Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Green Hornet (119 min.) Biografversion / Sony Pictures
Anmeldt 3/2 2011, 21:37 af Torben Rølmer Bille

Veloplagt remake


Veloplagt remake

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fortællingen om The Green Hornet er langt fra ny. Der er sikkert mange, der har hørt om tv-serien fra starten af 1960’erne, hvis mest bemærkelsesværdige træk var at den grønne hveps’ medhjælper - Kato - blev spillet af en ung Bruce Lee, som senere skulle blive den mest ikoniske kampsportsudøver nogensinde. Men ud over dette er der ikke ret mange, der kender til serien herhjemme.

Historien om de to maskerede helte og deres seje, sorte bil går dog faktisk meget længere tilbage end til 60erne, for The Green Hornet startede som radiospil allerede i 1936 – i kølvandet på andre maskede heltetyper som eksempelvis The Shadow og Lone Ranger. Der gik ikke længe før The Green Hornet også optrådte i pulp-litteraturen og i fyrrerne blev der skabt en række seriefilm (27 i alt) der med obligatoriske cliffhangers til at afslutte hvert segment forsøgte at lokke folk i biografen uge efter uge, for at se hvordan Hornet og Kato klarede ærterne.

Man kunne måske tro at historien om denne helt er utroligt antikveret set med nutidige øjne, for langt de fleste vil eksempelvis påstå at det var James Bond filmene der grundlagde ideen med en bil med specialudstyr, eller at det i historier om Batman, hvor vi for første gang så en helt der levede et dobbeltliv som henholdsvis maskeret helt og playboy-millionær, så var The Green Hornet altså før begge.

I dette lys kan det måske også være svært at forestille sig at en ny version af denne fortælling kan gøres særligt interessant, idet det jo basalt set er et plot man efterhånden har oplevet til hudløshed i andre sammenhænge. Derudover er ideen om at Seth Rogen – som de fleste nok kender fra film som Superbad, Knocked Up eller Observe and Report – der både har skrevet manuskriptet og desuden har valgt at spille hovedrollen i pågældende film selv, lidt mystisk, for kan Rogen virkelig sparke røv som veritabel actionhelt? De fans der har set ham i filmen Pinapple Express har i hvert fald set fået syn for sagen før.

Rogen er i The Green Hornet ikke en superhelt i traditionel forstand, for selv om kampsportseksperten Kato har en nærmest overnaturlig evne til at være uhyggeligt hurtig til at ekspedere forbrydere og deres våben, så er hovedpersonen kun i stand til at nedkæmpe modstanderne takket være diverse gadgets som Kato har bygget til ham og hvis dette fejler - traditionelle slå-på-tæven taktikker. Men hvad vor hovedperson, med det lidt uheldige fornavn Britt, mangler i helteegenskaber, har han til gengæld i kvikke bemærkninger, for The Green Hornet lever i høj grad på sine morsomme dialogsekvenser, sin ironiske distance til sine figurer, filmens visuelle opfindsomhed og i langt minde grad den nærmest overflødige 3D effekt, som i denne omgang ikke tilføjer noget som helst til oplevelsen.

Selv om det ikke er 3D der skal få folk til at flokkes i biografen, så er der alligevel al mulig grund til at se The Green Hornet hvis man holder af actionkomedier i den helt traditionelle, bombastiske stil, eller af den type film, som byder på en klassisk, genrefortælling om den skødesløse søn, der arver et forretningsimperium efter sin fader og derfor må beslutte sig til om han skal træde i faderens fodspor, tage det ansvar der følger med, eller om han fortsat vil leve et liv med overfladiske bekendtskaber og vilde fester. Endelig er det en film for de der bare vil have en sjov tur i biografen.

Filmen er klassisk i den forstand, at den byder på smarte one-liners, en masse bulder og brag, og en skurk, der er mindst lige så interessant som vore karsimatiske, utilpassede hovedpersoner. Skurken Chudnofski spilles af Cristoph Waltz, som vi sidst så som den nederdrægtigt onde jødejæger i Quentin Tarantinos Inglorious Basterds (her / og her). Det virker som om Waltz er blevet typecastet til denne rolle, for på mange måder så spiller han sin nye skurk med samme blanding af charme og psykopati som i førnævnte film. Cameron Diaz pryder også plakaten, men hun indtager en sekretærrolle, der ikke giver hende ret meget at arbejde med, men som æstetisk blikfang fungerer hun stadig glimrende.

En af de ting der gør vore to hovedpersoner morsomme er også at de er så forskellige, faktisk i sådan en grad at de på et tidspunkt i filmen ligefrem kommer op og slås med hinanden. Her er det ikke svært at se det intertekstulle vink til Inspektør Clouseau og hans tjener Katos mange kampe i filmeserien om Den Lyserøde Panter.

The Green Hornet bringer umiddelbart ikke noget som helst nyt til genren, ud over Rogens utroligt underholdende dialog, der både falder ham og hans medspillere meget naturligt og som indimellem virker utroligt improviseret. I al fald kan man sige at filmen – lige som Superbad – byder på en masse replikker, slang og kraftudtryk der vitterligt lyder som nogle man sagtens kunne forestille sig er ganske realistiske, hvis taleren vel og mærke er både kvik, morsom og ikke mindst nede med det nyeste, svedigste slang. Seth Rogen har, kan man hævde, en virkelig god sans for såvel mundlort og komisk timing.

Desværre er Michen Gondrys ganske velkendte varetegn – de analoge effekter - næsten ikke til at få øje på. Selv om filmmagerne hævder at virkelig mange af deres stunts og effekter er blevet til uden store mængder CGI, så kan man godt savne endnu flere opfindsomme elementer – for det er dem vi kender og elsker Gondry for.

Oprindeligt var det den kinesiske superstjerne Stephen Chow der var sat på som både filmens instruktør og i rollen som Kato. Hvis han ikke var hoppet fra projektet, kunne man godt have forestillet sig at filmen ville have været endnu mere underholdende, men det skal ikke forstås som om The Green Hornet er en fiasko, det er i stedet en film, der er utroligt veloplagt mens den ruller over skærmen, men ganske som de snacks man har indtaget undervejs, er det hele også hurtigt er fordøjet og ude af systemet igen. Omvendt set, så er det også en film som man gerne vil gense, for den er massivt underholdende så længe den varer.


Forrige anmeldelse
« Sweatshop «
Næste anmeldelse
» Strigoi – the undead »


Filmanmeldelser