En af de mest interessante måder at fortælle om ondskab og sammenbrud af uskyld indfinder sig, når det er et barn, der opdager, at uskylden langsomt svinder bort. En styrket fortælling er ydermere, når dette ’fald’ også føles hos seeren selv, som det gør sig gældende i Louis Malles sene mesterværk Vi ses igen fra 1987 – med den franske titel Au revoir, les enfants. Vi ses igen var nomineret til et væld af og fik en lang række priser, herunder Venedigs guldløve. Filmen er netop genudgivet på dansk dvd i Panvisions klassikerserie.

Filmen handler om en klosterskole, hvor Justin efterhånden har etableret sig som en pudsig karakter med hang til såvel hårdhændet behandling af de andre som en særegen interesse for litteratur og lærdom. Han klarer sig godt, passer til dels sig selv, men har alligevel svært ved at tage af sted på de længere skoleophold. Filmen fastholder dette fokus på skoletiden, men langsomt – og nærmest ganske ubemærket – sniger filmens interesse i det okkuperede Frankrig sig ind.

Filmens handling finder sted under Anden Verdenskrig, hvor Tyskland havde besat Frankrig. I starten, da Justin tager afsked med sin mor, hører vi godt nok to soldater tale tysk på perronen, men det er først senere, krigen for alvor trænger sig på. Det begynder nemlig undervejs at gå op for Justin, at den nye dreng på skolen Jean ikke er den, han udgiver sig for at være. I sit skab opbevarer han den jødiske Tora, om natten beder han bøn med kalot, og han spiser ikke svinekød.

Filmens helt klare styrke er her, at vi følger med i Justins opdagelser, der langsomt viser ham, hvad det er for en virkelighed, der eksisterer uden for – og nu også inden for! – klosterskolens mure. På den måde oplever vi også uskyldens død sammen Justin, fordi det også langsomt går op for os, hvad kirken i dette tilfælde foretager sig: Efter alt at dømme gemmer de eftersøgte jøder, så de ikke skal sendes i koncentrationslejr. Dette billede af den franske kirke er tilmed ret utraditionelt for den inspiration, som Malle tidligere har hentet fra, nemlig den eksistentialistiske filosofi, som vi ser det i Kold ild. I Vi ses igen har religion nu en værdig, menneskelig rolle – og en særdeles kritisk rolle over for de, der bare ser til.

Filmen minder en hel del om den anti-narrative måde, som Nils Malmros laver film på (eller omvendt) – og fokuseringen på netop den alder, hvor uskylden presses, er endnu en parallel. At Malle ekstremiserer syndefaldet til nazitiden hænger sammen med, at han – også som Malmros – her trækker på sin hovedstol. Filmen er en kondensering af Malles traumatiske erindringer fra krigens tid. Filmen spiller på en fremtrædende realisme, der også indfinder sig i den mere eller mindre manglende fortælling. I stedet formår Malle at etablere en hverdag(srealisme), hvor det, der netop forstyrrer denne, lurer som og leverer et emotionelt bagholdsangreb.

Vi ses igen er en film med meget simple virkemidler – men med særdeles stor effekt.