I fiktionsfilmens verden findes primært to slags gæster fra det ydre rum. Der er de nuttede, venligtsindede aliens - som vil minde seeren om livets mangfoldighed og appellere til vores tolerance overfor ting, der kan virke fremmede, og dernæst er der den dominerende type af rumrejsende, der udelukkende er kommet forbi vores solsystem for at myrde, hærge, angribe og ødelægge. Kort sagt en fælles – ofte teknologisk overlegen - fjende, der ansporer den håndfuld modige mennesker som forsøger at bekæmpe truslen til at yde sit bedste.

I World Invasion: Battle Los Angeles er det den sidstnævnte kategori af aliens, som har inviteret sig selv til Jorden. Filmen starter in medias res med at vise invasionen i fuld gang. En deling meget nervøse soldater betragter ødelæggelsen ud af helikoptervinduet og alt peger på at det ikke er dem der ender med at sejre. Som science-fiction- og actionfilmsfan sidder man sidder lidt og håber på at filmen bare fortsætter hér, men da man i dyre amerikanske film åbenbart ikke kan undvære en baggrund for såvel begivenhederne som de soldater, der er sat på den nærmest umulige opgave, springer filmen hurtigt et døgns tid tilbage, for at få præsenteret heltenes vigtigste karaktertræk og for at vise optakten til den pludselige invasion fra rummet.

Det er ikke nyt at hele jorden bliver invaderet af fjendtligsindede fremmede, moderen af alle denne type historier er uden tvivl H. G. Welles roman Klodernes Kamp, der som bekendt har affødt flere mere eller mindre vellykkede filmatiseringer. Dertil kommer fortællinger som Invasion of the Body Snatchers (da. Stjålne kroppe) som dog er en langt mere subtil overtagelse af vores verden. Filmisk placerer World Invasion: Battle Los Angeles solidt sig et sted mellem Independence Day, Black Hawk Down, både med hensyn til det lokalpatriotiske islæt og de umådeligt velorkestrerede actionsekvenser. Samtidig kan man som ivrig videogamer ikke undgå at tænke på spil som Resistance eller lignende first-person-shooters, hvor der bydes på ivrig kamp mellem mennesker og rumvæsener.

Det er ikke det nuancerede karakterskuespil som er i centrum her, men det gør heller ikke så meget for World Invasion: Battle Los Angeles synes ikke at have mange andre formål end at give adrenalinjunkien det fix som man engang imellem så hårdt har brug for. Der bruges ikke megen tid på dialog, endsige at tegne komplekse karakterer og det er lige som det skal være i denne sammenhæng.

Det vigtige ved denne type film er ej heller skuespillet eller dialogen, det er primært om effekterne og især de invaderende styrker som er i centrum. Seeren placeres i den første del af filmen i samme sted som den heroiske deling soldater – der er ingen der ved hvordan de fremmede ser ud, eller hvorfor de har valgt at gå så aggressivt til værks overfor jordens befolkning. Scenerne hvor marinesoldaterne nervøst prøver at navigere gennem LAs tilrøgede gader er ganske stemningsfulde og kontrasten til de eksplosive kamphandlinger, som senere bliver filmens vigtigste drivkraft, er perfekt.

Ideen med at lade gruppen af soldater være central synes at være en af filmens centrale pointer, da mennesket muligvis er svagt alene, men sammen står stærkere end invasionsstyrken. Samtidigt repræsenterer soldaterne også en pose etnisk blandede bolcher, der i et amerikansk perspektiv, med fare for overfortolkning, kan ses som en miniatureudgave af den berømte melting-pot. Selv om disse elementer er til stede, selv om marinesoldatens ukuelige mod flere gange overdrives og selv om filmen heller ikke kan undgå at lade en af figurerne holde en brandtale på et kritisk tidspunkt, bliver det aldrig helt så klægt og ærkeamerikansk, som man har set det andetsteds.

Det er dejligt forfriskende at filmen ikke at forklare alle aspekterne af invasionen til seeren, eller for den sags skyld lader tilskueren få tid og mulighed til et nærstudere af de væmmelige rummænd. Der overlades en del til seerens fantasi og det skal i denne sammenhæng opfattes som et virkeligt plus, da andre, lignende film tidligere har irriteret ved at skulle være utroligt belærende. Der er nok flere genrefans, der har rullet med øjnene og sukket dybt i de sekvenser hvor film har afsat tid til at skære detaljer helt ud i pap, selv om de fleste kvikke tilskuere allerede sidder med facit.

Skønt er det også at se Aaron Eckhart som den centrale actionhelt. Mange af de andre roller han har spillet har været meget mere afdæmpede (muligvis med undtagelsen af The Core), men hans firskårne ydre og hagekløften er bestemt ikke i vejen når man skal spille barket marinesoldat. Det gør han faktisk så overbevisende, at man kan forundres over at han ikke har fået den slags dynamiske roller før.

World Invasion: Battle Los Angeles er ikke banebrydende sci-fi, men det er også en film, der bestemt er en hel del mere seværdig end forårets Skyline. Der er stort set ikke et roligt øjeblik i de små to timer filmen varer. Dette skal naturligvis forstås som den varmeste anbefaling, da filmens præmis - marinesoldater mod rumvæsener - ikke kan løses på mange andre måder. Hører man til de seere, der konstant brokker sig over det håndholdte digitalkameras æstetik, som efterhånden er blevet fast inventar når der skal laves billeder af krig, så bør man tage en søsygetablet god tid før filmens første billeder viser sig. Men for os andre, der ikke har problemer med rystelserne, så fungerer billedsiden upåklageligt. Selv om filmen har en afrunding, så er slutningen også så tilpas åben, at man kan håbe på, at det ikke bliver det sidste vi ser til disse nederdrægtige rumskurkes hærgen.