Det japanske animéstudie Ghibli kender de fleste som holder af tegnede film, især på grund af Hayao Miyazaki, der blandt animatorer regnes for en af de allerbedste. Det er dog ikke alle film fra Ghibli som har Miyazaki som chefanimator, eksempelvis er det nu blevet muligt for danske børn og deres forældre at få fingrene i fablen Pom Poko, der godt nok er baseret på en fortælling af førnævnte, men som er instrueret af dennes kollega.

Selv om coveret til filmen tilsyneladende virker som et der umiddelbart indbyder de allermindste til at se med, så bør man være opmærksom på at det ikke er muligt at se filmen med dansk tale – den eneste versionering er på japansk, så med mindre familiens yngste enten er fremragende til at læse, eller kan forstå japansk, så er de fortabte uden deres forældres hjælp. Selvfølgelig kan de nyde de flotte animerede sekvenser, men siden meget af historien præsenteres dels via en fortællerstemme, dels gennem dialogen mårhundene imellem kan det sikkert være svært for de mindste at følge med i denne økofabel.

Kort fortalt så er filmen baseret på ideen om at visse mårhunde faktisk er i stand til at forvandle sig. Lige som andre magiske dyr i Japan (ræven & katten bl.a.) kan enkelte mårhunde skifte form og i enkelte tilfælde endog antage menneskeskikkelse. Desuden er de ganske velorganiserede. Begge disse ting får de hårdt brug for, for deres naturlige habitat er truet af menneskernes rovdrift på den natur de bor i. Der er ikke så megen plads i Japan og for at kunne følge med samfundets behov for billige boliger bliver idylliske skovområder inddraget og erstatte med trøstesløs beton.

Dette er naturligvis et hårdt slag for dyrene i filmen, der bliver nødt til at gribe til ret drastiske midler i forsøget på at få vendt denne udvikling. Så de forsøger først at sabotere håndværkernes materiel, og da dette kun har begrænset effekt, så organiserer dyrene, i filmens måske mest spektakulære scene, et spøgelsesagtigt optog for at skæmme byboerne væk fra deres lejligheder.

Tegnestilen skifter flere gange filmen igennem, fra ganske naturtro gengivelser af mårhunde der boltrer sig med deres unger, til mere animé-nuttede figurer som indimellem også krænger helt ud i groteske karrikaturer. Det kan lyde mystisk, men underligt nok fungerer disse sømløse overgange fra realisme til det fantastiske rigtigt glimrende og er blot med til at understrege filmens transformationstema.

Ud over den manglende danske dialog kan enkelte forældre måske også komme i forklaringsproblemer i de scener der er centreret på hanmårhundenes pung – som enkelte virkelig magiske individer kan trylle så stor at den kan fungere som faldskærm eller spændt ud som en trampolin. Dertil kommer at tegnerne bevidst har tegnet synlige testikler på alle handyrene, noget man i hvert fald ikke er vant til i Disney-regi.

Den tredje ting der taler for at dette ikke er en film velegnet til husets mindste, er at den varer to timer og det er – i denne anmelders erfaring - de færreste småbørn der har lyst til at sidde stille så længe, selv om filmen i alle andre henseender er både flot, charmerende og underholdende.

Kapellets råd må derfor være at betragte Pom Poko som en animéfilm, der sikkert appellerer til et japansk børnepublikum, men at man enten skal være en animationsinteresseret voksen, eller et større barn, der er villig til at se tegnefilm fyldt med nuttede bamser for handlingens skyld, for den er faktisk både ganske kompleks og fyldt med sidehistorier og mindeværdige karakterer. Pom Poko er langt fra den bedste film fra Ghibli, men den er samtidig uendeligt mere interessant – både hvad angår animationen og fortællingen – end meget af det serieproducerede bras, som kan ses overalt på tv.