Det kan vel næppe skjules at nærværende skribent var ovenud begejstret for den første *REC film, for her var endelig en virkelig original zombiefilm. Selv om alle zombiefilm nærmest er skåret over samme læst, var der noget særligt ved den måde filmen håndterede sit emne på. *REC bød på en intens, klaustrofobisk stemning helt fra starten af, glimrende skuespil og ikke mindst en virkelig gennemtænkt brug af hjemmevideobilleder som fortællestil - et helt år før Cloverfield kombinerede dette håndholdte koncept med monsterfilmen. Af samme grund var forventningerne til efterfølgeren også ekstremt høje, især taget i betragtning at det var de samme instruktører som stod bag. Endelig er den her og heldigvis er den i stand til at levere en fortsættelse, som i den grad formår at holde standarden.

*REC 2 starter umiddelbart efter den første films afslutning. Faktisk er det første billede man ser, slutbilledet fra den første film, hvor den unge journalist skrigende bliver flået ind i mørket. Efter titlen dukker op på skærmen, placeres seeren nu i en varevogn med et svært bevæbnet SWAT team. De er på vej mod den inficerede, forseglede bygning i byens centrum. En af teamets medlemmer medbringer et større, professionelt kamera, som klogt nok vises idet man ser de andre soldaters hjelmkameraer blive testet.

Dette betyder også at seeren både får billeder af en ganske fin kvalitet når det er vores SWAT kameramand som filmer, men samtidig bruges ”tabet” i videoopløsning også som dramatisk effekt, når man pludselig skifter til et point-of-view skud fra en af soldaterne, der begiver sig alene i front for at rekognoscere. Kameraet bliver på den måde en meget mere konkret del af fortællingen end sidst, især mod filmens klimaks, hvor det skal vise sig at det kamera som er i stand til at optage i mørke, afslører ting som man ikke kan se når lyset tændes.

Samtidig opgraderer *REC 2 den metafysiske dimension, som blev antydet i den første film. Sammen med SWAT teamet følger nemlig en mand der – og nu følger en spoiler – efter et stykke tid afslører sig selv som præst udsendt af Vatikanet. Teorien er nemlig at det ikke er en menneskeskabt virus, der har forårsaget zombieangrebet, men det er derimod en række videnskabelige eksperimenter med en besat pige i centrum som er løbet løbsk. Vatikanet leder efter pigens blod, som de mener, er uvurderligt i forhold til at forebygge andre dæmoniske besættelser af folk. Som præsten siger, så skal denne situation for alt i verden standes, da han frygter at det kan være Helvedes porte, som er ved at åbne sig i bygningen. Derfor skal ideen fra den første film om et bestemt enzym der ikke kunne stabiliseres i laboratoriet muligvis forkastes, alt efter hvad seeren har lyst til. Denne blanding mellem zombier, videnskab og religion fungerer overraskende godt og forekommer også helt original. Det er faktisk lidt mærkværdigt, at ingen før har brugt den religiøse vinkel i zombiesammenhænge.

Filmen er dynamisk fortalt, godt hjulpet på vej af den kinetiske billedside, der aldrig holdes i ro. Der er sikkert enkelte tilskuere som hurtigt vil blive træt af de rystede billeder og forvirrende, paniske panoreringer rundt i den mørklagte bygning – men rådet er at slukke alt lys, sætte sig ganske tæt på sin skærm og skrue helt op for surroundanlægget, for så fungerer *REC 2 ganske formidabelt. Selv om filmen varer i næsten 90 minutter, så forstyrrer de håndholdte billeder ikke meget – for handlingen er så intens, at man helt glemmer at være irriteret over et rystende kamera.

Selv om hele filmen er skudt i subjektive vinkler, så er den samtidig så eminent lyssat at dette langt hen af vejen overskygger ustabile fokuseringer og rystede billeder. Kælkede linjer, kraftige slagskygger, ovenlysprojektorer og helvedessort mørke som vi ved gemmer på ting der bider, er med til at give filmen en utrolig dramatisk finish.

*REC 2 er ikke en film, der excellerer i special effects, men man kan godt fornemme at budgettet er blevet lidt større siden sidst. Hvad filmen må mangle i spektakulære effekter har den til gengæld til overflod i stemning, for den formår at give selv garvede gyserfans, et par reelle chok med undervejs, samtidig med at den simple historie om jagten på det utroligt sjældne blod i en enorm bygning fyldt med zombier fungerer upåklageligt. Billeder af rasende zombier, der springer ud af mørket og angriber som gale hunde, er sikkert noget, der vil forfølge en hel del seere i mareridt flere dage efterfølgende og det er jo i grunden derfor vi elsker zombiefilm!