Antologifilm er en særlig genre, der i overvejende grad knytter sig an til thriller- og gysergenren. Filmen former sig som regel som en såkaldt wrap around story, hvori enkelte små fortællinger dukker op, og som oftest er knyttet sammen af et overordnet tema, der kan være mere eller mindre gennemgående. Genren fik en renæssance i 80’erne, hvor tegneserien Tales from the Crypt blev omsat til tv-serie og større filmproduktioner. Den Stephen King-baserede serie Creepshow gjorde også sit til at fremme denne type film, og disse satte såmænd ganske vist genrens nutidige præg, men der går en række fortilfælde forud for dette.

Denne serielle struktur prægede også den klassiske thrillerserie Hitchcock Presents, hvor nærmest det eneste sammenbindende element var Hitchcock selv. Det samme gælder den ultimative klassiker på dette felt, nemlig Twilight Zone, men ingen af disse bærer andet end serieelementet. Det er sjældnere, at disse er omsat til længere spillefilm omfattet af en wrap around story. Først i 80’erne og særligt i 90’erne begiver Twilight Zone sig også ud i dette.

Det betyder selvfølgelig, at inspirationskilderne til sådanne film er mange, men sjældent kan man placere en så præcis første film i en genre som her, nemlig Dead of Night fra 1945, der netop er genudgivet med den danske titel Nattens mysterier. Det er dog kun inden for filmens genre, for denne fortællestruktur med en overordnet fortælling med små underordnede fortællinger er ikke noget, der på dette tidspunkt var ukendt. Eugéne Sues roman Paris’ mysterier, som blev publiceret 1842-43 i den franske avis Journal des débats, bar eksempelvis nogle træk, der ligner antologifortællingen. Men som film er Dead of Night den første, der benytter sig af denne struktur.

Filmens wrap around story handler om arkitekten Walter, der besøger en engelsk landejendom, som han skal ombygge. Det går dog hurtigt op for ham, at han har været der før – gentagende gange i en drøm. En tilstedeværende doktor i psykologi afværger dog dette med videnskabelige midler, men eftersom Walter mere og mere kan forudsige, hvad der sker, får doktoren sværere og sværere ved at forklare hændelsen.

Derfor fortsætter de øvrige gæster på ejendommen med at udfordre doktoren med historier om deres egne paranormale oplevelser, som de har haft svært ved at forklare. Det viser sig undervejs, at de alle sammen faktisk har noget at dele med de andre, og det er disse små fortællinger, som er indlagt i den store fortælling om Walters drøm. Filmen udvikler sig på den måde med både en gennemgående fortælling, mens de enkelte fortællinger – af varierende kvalitet – falder ind, hvor det passer i dialogen.

Derfor er filmen i højere grad – end eksempelvis de omtalte Tales from the Crypt – præget af en helhedsstruktur. Det er ikke kun fortalt af en fortæller, som sidder gemt væk i en krybbe, men det hænger i stedet såvel tematisk gennem drømmefortolkning og diskussion af paranormale fænomener som fortælleteknisk langt bedre sammen. Samtidig formår filmen også at knytte nogle spændende og overraskende knuder til slut. Af samme grund er Dead of Night på alle måder en værdig prototype for antologifilmen, og det er overraskende, hvor godt denne thriller faktisk holder den dag i dag.