Er man en fordomsfuld mand og opdager man at den nye splatterfilm Sweatshop er instrueret af en person ved navn ”Stacy”, så kan man måske frygte at filmen bliver en form for neo-feministisk opgør med det maskuline, evigt, fallisk penetrerende, mandsdominerede syn på kvinden som objekt: med de film hvor det maskuline blik viser seeren at seksualitet og brutal dominans er normen for alle med et y-kromoson, men det er altså ikke tilfældet - for bag det noget feminine navn gemmer der sig faktisk en mand. Dermed ikke sagt, at kvinder sikkert ikke er i stand til at instruere voldelige splatterfilm, men det har alle dage været en genre næsten udelukkende domineret af mænd.

Selv om filmen hverken har et voldsomt stort budget, selv om den er optaget på digital video og selv om dens handling ikke byder på sager man aldrig har set før, så er Sweatshop – når først hammeren svinges rundt – en gang blodig underholdning, som det er svært ved at ignorere. Der klippes, skæres, mutileres og ikke mindst hamres til den store guldmedalje – og dertil kommer at mange af karakterenes tøj, i trit med hvad vi er vant til i denne typer film, hele tiden synes at falde af.

Rammehistorien er enkel. En gruppe unge goth/punk wannnabees med hang til techno, har udset sig en fabrikshal som de vil omdanne til et gedigent rave. Problemet er blot at samme fabrikshal – af uvisse årsager – huser en tre meter høj, pelsklædt psykopat iklædt svejsemaske og bærende på en hammer, der er så stor at ”posehoved” fra Resident Evil: Afterlife næsten kan gå hen og blive misundelig. Denne fåmælte, pelsklædte kæmpe har også et par monstrøse, kvindelige hjælpere, der begge ser ud som havde de fået frikvarter fra Mario Bavas Demons og er smuttet ind i denne film for at hvæse af seeren.

Denne ondskabsfulde trio sørger hurtigt for at skabe problemer for festarrangørerne, der naturligvis – for at filmen også skal byde på nogle deciderede handlingssekvenser mellem al galskaben og lemlæstelsen – heller ikke kan enes indbyrdes. De har hver i sær en del problemer med hinanden, men disse følelsesmæssige kvababbelser ryger hurtigt i baggrunden i trit med at ansigter og rygge møder en enorm hammer i fuld fart.

Selv om filmen på ingen måde kan måle sig med film som Braindead eller Tokio Gore Police hvad angår hyppigheden af nedslagtninger, så er Sweatshop stadig ganske voldsom på udsatte steder. Ideen om at filmen ”får Saw til at ligne en Disneyfilm” som er det slogan der pryder coveret, skal altså tages med forbehold, for Sweatshop er ikke en egentlig torture-porn film, det er derimod en splatter-/slasherfilm der heldigvis ikke tager sig selv så voldsomt seriøst, hvilket også er ganske svært at gøre mens man ser den.

Man kunne godt have håbet på at filmen havde haft et lidt større budget så klimakset måske var blevet langt mere overbevisende i stedet for at minde om det man ser i et utal af Olaf Ittenbach produktioner, men effekterne fejler intet. Hvis man skal udsætte noget på Sweatshop, så er det dels dens kryptiske titel (for der er ikke noget i filmen der handler om illegale indvandrere, der arbejder for langt under mindstelønen) og dels kunne der være blevet brugt mere tid på at gøre dialogen mellem de unge ravearrangører mere interessant. Sidstnævnte finder man dog meget sjældent i denne type af film, så det skal ikke opfattes som en sønderlemmende kritik.

Til gengæld er de medvirkende ganske engageret i løjerne og selv om de fleste karakterer er ganske utroværdige og ofte opfører sig som fjolser, så gør de det med overbevisning. Så tager man ikke Sweatshop for mere end den er, så kan man sagtens nyde den som en lille, underholdende håndfuld splat, der gør at man noterer sig navnet Stacy Davidson – med et håb om at han, idet han beviser sit værd her, kan finde et større budget til sin næste film.