Henning Mankells berømte svenske detektiv Kurt Wallander snakker stadig engelsk. I romanerne kan han engelsk, men vralter sig oftest gumpetungt igennem de engelske gloser. Sætter vi så den britiske Shakespeare-skuespiller Kenneth Branagh til at spille Wallander, får vi et mættet og pletfrit engelsk. BBC producerede og udsendte i 2008 en miniserie i tre afsnit med Kurt Wallander som hovedkarakter baseret på tre Mankell-krimier. Nu er fortsættelsen i endnu tre afsnit kommet i en samlet dvd-boks, så vi igen kan træne den nye måde at sige Kurt Wallander på: [kørd wållændør].

Denne gang er turen kommet til første, fjerde og sjette bog – Mordere uden ansigt, Skyggerne og Den femte kvinde – i den ti bind lange romanserie om Wallander. Fordi BBC på den måde ændrer på rækkefølgen er de selvfølgelig nødsaget til at foretage nogle små ændringer for at indskyde en vis føljetonstruktur, men de enkelte afsnit kan fint stå alene – og fastholder derfor også i store træk den handling, som romanerne har. Mankell overholder dog heller ikke en kronologisk fortællerækkefølge i sine romaner, så der er faktisk nogle fordele ved at vælge disse ud. De bliver i BBC’s version tættere bundet sammen.

Det betyder derfor ikke, at der ikke er noget at komme efter i serien, selvom miniseriens anden kollektion følger Mankells egne grundstrukturer. Kenneth Branagh, der for lang siden forelskede sig i den svenske detektivkarakter, er i høj grad et virkeligt interessant bud på den melankolske, opfarende og sensitive efterforsker, der synes at tage alverdens synd på netop sine egne skuldrer. Det er – lidt som i forbindelse med James Bond – en genkommende diskussion, hvem der er den rigtige Wallander. Jeg ved ikke, om Branagh ”overholder” romanernes karakter, men han formår i vid udstrækning at tilføre rollen noget, som hverken Rolf Lassgård og Krister Henriksson.

Wallander er en romantiker fanget i en moderne krop. Eller sagt på en anden måde: Han er en Kierkegaards melankoliker, der nærer den tvivl til sine omgivelser, som til tider får korthuset til at vælte. Samtidig er han en efterforsker, der er indsat i det mest moderne hverv, vi kender til – som politimand. Vi ved, at han i sin tid gerne ville være kunstner, men opgav denne vej til fordel for at blive en intuitiv detektiv, der dog ikke glemmer den kunstneriske sensibilitet, som han bærer med sig fra sit fædrene ophav. Og det er netop denne splittelse, som Branagh formår at skildre og bringe frem gennem sit spil. Måske er det hans Shakespeare-erfaring, der spiller ind – Shakespeares renæssancetragedier bærer til tider lidt den samme fornemmelse for det fremadrettede moderne og det tilbageskuende romantiske.

Det betyder dermed ikke, at disse tre krimier fremstår som utvetydige kunstneriske mesterværker, hvilket også er svært for så genrefaste formelfortællinger. Men det, som disse tre film – sammen med den første miniserie – gør, er at drage nytte af den mangel på interesse for plotting, som Mankell selv viser i sine romaner. Det betyder ikke noget, at plottet ikke er skarpt skruet sammen og efterforskningen ditto, for det handler i højere grad om at afspejle en intuitiv og sensitiv Wallander. Det formår romaner såvel som film at gøre gennem en langsom rytme, der er afspejlet gennem en relativt lav klippefrekvens og en kameragang, der lader Wallander afspejle sin natur igennem billeder, der skildrer netop det, natur.

Serien er samtidig nærmest mere svensk end Sverige. I Tyskland er den skandinaviske krimibølge blevet døbt Schwedenkrimi, selvom det dækker hele regionen. Det betyder, at serien – både denne og de øvrige svenske – svælger i Scandinavian design. Samtidig er billedet af Wallander, der – gentagende gange – løber gennem gule kornmarker med blå himmel over sig, et tilbagevendende symbol på den svenskhed, der forsøges skildret. Det kan momentvist virke noget kalkuleret, men der er ingen tvivl om, at det er intentionelt. Det er det lille samfunds idyl, der spoleres af de store kræfters kalkulerende grådighed. Det bliver dog i serien her – måske fordi det skal tilpasses afsnit på halvanden time – mere kasseformet, end Mankell selv formår det i sine romaner.

BBC’s anden miniserie om Wallander er dog et fint billede af en seriefigur, der kan holdes i live af nye vinkler. Mankell har for alvor – med romanen Den urolige mand – aflivet muligheden for flere romaner om Wallander, med mindre han går bagud i tid for at skrive prequels. Derfor er Branaghs og BBC’s behandling af Wallander et frisk pust på en karakter, der fandt en vis ensporethed i den med Vidnet netop afsluttede svenske serie. I serien her er han noget hårdere ramt, end han var i Henrikssons version – men han har kvittet smøgerne hos BBC (!). Men bare rolig: Han drikker stadig godt igennem: Wallander-karakteren er jo lastens hule for den vestlige kultur.