfor er den ikke at regne for særligt dybsindig eller sprudlende nyskabende, men i stedet leverer den blod, dyrisk instinkt og slagtescener, der lader hånt om sarte sjæle. De fire udsatte unge havner – bogstaveligt talt – i elementernes vold, med streg under vold.

Film som disse stiller skarpt på menneskets instinktive reaktionsmønstre, og ofte kommer resultatet til at fremstå temmelig utroværdigt og overvurderet panisk hos ofrene og undervurderet køligt hos gerningsmændene. Det er ikke tilfældet i Rovdyr, der – selvom plottet i sig selv selvfølgelig er så tænkt, som genren kræver det – faktisk virker troværdig. Kamerastilen, der gudskelov fraviger fra lad-os-stikke-ud-i-skoven-og-lave-os-en-ny-blairwitch-film-stilen, fremstår i filmen faktisk veltilrettelagt kælende, hvilket kun fremtvinger bedre tortur- og smertescener, når dette er nødvendigt – for det er det jo. Rovdyr er simpel, men i sin simplicitet lever den op til de forventninger, den selv rejser.